Canadisk skolemodel kan inspirere

Af Per B. Christensen
Direktør, Center for Børn og Unge, Næstved

Skolefolk har i de sidste år valfartet til delstaten Ontario i Canada for at lære nyt på skolefronten. Regeringen og mange kommuner har ladet sig inspirere ”over there”, og for nylig var jeg der også sammen med A.P. Møller Fondens vurderingsudvalg for at studere den succesrige skolemodel i Toronto.

Hvad er hemmeligheden bag den canadiske skolesucces, der har ændret resultater og skolemiljø markant på blot ti år? Det enkle svar er en målrettet og vedholdende indsats fra alle, der har med skole at gøre, fra minister til skoleledelse og lærer.

Et stærkt politisk fokus
For det første er der et meget stærkt politisk fokus på reformen. Ontarios 1. minister satte sig i spidsen fra starten. Han mødtes hver tredje måned med undervisningsministeren og dennes nærmeste embedsmænd for at følge op på de opnåede resultater. Det har også vist sig karrierefremmende at være undervisningsminister. Den nuværende 1. minister (delstatsleder) er tidligere undervisningsminister.

For det andet har der været en god kobling mellem det politiske niveau i provinsen og de folk, der skal udføre reformen i praksis. Det er alt fra gruppen af dem jeg vil kalde uddannelsesideologer, efter- og videreuddannelsesinstitutioner til lærernes faglige organisationer. Her skal man huske, at strukturen ikke er mindre kompliceret i Canada end i Danmark. Man har således skoler og lærerorganisationer rettet mod engelske, franske og katolske retninger.

Hvad er hemmeligheden bag den canadiske skolesucces, der har ændret resultater og skolemiljø markant på blot ti år? Det enkle svar er en målrettet og vedholdende indsats fra alle, der har med skole at gøre, fra minister til skoleledelse og lærer.

Per B. Christensen
Direktør, Center for Børn og Unge, Næstved

For det tredje har der været en klar og tydelig retning i arbejdet med reformen. Man kan også kalde det centralisering. De 72 distrikter i Ontario–provinsen har udviklet skolerne i takt. Man har lært af hinanden og delt viden. Overfører man det på danske forhold, skal kommunerne i højere grad videndele med hinanden om reformens styrker og svagheder og samarbejde om de mange kompetenceudviklingsprojekter, der sættes i gang i den kommende tid. Den tid, hvor man bevidst gør anderledes end nabokommunen eller naboskolen, er forbi.

Tydelige mål og godt samspil med forskning
For det fjerde arbejder man tydeligt med mål, og på alle niveauer. Der sættes mål for distriktet, for skolen, for klassen og for den enkelte elev. Jeg er imponeret over den måde, skoleledere og lærere arbejder med mål. Eleverne er bevidste om deres potentialer, og hvad de skal nå. Man har klare forventninger til alle elever - også dem, der lige er kommet til skolen fra Kina og Afghanistan. Indsatsen følges op af løbende evalueringer og tests.

For det femte er der en god sammenhæng mellem de forskningsinstitutioner, der arbejder med læring, de efter- og videreuddannelsestilbud, der eksisterer, og praksis på den enkelte skole. Nye resultater spredes derfor hurtigt og anvendes i undervisningen.

Her kan vi bestemt lære noget i Danmark. Vi savner fortsat en klar strategi på nationalt niveau mellem DPU på Aarhus Universitet, professionshøjskolerne og folkeskolerne. Der er enkelte gode tiltag, men det er på høje tid, vi får en sådan sammenhængende indsats, således at skolesektoren i højere grad kan basere nye tiltag på den nyeste viden og forskning.

Reform kræver mod
For det sjette har reformen krævet mod af ledere og lærere. Der er skabt en åben skolekultur med løbende fokus på praksis og resultater. Skolelederne er blevet styrkede i betydelig grad og har helt klart været hjørnestenene i udviklingen. Canadierne har prioriteret, at skolelederne anvender deres tid og ressourcer på pædagogisk ledelse og ikke en masse tid på administrative opgaver. Det betyder, at skolelederen i langt højere grad end tidligere er ude i klasserne, synlig på skolen og i dialog med lærerne. De er gået over dørtrinnet til klasseværelset, og det kræver mod!

Herudover har hvert distrikt indført et rotationsprojekt, der sikrer, at skolelederne skifter skoler hvert femte-syvende. år. Det er skoleledernes fagforening, der spiller en væsentlig rolle i uddannelsen af skolelederne. Denne er i høj grad også evidensbaseret. Pengene fra Undervisningsministeriet til kompetenceudvikling har ifølge canadierne givet ro på bagsmækken.

Udfordringen i Danmark er, at skolelederne generelt skal opkvalificeres til at påtage sig en tydeligere rolle i forhold til pædagogisk udvikling og indgå i sparringen med lærerne om undervisningens mål og effekter. På samme måde skal forvaltningerne klædes på til opgaven med at yde faglig sparring med skolelederne og således gå over dørtrinnet til kommunens skoler.

Lærerne skal inkluderes
For det syvende: Lærerne har været medspillere. Lærerne har oplevet et betydeligt fagligt og prestigemæssigt løft. Såvel de som lederne har fået et fagprofessionelt råderum. Før talte alle om problemerne i uddannelsessystemet. Nu taler alle om de gode resultater. Her har vi noget at komme efter i de danske kommuner. Udfordringen er, at vi på samme tid skal skabe et ledelsesrum til lederne og et fagprofessionelt rum til de ansatte. Det er vanskeligt, men helt nødvendigt.

For det ottende: Der blev formuleret en læreplan, der måske var detaljeret, men også var således opstillet, at det udgjorde et hjælpemiddel til lærerne og til dem, der udviklede hjælpemidler til, hvorledes undervisningen konkret kunne tilrettelægges.

Alle de beslutninger, der blev truffet, alle de prioriteringer, der blev besluttet; alt det undervisningsmateriale, der blev udviklet, var baseret på forskningsmæssig evidens. Målene, læreplan og det udviklede undervisningsmateriale blev formidlet videre til instruktører, forvaltninger, skoleledere, coaches og – ikke mindst – lærere og pædagoger ved hjælp af en inkluderende metode.

I Danmark bør vi med dette afsæt udvikle læringsplatforme, hvor lærerne kan hente undervisningsmaterialer og inspiration. Undervisningsministerium, kommuner og andre aktører bør investere i en fælles platform.

Vi må finde vores egen vej
Er Ontario et mønstereksempel? Nej, det tror jeg ikke. De skolebygninger, jeg så, var ikke imponerende, og IT og nye medier var ikke i samme grad integreret i undervisningen, som vi oplever i Danmark. Her kunne de lære af os. Men deres målrettethed, deres sammenhængende system og deres engagement imponerede mig.

På falderebet gav Ontario-folkene os et godt råd: I skal lade jer inspirere af os og finde jeres egen vej. Man kan ikke kopiere et andet lands uddannelsessystem råt.  

- Det er jeg enig i. Alligevel var det godt, jeg tog med tur-retur til Toronto.