Virkeligheden banker på i den politiske kamp om DSB

Lokaltoget kommer nogenlunde planmæssigt til Hillerød Station klokken 7.47.

Det er en smule snert i forhold til at nå det første S-tog ind mod København, men med lidt småløben plejer man at kunne nå over på den modsatte perron og springe på, inden dørene lukker.

Men stemningen på perronerne er ikke, som den plejer.  

I S-togsporene holder to togsæt parat, men de er mørklagte og der sidder ingen mennesker inden i. Folk kigger sig lidt forvirret omkring og en stemme i mængden siger noget om togbusser.

Menneskestrømmen sætter retning mod busholdepladsen omme på den anden side af stationen. På vejen derhen står en ung kvindelig DSB-ansat med orange vest på og fortæller, at togene holder stille og at den i stedet står på bus mellem Hillerød og Gentofte.

I skyndingen møder jeg en nabo, som skal nå et møde i Valby klokken 9. Hendes optimisme løber tydeligvis panden mod en mur, da hun ser de flere hundrede mennesker, som allerede står og venter på at blive samlet op og kørt videre af en bus.

Bag os kommer hele tiden flere til.

DSB-bashing, en folkesport
Forsinkelser er om ikke hverdag så dog et vilkår for pendlere omkring hovedstaden såvel som en række andre tæt trafikerede områder i landet.

Dagen inden, tirsdag, var det en nedfalden køreledning ved Vallensbæk syd for København, der forårsagede et mindre systemkollaps på hele S-tognettet.

I dag, onsdag, er det en signalfejl på strækningen mellem Hillerød og Gentofte, som lammer morgentraffikken ind mod København via S-banens nordgående lillefinger.

”Der er kørt med togbusser siden klokken 7, alligevel er der ikke nogen, som kan give ordentlig information om, hvad vi kan forvente,” siger en lyshåret kvinde tydeligvis ærgerlig og lidt småstresset.

”Hvad havde du forventet. Det er jo DSB, vi har med at gøre,” siger en anden af de ellers tålmodigt ventende rejsende.

Man kunne fristes til at tænke, at folkesporten med at kritisere DSB giver transportminister Ole Birk Olesen (LA) en god sag for at tage et seriøst politisk livtag med DSBs dominans på de danske jernbaner.

Sårbarhed afsløret
Men analysen afhænger af øjnene, der ser. Og da jeg kommer til at lufte tanken højt, afvises den hurtigt af den lyshårede kvinde ved min side.

”Nej, det her viser bare, hvad der sker, fordi man har sparet og sparet DSB i stykker år efter år,” siger hun.

Retfærdigvis skal det siges, at kundepunktligheden på S-togene er over 90 procent, og de fleste dage kører alting nogenlunde redeligt, plus minus nogle minutter.

Men undtagelserne tjener til at belyse normalsituationens sårbarhed.

Det gælder for skinnebåren trafik i almindelighed, men nok særligt omkring hovedstaden, hvor mobilitetspresset alt andet lige er større end andre steder i landet.

At en nedfalden køreledning ved Vallensbæk kan skabe ravage på hele S-tognettet viser, hvor lidt der skal til for at skabe problemer for mange tusinde mennesker, hvis hverdag er afhængig af et meget komplekst transportsystem.

Og da banen mellem Hillerød og Gentofte er gjort til teststrækning for det nye signalsystem, viser signalfejlene her, hvor usikker grund man bevæger sig ud på, når man vil ændre dette komplekse system. Også selv om formålet er at modernisere og fremtidssikre.

”Never change a running system,” sagde en medrejsende, en ingeniør, til mig i forbindelse med en tidligere forsinkelse på samme strækning.

There is no alternative
Men nogle gange er der ingen vej uden om, og så handler det først og fremmest om at begrænse skadevirkningerne.

Med den store ombygning af jernbanen, som pågår disse år, så er det virkeligheden som alle, der bare nogenlunde jævnligt rejser med DSB, må forholde sig til.

Efter et kvarters ventetid har vi endnu ikke set skyggen af de busser, som skal køre os videre til Gentofte.

Min nabo begynder højlydt at overveje at tage en taxi i et sidste forsøg på at nå ind til sit møde.

Men google maps afslører, at de godt 30 kilometer ind til Gentofte Station mindst vil tage 40 til 45 minutter på grund af den tætte morgentrafik.

Så vejene er ikke det store alternativ til skinnerne her og nu. Og da slet ikke når der står flere hundrede mennesker i samme situation.

Et reality check
Længere fremme svarer to DSB-ansatte på spørgsmål efter bedste evne.

”Vi har 40 busser kørende. Og det, vi hører, er, at flere er kørt fra Gentofte for længst. De burde være her nu, men måske sidder de fast i trafikken på vej her op,” lyder et af de oftest gentagede svar.

