Debat

SAS: Dansk luftfart forsvinder uden en strategi

DEBAT: Konkurrencen i flybranchen er i høj grad drevet af kreative forretningsmodeller eller af selskaber med uacceptable forhold. Hvis det får lov at fortsætte, forsvinder dansk luftfart, skriver Lars Wigelstorp Andersen, direktør i SAS.

En luftfartsstrategi skal sikre dansk luftfart på danske hænder, skriver Lars Wigelstorp Andersen, direktør i SAS.
En luftfartsstrategi skal sikre dansk luftfart på danske hænder, skriver Lars Wigelstorp Andersen, direktør i SAS.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Wigelstorp Andersen
Direktør i SAS med ansvar for infrastruktur og Public Affairs 

Hvorfor skal vi have en luftfartsstrategi for Danmark? Det skal vi, så vi sikrer dansk luftfart på danske hænder og ikke ender med kun udenlandske flyselskaber i lufthavnene. Hvis det sker, mister vi international tilgængelighed, arbejdspladser og sammenhæng mellem Øst- og Vestdanmark.

SAS er et skandinavisk selskab, hvis strategi er at betjene det skandinaviske marked, herunder det danske. Vi er desuden et netværksselskab, som - med Københavns Lufthavn som trafikknudepunkt - flyver de passagerer, som ikke har adgang til direkte ruter, via København.

Næsten halvdelen af vores passagerer er sådanne transferpassagerer, som ikke har andet ærinde i København end at skifte fly. De er altså et vigtigt grundlag for at opretholde det rutenetværk, vi har, både hvad angår antallet af destinationer og frekvenser. Dertil kommer, at vi råder over flere forskellige flytyper i forskellige størrelser, så vi både kan flyve på tunge ruter med store fly og med små fly på tynde ruter - eller for at øge antallet af frekvenser på tidspunkter af dagen, hvor der ikke er så mange passagerer at flyve med.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Større værdi for Danmark
I følge en analyse, som Transportministeriet har fået udarbejdet, skaber netværksselskaber som SAS, baseret i Danmark, større tilgængelighed for Danmark, flere arbejdspladser og dermed større værdi for Danmark, end noget andet selskab kan præstere.

Ingen andre selskaber kan matche et fleksibelt netværk som SAS’ og slet ikke lavprisselskaber, som kun har en type store fly, og for de flestes vedkommende ikke tilbyder et sammenhængende transferprodukt. Hvis SAS derfor ikke er at finde i Københavns Lufthavn, vil en meget stor del af passagergrundlaget bortfalde, og antallet af direkte ruter og frekvenser vil permanent blive reduceret betydeligt. Vi vil blive afhængige af udenlandske selskaber, hvis fokus ikke er på det danske marked og danske rejsebehov.

En luftfartsstrategi bør sikre, at vi i Danmark har de bedst mulige flyforbindelser. Og det er kun et dansk baseret netværksselskab, som kan sikre det.

Lars Wigelstorp Andersen
Direktør i SAS med ansvar for infrastruktur og Public Affairs

Konsekvenserne vil blive store - ikke mindst for den danske indenrigstrafik, som vil blive betjent med langt færre frekvenser til skade for mulighederne for at rejse mellem øst og vest og ud i verden.

En luftfartsstrategi bør derfor sikre, at vi i Danmark har de bedst mulige flyforbindelser. Og det er kun et dansk baseret netværksselskab, som kan sikre det.

Dansk luftfart forsvinder
Men konkurrencen er benhård og er i høj grad drevet af europæiske konkurrenters kreative forretningsmodeller, hvor der shoppes rundt i europæiske lovgivninger i EU - eller af selskaber, der ganske enkelt er hjemmehørende i en del af verden, hvor forholdene er helt anderledes og efter dansk standard undertiden helt uacceptable. Hvis det fortsætter, vil dansk luftfart forsvinde, og kun disse selskaber vil være tilbage til at betjene danskerne.

Det er ikke ønskeligt for nogen. Det er også vores indtryk, at der er bred politisk enighed om, at dansk luftfart og netværket i København – om det er SAS eller ej - er vigtigt og skal understøttes. Der er kun en vej at sikre, at det kan ske på sigt; at man i Danmark kan drive en omkostningseffektiv virksomhed, som matcher vores udenlandske konkurrenter. Vi har selv gjort og gør fortsat alt, hvad vi kan og er også blandt de mest omkostningseffektive netværksselskaber i Europa. For vi vil gerne udvikle vores ruteudbud i Danmark. Men det er ikke nok.

Vi må derfor også se på vores vilkår uden for virksomheden i hele værdikæden for at sikre os, at vi får de bedst mulige forudsætninger for at drive luftfart i Danmark. Det gælder i høj grad også vores politisk fastsatte rammevilkår.

Så er det jo tankevækkende, at hele grundlaget for udviklingen af en luftfartsstrategi er, at det ikke må koste noget for statskassen. Det er altså ikke muligt i en luftfartsstrategi at lempe på vores omkostninger, selv om det både er muligt og lige præcis er det, der er brug for – i hvert fald her og nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars W. Andersen

Direktør for public affairs & infrastructure, SAS
cand.jur.

0:000:00