Lærerne på vej ud af øv-strategien?

HEGELUND & MOSE: Folkeskolelærerne og deres forening står over for et afgørende valg: Vil de fortsat se på sig selv som ofre for beslutningstagernes påfund? Eller vil de tage helterollen på sig og leve op til deres egen, nye imagekampagne?

Foto: Pressefoto

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Mens folkeskoleeleverne i disse dage myldrer ind i klasseværelserne, står Danmarks lærere over for et afgørende strategisk valg: Skal de slå ind på den løsningsorienterede indflydelseskurs, Danmarks Lærerforening historisk har haft succes med? Den, som satte læreren i centrum for Danmarks fremtid. Eller vil de fortsat se sig som uretfærdigt behandlede ofre, sådan som det er sket siden lockouten i foråret 2013?

En ny image-kampagne fra lærernes fagforening, ”Fremtiden starter i skolen”, lægger op til det første. Dermed anslår den umiddelbart nye heltetoner oven på formand Anders Bondo Christensens noget forurettede lobbytaktik, der hverken har givet reel politisk indflydelse eller større anseelse.

Pludseligt stilskifte
Spørgsmålet er imidlertid, om lærerne selv er parate til at sætte handling bag sådan et pludseligt stilskifte. En sand Facebook-storm fra baglandet rejste sig, da kampagnen blev lanceret før sommerferien: Hvordan hænger det opløftende budskab sammen med, at fagforeningsledelsen i halvandet år har rystet på hovedet over alt det nye, der var på vej?

Når lærerforeningen tidligere har sikret egne medlemmer gode vilkår sammenlignet med andre grupper på arbejdsmarkedet, skyldes det blandt andet, at lærerne traditionelt har været dygtige til at synliggøre deres samfundsbetydning.

Ved sidste års overenskomstfornyelse, der blev koblet sammen med skolereformen, skete der imidlertid noget psykologisk, som lærerforeningen både blev ramt af og selv var med til at skabe: Efter at have været en drivkraft inden for skoleudvikling blev foreningen pludselig en kamporganisation, som fremstod reaktionær og tilbageskuende, i hvert fald set med beslutningstagernes og opinionens øjne. Lærerforeningen malede sig ind i et forhandlingshjørne, hvor det handlede om at spænde ben for fornyelsen og understøtte angststemningen ude hos medlemmerne frem for at berede disse på de nye tider.

En kopi af FOA
Dermed kopierede Anders Bondo Christensen med intern succes FOA's lobby-metode: Skønt FOA-formand Dennis Kristensen har sat sit forbund uden for reel indflydelse ved at lægge sig ud med stort set alt og alle, elsker medlemmerne ham. På samme vis kan Bondo i dag udadtil fremstå som en anakronisme – uden sans for nutidens hastige forandringsprocesser på andre offentlige og private arbejdspladser – mens han blandt lærerne selv har stjernestatus.

Lærerforeningen lod sig foråret 2013 formentlig også rive med i frustration over at miste sin tunge magtbase ude i kommunerne: Foreningens velpolstrede lokalafdelinger vil måske blive overflødige og lagt sammen, ligesom det er sket i andre dele af fagbevægelsen. Afdelingerne har haft usædvanlig stor magt, som nu langsomt svinder, når tillidsfolkene ude på den enkelte skole overtager ansvaret i tæt dialog med ledelsen. Den slags giver ingen organisation frivilligt afkald på.

På den længere bane kan offerrollen vise sig dyr, hvad angår fagets anseelse. Antallet af ansøgere til læreruddannelsen falder allerede drastisk. Et karakterkrav på 7 for at komme ind på uddannelsen er én forklaring. En anden er standens signal om, at du er en stakkel med lange arbejdsdage – og ifølge formandens seneste udmelding heller ikke længere kan nå til Skanderborg Festival – hvis du går den karrierevej. En tilsvarende rekrutteringsfælde ramte sygeplejerskerne, da de for nogle år siden i en strategisk fejlsatsning offergjorde sig selv som uretfærdigt lavtlønnede.

En anden udfordring for lærerstanden, hvis den ikke lever op til sit eget helte-image i den ny kampagne, bliver holdningen hos forældrene. Hvordan vil skole-hjem-samarbejdet udvikle sig, når forældrene sidder over for lærere, der har taget taberrollen på sig?

Trendsætterne
Andre organisationer har lagt en anderledes strategi i kampen om at få indflydelse. De forsøger ihærdigt at gøre deres medlemmer til helte og prale med værdien af deres respektive brancher. Blandt veteranerne i den form for lobbyisme er fagforbundet Dansk Metal, hvis indflydelsestradition tilsiger, at smedene er afgørende for, at Danmark har penge at dele ud til velfærd. Ingen skal have ondt af Metals medlemmer; tværtimod skal vi beundre dem som hverdagens helte.

Bondos eneste mulighed for at blive en succes med sin øv-strategi har hidtil været, at skolereformen bliver en fiasko – med skolerne, børnene og danskerne som tabere. Det ville svare til, at smedenes formand, Claus Jensen, skulle tale dansk industri så langt ned, at den eneste succes han kunne opnå var, at landets virksomheder lukkede.

Det er ikke ønskværdigt for en organisation at placere sig selv i en sådan situation. Det er blandt andet i det lys, vi skal se lærernes imagekampagne, som trods de sure miner udadtil har været på tegnebrættet i næsten et år.

Bondos skrækscenario
Skrækscenariet for Bondo vil jo være, at medlemmerne fortsat bekæmper reform og arbejdsbetingelser – og det alligevel om tre-fire år viser sig, at skolereformen slet ikke var så tosset endda: Børnene trives, de lærer noget, og undervisningen er spændende.

Tænk, hvis hele det angstbillede, der blev tegnet op, viser sig at være baseret på myter og frygt frem for funderet på facts og tillid? I så fald har Bondo ikke bare tabt den samfundsrolle på gulvet, lærerforeningen havde tidligere. Han har også mistet sin troværdighed, fordi det, han truede med, endte med ikke at holde vand.

Derfor dobbeltkommunikerer Danmarks Lærerforening med konstruktive image-annoncer op mod tvære daglige udmeldinger. Medlemspengene til dyre avis- og biografreklamer kan dog vise sig spildte: Skal en kampagne virke, skal der sættes handling bag ordene. Lærerforeningen må derfor beslutte sig: Skal lærerne myndigt igen sætte sig bag katederet og sætte en slagkraftig, visionær dagsorden? Eller skal brokkeriet fortsætte, mens andre overtager agendaen?

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også www.hegelundmose.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00