”Hvad med rejsetidsgodtgørelse,” spørger en.

”Det kan I læse om på DSBs hjemmeside. I skal bare udfylde en formular. Men det her er Banedamarks problem. Vi kører bare på skinnerne. Så DSB bonner Banedanmark for godtgørelsen,” svarer manden med DSB-vesten.

Bom.

Her har vi en live version af nogle af de helt centrale elementer i den aktuelle politiske diskussion om DSB, tænker jeg, mens jeg prøver at finde det strategisk bedste sted at stille mig for at komme med ombord på den første bus.

Hop op som ideolog…
Ole Birk Olesen og regeringen har med sine stort anlagte udbudsplaner lagt op til et opgør med DSBs banemonopol. Startskuddet bør ifølge ham netop være s-togene.

Omvendt har Socialdemokratiet gjort kampen mod udlicitering og et opgør med opsplitning af DSB og Banedanmark til kernen i partiets nye offensiv for fremtidens offentlige transport.

Den politiske kamp om DSBs fremtid har med andre ord svunget sig op på den store ideologiske klinge, som kan summes ned til et spørgsmål om afvikling eller udvikling af DSB.

Kort tid før den første togbus langt om længe svinger ind på holdepladsen, har min nabo givet op. Hun har endegyldigt droppet sit møde og vender i stedet næsen hjemad for at klare sit arbejde fra skrivebordet der.

Ude af sync
For hende som for andre ventende i menneskemængden må politikernes ideologiske betragtninger virke ganske ude af sync med deres konkret virkelighed. De vil bare gerne kunne komme frem og passe deres arbejde.

Faktisk i en sådan grad, at de DSB-ansatte må mane til besindighed, da busserne klokken 8.20 endelig begynder at nå frem, og folk begynder at skubbe på for at komme ind.

Klokken 8.27 forlader jeg Hillerød Station. I bus. En god halv time senere, end jeg burde have gjort med s-toget.

Den værste morgentrafik er overstået, og nu glider alting stille og roligt fremad. Med tid til at tænke på de opgaver, der venter.

I sidste uge landede regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om at omlægge registreringsafgiften, nedsætte taksten for Storebæltsbroen og om at udvide den Vestfynske motorvej.

Nu kan man se frem mod de egentlige finanslovforhandlinger, hvor besparelser på DSB skal frigøre over to milliarder kroner frem mod 2021.

Senere på efteråret vil regeringen lægge op til forhandlinger om DSBs fremtid, herunder også mulighederne for udbyde yderligere togstrækninger. Alt sammen politiske dagsordener, som oppositionen har tænkt sig at gå hårdt i clinch med.

…fald ned som pragmatiker
Men vurderingen må blive, at de ideologiske udmeldinger vil fortone sig i mere pragmatisk orienterede diskussioner, når parterne rent faktisk sidder over for hinanden.

Alle omkring bordet kommer til at forholde sig til de mange mennesker, hvis hverdag afhænger af en pålidelig offentlig transport. Og til dette transportsystems kompleksitet og sårbarhed.

For eksempel kan S-togsnettet ikke bare sættes i udbud. Først skal man have forholdt sig til, hvilken type drift man vil have.

Skal det være den førerløse metro-lignende version, skal det først køres på plads, inden et eventuelt udbud vil kunne komme på tale.

På samme måde skal man nok forvente, at spørgsmålet om opsplitningen mellem Banedanmark og DSB vil være mere afgørende internt i oppositionen, end en diskussion om ingen, lidt eller lidt mere udlicitering.

Busserne forslår ingenting
Her til kommer hele den mere langsigtet kamp om, hvordan veje og biler skal prioriteres over for toge og skinner.

Og også her må man forvente pragmatisme fra begge politiske lejre. Til venstre for midten er man med på, at det i store dele af landet er helt afgørende med fremkommelighed på vejene.

På samme måde er den liberale transportminister også på det rene med, at skinnetransporten er en vigtig del af løsningen. Ikke mindst omkring hovedstaden.

Da min togbus endelig ankommer til Gentofte station klokken 9.04, står endnu en DSB-ansat og guider os hen til det rette spor.

”De busser forslår jo ingenting,” siger en utilfreds mand.

Den DSB-ansatte er tilbøjelig til at give ham ret.

”Nu har vi jo fået 40 busser ud og køre. Men selvfølgelig. Et enkelt togsæt kan rumme 500 mennesker, og en bus kan kun have mellem 60 og 80 personer med,” siger den DSB-ansatte.

Klokken 9.11 kører S-toget fra Gentofte mod København med stop på alle stationer. Klokken 9.25 ankommer jeg til målet, Nørreport station. En time senere end forventet.