120 sigtes for fusk med AMU-beviser

DOKUMENTFALSK: Politiet har afsløret omfattende fusk med falske AMU-beviser hos folk, der i stor stil har forsøgt at snyde sig uden om skolebænken for at få ansættelse i vagtbranchen.

Et enkelt rygte fra en skole om snyd med falske uddannelsesbeviser har på få måneder ført til politiets afsløring og oprulning af en omfattende sag om svindel med falske AMU-beviser.

Én efter én har utallige yngre mænd tilsyneladende forsøgt at snyde sig uden om skolebænken og et påkrævet AMU-kursus ved at benytte falske uddannelsesbeviser for dermed at sikre sig ansættelse som vagtfolk.

Det medfører nu, at Københavns Vestegns Politi sigter i alt 120 personer for dokumentfalsk. I mange af sagerne vedrører sigtelserne flere tilfælde af svindel.

"Vildt mange"
”Det er vildt mange. Vi havde ikke forestillet os, at der var et marked for det her, for det er jo en kort uddannelse – men det har der altså vist sig at være,” siger centerchef Pernille Brinch fra politiets Administrativt Center Øst til Altinget.

Ifølge politikommissær Lars Krogsgaard, der er leder af den centrale efterforskning for økonomisk kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi, er samtlige sager berammet her i foråret.

”Vi har færdigbehandlet alle sagerne, og de begynder at komme på stribe her i marts. Vi har prioriteret det højt, fordi dokumentfalsk er en alvorlig sag, og fordi vi meget gerne skulle have sat en stopper for det her,” siger politikommissær Lars Krogsgaard til Altinget.

Hård paragraf
Ifølge politikommissæren har efterforskningen ikke tegnet et billede af en egentlig bagmand bag den omfattende svindel, ligesom de falske AMU-beviser ikke kaster søgelyset over særlige vagtfirmaer eller erhvervsskoler.

”Det er svært at sige noget om mønsteret. Nogle kommer med nogle helt vanvittige historier, mens andre påstår, at de har gået på kurset – hvor vi altså mener at kunne påvise noget andet. De sigtes så efter dokumentfalsk, som jo er en hård paragraf i straffeloven i forhold til længden på et AMU-kursus,” siger Lars Krogsgaard.

* Det pågældende AMU-kursus varer fire uger.

Oprulningen af den omfattende svindel med uddannelsesbeviserne startede hos politiets Administrativt Center Øst. Her modtager man blandt andet ansøgningerne fra de kommende vagtfolk fra vagtfirmaerne, oplyser centerleder Pernille Brinch.

Kulegravning
”De bliver sendt elektronisk til os, og det kan være meget svært at vurdere ægtheden. Men til et samarbejdsmøde med skolerne er der så én der siger, at de har hørt, at der er falske uddannelsesbeviser i omløb. Så begynder vi at kontrollere alle nye ansøgninger og tjekke hos skolerne, om det er rigtigt, at de har taget den uddannelse. Det fandt vi hurtigt ud af, at der var nogen, der ikke havde,” beretter centerleder Pernille Brinch.

Derefter blev det besluttet at kulegrave samtlige sager i centrets levetid – tilbage til 2014. Herefter er sagerne overdraget til Københavns Vestegns Politi, der har rejst sigtelser mod 120 personer.

Foreløbig er der faldet én dom i sagskomplekset. Den blev kørt som en tilståelsessag og endte med 40 dages betinget fængsel og ** 60 timers  samfundstjeneste.

* Længden på AMU-kursus ændret fra to til fire uger.

** Rettet fra 60 dage til 60 timer.

 

Forrige artikel Bondo: Positivt at Løkke vil have de fagprofessionelle på banen Bondo: Positivt at Løkke vil have de fagprofessionelle på banen Næste artikel Eliteatleter får nemmere ved at tage en erhvervsuddannelse Eliteatleter får nemmere ved at tage en erhvervsuddannelse