Debat

S: Regeringens dræbersneglsstrategi er afsløret

DEBAT: Regeringen må indkalde til forligsmøder, hvis der skal spares på anlægsprojekter. Strategien om at lade tiden gå, mens projekterne flyder og aftalerne sejler, er simpelthen ikke en måde at arbejde på, skriver Rasmus Prehn (S).

Vil regeringen finde besparelser og prioritere nogle projekter højere end andre, må de indkalde til forhandlinger i forligskredsene, skriver Rasmus Prehn (S). 
Vil regeringen finde besparelser og prioritere nogle projekter højere end andre, må de indkalde til forhandlinger i forligskredsene, skriver Rasmus Prehn (S). Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Prehn (S)
Transportordfører 

Tanken om, at vi skal sige ja, nej, måske eller lidt senere til konkrete projekter, uden at vi har fået lov til at få ministeriets og eksperternes vurderinger af de økonomiske realiteter og tekniske muligheder, er jo både helt absurd og uansvarlig.

Rasmus Prehn (S)
Transportordfører

Opdraget for denne debat er besparelser på anlægsprojekter.

Fakta
Transportdebatten inviterer løbende eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.

I den kommende tid vil et debatpanel sætte fokus på, om regeringens kommende besparelser på anlægs- og byggeprojekter er en god idé.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.
Send dit indlæg til [email protected] 

Regeringen har meldt ud, at niveauet for de offentlige investeringer skal ned. Nu er det så vores opgave som transportordførere at begynde at pege på, hvor vi vil finde besparelser. Men sådan leger vi altså ikke.

Vil regeringen finde besparelser og prioritere nogle projekter højere end andre, så må de altså indkalde til forhandlinger i de forligskredse, hvor de selv er med - og så i øvrigt skynde sig at tiltræde de forlig, hvor de er udenfor. Ligesom vi for længst har opfordret regeringen til, når det handler om Togfonden for eksempel.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Dræbersneglsstrategien er afsløret 
På den måde kan de lave aftaler og finde løsninger sammen med os andre. Blot at lade tiden gå, mens projekterne flyder og aftalerne sejler, er simpelthen ikke en måde at arbejde på. Regeringens dræbersneglsstrategi er afsløret og gennemskuet.

10 måneder uden reelle forligsmøder på transportområdet er simpelthen ikke godt nok. Slet ikke når regeringen bruger ventetiden til at fremlægge nye informationer, som vi som ordførere må læse i avisen eller høre i radioen, og som ganske entydigt og unuanceret understøtter regeringens politik om, at kollektiv trafik altid er dårlig, mens bilerne er Guds gave til menneskeheden.

Absurd at holde os udenfor
På togfondsområdet har regeringen udvist en total mangel på rettidig omhu. Dansk jernbanedrift vil slet og ret kollapse, hvis vi ikke meget snart får elektrificeret jernbanenettet. Vi risikerer at være tvunget til at skulle indkøbe nye diesellokomotiver, fordi de gamle ikke kan køre mere, og jernbanenettet endnu ikke er klar til, at nye, tidsvarende og miljørigtige ellokomotiver kan køre der.

Endelig er det helt til hest, at regeringen fx lader forundersøgelser og ekspropriationer af Vejleområdet fortsætte, hvis de reelt har lavet en underhåndsaftale med Dansk Folkeparti om, at jernbanebroen over Vejle Fjord og dermed timemodellen aldrig skal blive til noget. Her havde det altså været almindelig ansvarlighed at indkalde partierne, se os i øjnene og sige, hvad man mener.

Tanken om, at vi skal sige ja, nej, måske eller lidt senere til konkrete projekter, uden at vi har fået lov til at få ministeriets og eksperternes vurderinger af de økonomiske realiteter og tekniske muligheder, er jo både helt absurd og uansvarlig.

Besparelser er ikke nødvendige 
Når alt dette er slået fast, synes jeg faktisk også, det er værd at stille spørgsmålstegn ved hele præmissen: At der skal spares. For mig at se kan det være både dyrt, dumt og farligt at spare. Langt de fleste af vore projekter er samfundsøkonomisk fornuftige og særdeles rentable. Vi bliver altså rigere af at igangsætte dem, fordi folk sparer tid, nye investeringer trækkes til, miljøet belastes mindre og meget, meget mere.

Derfor vil jeg gerne advare imod regeringens maniske spareiver – især når man ved, de er travlt optaget af at spare op til skattelettelser. Jeg har skrevet en hel blog på avisen.dk om netop det tema, at det er dyrt og dumt at spare. Læs mere der. I de følgende indlæg her i panelet vil jeg søge at gå nærmere ind i, hvilke projekter, der er de allervigtigste for mig og Socialdemokratiet. Jeg tør nemlig godt fremhæve nogle projekter frem for andre, selvom jeg grundlæggende er imod regeringens måde at arbejde på og hele præmissen om, at der skal spares.

Men jeg anerkender, at vi har visse finanspolitiske udfordringer, og at vi ikke kan sætte alt i gang på en og samme tid. Læs mere om det i mit næste indlæg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00