Cepos: Gør op med folkeskolens lighedsideologi

I efteråret 2014 stillede Venstre en række spørgsmål i Folketinget til den daværende undervisningsminister Christine Antorini (S) vedrørende ministeriets beregninger af tal til belysning af de enkelte skolers evne til at løfte deres elever i faglig henseende.

Baggrunden var, at disse tal nok blev beregnet i ministeriet, sådan som det var aftalt nogle år tidligere i Folketinget, men at de blev lagt frem på en så tilsløret måde, at det ikke var muligt at danne sig et overblik og se, hvor godt de enkelte skoler præsterede sammenholdt med landets øvrige skoler.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) blev spurgt:

”Ministeren bedes redegøre for begrundelsen for ikke at rangliste skoler på baggrund af ministeriets tal for skolernes resultater korrigeret for den socioøkonomiske reference.”

Og videre:

”Vil ministeren tage initiativ til at fremlægge tallene for skolernes resultater korrigeret for den socioøkonomiske reference i én tabel?”

En usædvanlig vidtdreven lighedsideologi gennemsyrer skoleverdenen. ”Folkeskolen” er et begreb, som oftest udtales i bestemt form. Et homogent system, hvor alle led er lige gode, fordi alle lærere og ledere er uddannet på de samme uddannelser og er medlem af den samme fagforening. 

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Men der var ikke noget at gøre, og ministeren svarede således afvisende: ”Vi ønsker ikke en rangordning af skoler ….. Viden og data skal anvendes til at identificere egne udfordringer og udvikle kvaliteten i undervisningen, men ikke til at hænge skoler ud.”

Et tøvende lille skridt
Nu har en Venstre-minister i Undervisningsministeriet så muligheden for at rette op på den tidligere regerings mørklægning. Tallene for afgangsprøverne i 2015 er ved at være på trapperne, og med Venstres spørgsmål i Folketinget i 2014 måtte vi forvente, at tallene ville blive gjort fuldt tilgængelige. Vi fik syn for sagn torsdag, da undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) fremlagde ministeriets materiale om 2015-prøverne.

Jeg tror, at ministeren har gjort sig umage for at få åbnet op, men der har også været udøvet en voldsom interessevaretagelse fra den pædagogiske verden. Resultatet er, at det kun blev til et tøvende lille skridt i den rigtige retning. Af ministeriets egne lister er det fortsat ikke muligt at se ministeriets talmateriale i en helhed og anvende det til nærmere analyser, som kan afdække mønstre i materialet.

I virkeligheden er spillet om Undervisningsministeriets tal nar-agtigt. I Cepos har vi et lille computerprogram, som automatisk kan foretage de tusindvis af opslag på Undervisningsministeriets hjemmeside, som skal til for at få det samlede talmateriale trukket ud. Senest har vi udført den manøvre for skolernes resultater for skoleåret 2013-14.

Da vi lagde disse tal ud på Cepos' hjemmeside og informerede offentligheden, oplevede vi op imod 100.000 opslag på hjemmesiden i den følgende uge. Formanden for forældreorganisationen Skole & Forældre insisterede samtidig på, at tallene slet ikke interesserede forældre. Det korte af det lange er altså, at tallene findes i en helhed, og at de benyttes intenst af forældre, lokalpolitikere mv.

Virkelighedsfortrængning
I dialogen internt mellem politikere og de magtfulde interesseorganisationer findes derimod en overenskomst om, at tallene ikke findes i en helhed og alene findes oplyst for den enkelte skole til brug internt på den enkelte skole. Det er udtryk for en betænkelig virkelighedsfortrængning.

Når det er så væsentligt at få adgang til talmaterialet i sin helhed, er det, fordi dette materiale kan anvendes til at nå meget væsentlige indsigter:

Materialet afslører, at der ikke findes nogen systematisk sammenhæng mellem, hvor mange penge en kommune anvender pr. elev på skolen og kvaliteten af undervisningen, udtrykt ved hvor godt eleverne løftes i faglig henseende set i forhold til det forventede, givet elevernes sociale baggrund.

Materialet afslører også, at frie grundskoler gennemgående er bedre til at løfte eleverne fagligt end folkeskolerne.

Og så kan materialet anvendes til at belyse betydningen af, at skolerne tilrettelægger undervisningen, så timerne læses af lærere med linjefagskompetence i de pågældende fag. Det viser sig, at brug af linjefagskompetencer ikke afspejler sig i elevernes præstationer.

Resultater som disse burde rejse nogle meget fundamentale spørgsmål for skolen. Det ser imidlertid ikke ud til, at man i den pædagogiske verden har interesse i at forholde sig til den slags spørgsmål, og det forekommer desværre, som om der ikke er den store politiske interesse i at udfordre pædagogerne.

Vidtdreven lighedsideologi
Når det forholder sig sådan, tror jeg, det hænger sammen med en usædvanlig vidtdreven lighedsideologi, som gennemsyrer skoleverdenen. ”Folkeskolen” er et begreb, som oftest udtales i bestemt form. Et homogent system, hvor alle led er lige gode, fordi alle lærere og ledere er uddannet på de samme uddannelser og er medlem af den samme fagforening. Men i virkelighedens verden findes der gode skoler og dårlige skoler.

Ligesom der findes gode og dårlige virksomheder og gode og dårlige fodboldhold. De dårlige virksomheder går fallit, og de dårlige fodboldhold rykker ned. Men vi savner en mekanisme, som retter op på de dårlige skoler. De får eventuelt blot flere penge.

Det diskuteres intenst i disse år, hvordan vi får en bedre skole. Jeg tror, at den mest direkte vej hertil vil være at få rettet op på de dårlige skoler. Talmaterialet fra Undervisningsministeriet viser, at der bliver ved med at være lige stor forskel på skolernes evne til at løfte eleverne. Det er ikke acceptabelt, og indsatsen over for de dårlige skoler er helt utilstrækkelig.

Et grundlæggende problem er i den forbindelse nok, at det ikke er penge, der mangler. Så alle interessevaretagerne holder sig langt væk. Det er så meget desto mere grund til, at ministeren træder i karakter.

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.