40.000 skoleelever spiller skak i dag
REKORD: Pokémon er sat skakmat, når næsten 40.000 skoleelever på 266 skoler i dag sætter ny deltagerrekord på hjernegymnastikkens motionsdag.
Erik Bjørn Møller
JournalistPokémon sat skakmat!
Når undervisningsordfører Anni Matthiesen (V) i dag, 10. februar, har åbnet Skolernes Skakdag på Lindehøjskolen i Herlev, skifter 39.742 elever på 266 skoler bøgerne og Pokémon ud med skakbrikker og sætter deltagerrekord på hjernegymnastikkens motionsdag.
Skolernes Skakdag er hjernegymnastikkens svar på Skolernes Motionsdag, når elever på landets skoler øver sig i at holde fokus, koncentration og tænke fremad under mottoet: ”Det skal være sjovt at blive klogere!”. Og igen i år sætter Skolernes Skakdag ny deltagerrekord.
Dansk forskning viser, at skoleskak styrker elevernes matematikkundskaber, trivsel og inklusion på nye måder, blandt andet i den længere og mere varierede skoledag.
"Skak i skolen giver ro på stolen"
Skolernes Skakdag foregår på de lokale skoler og organiseres af skolens lærere, pædagoger og ældste elever, der i januar er uddannet PLAYMASTERS, så de ikke sættes skakmat af de yngre elever.
Det er syvende år, der holdes Skolernes Skakdag, og generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen, glæder sig over den voksende popularitet.