Regeringen i mindretal: Togfonden udvides med to milliarder

TOGFOND: Et stort folketingsflertal har uden om regeringen besluttet at udvide Togfonden med to milliarder kroner. Der skal allerede penge til projekterne på regeringens finanslov for 2018. 

Forligskredsen bag Togfonden (Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Radikale og Dansk Folkeparti) præsenterer i dag en udvidelse af Togfonden for to milliarder kroner.

Ekstraregningen finder partierne penge til i deres egen aftale om "bedre og billigere kollektiv trafik", der blev indgået af samme forligskreds i 2012. 

Og det glæder Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen, at der endelig tages hul på Togfonden.

"Det her er med til at sikre den kollektive trafik. Vi skal ikke alene kigge på biltrafik, men også på tog, så vi får forbundet Danmark bedst muligt," siger Nicolai Wammen.

"Første finanslovsaftale i år"
Med den nye udvidelse ender Togfondens første fase med at koste omkring 15 milliarder kroner. Dertil kommer anden fase, der vil koste små 14 milliarder.

Projekterne i første fase skal indledes allerede næste år, og derfor skal regeringen finde finansiering for Togfonden på Finansloven 2018. 

"Vi forventer naturligvis, at regeringen vil indrette sig efter aftalen. Der er et flertal i Folketinget, der i dag, hvor vi forhandler finansloven for første gang, sender et meget klart budskab. De prioriteringer, vi har fremlagt, skal indgå i regeringens finanslov," siger Nicolai Wammen.

Han mener derfor, at oppositionen er kommet regeringen i forkøbet på aftaler for Finansloven 2018:

"Man kan sige, at det er den første finanslovsaftale, der bliver lavet i år. Det får en direkte indvirkning på finansloven," siger han.

Dyrere strækning på Fyn
De to nye milliarder skal finansiere en række af Togfondens projekter, der er blevet dyrere end først antaget.

Blandt andet har forligskredsen torsdag besluttet at bruge 450 millioner kroner på at flytte en togstrækning på Vestfyn. På den måde undgår en række provinsbyer at blive skåret midtover af en ny togbane.

Og de mange millioner er derfor godt givet ud, mener transportordfører i SF Karsten Hønge:

"Der er ikke noget værre, end den usikkerhed lokalsamfundet og erhvervslivet på Fyn har oplevet, når de ikke har vidst, hvilken linjeføring, der ville komme. Nu har vi i forligskredsen sagt, at vi ikke kan udskyde beslutningen længere," siger han. 

Den oprindelige aftale om Togfonden blev indgået af de samme partier i 2014. Her blev der afsat 28,5 milliarder til forbedring af jernbanenettet, der blandt andet skulle sikre flere el-tog og en time-model mellem Aarhus, Odense og København. 

Men på grund af en faldende oliepris forsvandt store dele af finansieringen af projektet. Derfor blev det i 2016 besluttet at dele Togfonden op i to faser. Arbejdet med den første fase indledes nu, mens forligskredsen har aftalt at drøfte fase to i 2019. 

Forrige artikel DF om bilafgifter: Stop leasingfusk, og vi får råd til billigere biler DF om bilafgifter: Stop leasingfusk, og vi får råd til billigere biler Næste artikel Ombudsmand: Passager havde ret til erstatning for forsinket fly Ombudsmand: Passager havde ret til erstatning for forsinket fly