Om  
Bente Boserup
Pernille Rosenkrantz-Theil

Efter et halvt år uden formand for Børnerådet: Puk Elgaards afløser er nu fundet

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil har udpeget Bente Boserup som ny formand for Børnerådet, der har stået uden formand siden november. Den nye formand har tidligere stået i spidsen for BørneTelefonen igennem mange år. 

69-årige Bente Boserup er udpeget som ny formand for Børnerådet af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun er tidligere chef for BørneTelefonen. 
69-årige Bente Boserup er udpeget som ny formand for Børnerådet af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun er tidligere chef for BørneTelefonen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Sebastian Vidkjær Stone

Børnerådet har stået uden formand i et halvt år efter, at Puk Elgaard i november valgte at trække stikket efter kun fem måneder på posten. 

En afløser er nu blevet udpeget af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Til at besætte den tomme formandsstol er valget faldet på 69-årige Bente Boserup, der er tidligere chef for BørneTelefonen.

Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. 

"Bente er den fornemmeste stemme, børnene kan have. Børnerådet har en vigtig rolle for børns rettigheder og interesser, men de seneste år har Børnerådet været udfordret," lyder det fra social- og boligministeren, der fortsætter: 

"Derfor er det vigtigt, at Børnerådet får en ny formand, som kan omdefinere Børneområdets position. Jeg er sikker på, at Bente Boserup sammen med de øvrige rådsmedlemmer kan sikre, at Børnerådet fremover kan være en stærk institution for alle børn og unge i Danmark". 

Selv kalder den nye formand sit nye hverv hos Børnerådet for en "ønskeopgave", og hun ser frem til at tage fat på arbejdet: 

"Jeg vil skabe et nutidigt Børneråd, som finder en stærk plads i et fællesskab med de øvrige børneorganisationer i Danmark. Udsatte børn er mit hjerteblod og har altid defineret mit arbejdsliv," lyder det fra Bente Boserup.  

Bente Boserup har i mange år været en central skikkelse på børn- og ungeområdet. Hun var chef for BørneTelefonen i 14 år, indtil hun stoppede i 2015. Tidligere har hun over en lang årrække været at finde hos Børns Vilkår.  

Hun er desuden forfatter til en række bøger om omsorgssvigt og skilsmisse og har siddet med ved bordet i flere offentlige udvalg, der har arbejdet med børns vilkår og rettigheder. 

Foruden valget af Bente Boserup som formand, har Pernille Rosenkrantz-Theil også udpeget Anita Ernst som medlem af Børnerådet. 

Uden formand siden november 

Børnerådet har stået uden formand siden november 2022, hvor Puk Elgaard forlod rådet efter blot fem måneder i frustration over arbejdsbetingelserne. Årsagen dengang var, blandt andet at de normerede timer som formand ikke stod mål med de faktiske opgaver. Formandsjobbet er kun normeret til ti timer ugentligt. 

Da hun forlod posten, opfordrede hun regeringen til at prioritere Børnerådets arbejde højere. En opfordring, som har lydt fra flere aktører, der har arbejdet tæt med Børnerådet. 

I forbindelse med hendes afgang påpegede flere medlemmer af Børnerådet overfor Altinget, at der var behov for at skabe ro og stabilitet om rådets arbejde, hvor særligt valget af den nye formand blev sat øverst på dagsorden. Den del af arbejdet er nu løbet i mål af socialministeren med udnævnelsen af Bente Boserup som ny formand. 

Børnerådet er et uafhængigt statsligt råd, der arbejder på at sikre børn og unges rettigheder i Danmark. Rådet har en rådgivende funktion for Folketinget, regeringen og de offentlige myndigheder på børn- og ungeområdet. 

I alt sidder otte personer med i Børnerådet, der nu skal ledes af Bente Boserup. Medlemmerne udpeges til en treårig periode. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bente Boserup

Forperson, Børnerådet, fhv. chef, Børnetelefonen
lærer, familieterapeut

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00