Det er naturligvis en uholdbar situation, at vi med den nuværende model hverken kan sikre en nødvendig udbygning af vejene eller en tilstrækkelig vedligeholdelse af de nuværende veje.

Niels Nielsen
Branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører

Af Niels Nielsen
Branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører

Danmark har rundt regnet 4.000 km statsveje og 70.000 km kommunale veje. De udgør en væsentlig del af Danmarks infrastruktur og er en afgørende faktor for opretholdelsen og udvikling af velfærden. Derfor er Dansk Byggeris seneste konjunkturanalyse bekymrende læsning. Den giver således anledning til at overveje, hvordan vi bedre sikrer, at vejene også i fremtiden kan være med til at sikre velfærden.

Dansk Byggeri forudser, at investeringerne i nyanlæg af statsveje, som Vejdirektoratet står for, falder fra 7,3 milliarder kroner i 2012 til 0,7 milliarder kroner i 2016 svarende til 90 procent. Endvidere falder de afsatte beløb til vedligeholdelse af statsvejene fra 1,6 milliarder kroner i 2012 til 0,9 milliarder kroner i 2014. Den situation er i sig selv slem nok, men det bliver ikke bedre af, at kommunernes budgetter til såvel investeringer i nye veje som vedligeholdelse af de eksisterende veje er vigende.

Det er naturligvis en uholdbar situation, at vi med den nuværende model hverken kan sikre en nødvendig udbygning af vejene eller en tilstrækkelig vedligeholdelse af de nuværende veje.

Spørgsmålet er derfor, hvordan kan man ændre den nuværende model, der åbenlyst er uhensigtsmæssig og utilstrækkelig?

Finanslove og kommuneaftaler
De nødvendige midler til udbygning og vedligeholdelse af statsvejene kommer fra de årlige finanslove, som ofte er baseret på politiske forlig, der kan dække en kortere årrække. Tilsvarende er ressourcerne til de kommunale veje afhængige af den kommunale prioritering i de kommunale budgetter, som begrænses af aftalerne mellem kommunerne og regeringen om rammerne for kommunernes aktivitet.

Finansloven består af såvel lovbundne som bevillingsstyrede områder.

Vedligeholdelsen af statsvejene er et af de bevillingsstyrede områder, og tallene fra Dansk Byggeri viser tydeligt, at den model ikke kan sikre, at værdien af statsvejene opretholdes. Det er ikke en god situation, fordi genopretning af vejenes standard efter manglende vedligeholdelse er væsentlig dyrere end at opretholde standarden ved løbende vedligeholdelse.

Løsningen på problemet med manglende vedligeholdelse af statsvejene skal politikerne løse, og en løsning kan være en vejvedligeholdelseslov.

En sådan lov bør bygge på de kompetencer, der er i Vejdirektoratet, som vil kunne fastsætte ret præcise budgetter for de nødvendige investeringer i vejvedligeholdelse. Sikkerheden i budgetterne vil oven i købet kunne øges, hvis vejvedligeholdelsen primært baseres på flerårige funktionskontrakter, hvor entreprenører for faste priser sikrer en bestemt standard på vejene. En vejvedligeholdelseslov bør derfor sikre, at Vejdirektoratets vedligeholdelsesbudgetter indgår direkte som en del af finansloven.

Politikerne vil fortsat kunne få deres lyst styret med slagsmål om vejene, hvis nyanlæg af statsveje fortsat er en del af finanslovens bevillingsstyrede områder.

Det er på grund af det kommunale selvstyre straks sværere med de kommunale veje.

En løsning på det problem kunne være flerårige budgetter, hvor de kommunale budgetter til vejvedligeholdelse ikke omfattes af begrænsningen på kommunernes aktivitet, der fastsættes ved de årlige forhandlinger mellem regeringen og kommunerne. Det vil naturligvis forudsætte, at de beløb som kommunerne afsætter til vejvedligeholdelse øremærkes til dette område og ikke kan overføres til andre områder.