Cepos: Konkurrence er forbudt i Lighedsdanmark

Gymnasierne hørte i gamle dage under amterne, men det blev lavet om sammen med kommunalreformen i 2007. Nu hedder det sig, at gymnasierne er selvejende institutioner. De har da også fået egne bestyrelser, så man må umiddelbart antage, at gymnasierne også har fået selvstændighed i væsentlig grad.

Det er nu ikke rigtig tilfældet.

Velfærdsstatens grundlov
Det store problem er, at nogle gymnasier er mere attraktive end andre. Men den går ikke, når vi taler om offentlige institutioner. Her er alle pr definition lige gode. Borgerne har blot ikke endnu indset denne velfærdsstatens grundlov. Uheldigvis for velfærdsstaten har der fungeret en optagelsesordning til gymnasierne, som har været konstrueret så klumset, at den afslører den pinlige sandhed om de attraktive og mindre attraktive gymnasier.

De unge fra grundskolen har simpelthen fået lov til at ansøge om, hvilket gymnasium de ønsker at gå på. Konsekvensen har været, at der er stor søgning til nogle gymnasier og mindre søgning til andre. Det er uacceptabelt, så nu er der grebet ind. Fremover skal der følges et strikt nærhedsprincip.

Omlægningen til selveje var en foræring for nysgerrige skolepolitikere, som her kunne få opsamlet viden om, hvad der kommer ud af en højere grad af konkurrence. Det tilbud har ingen imidlertid takket ja til. Kræfterne, som har ønsket at kvæle tilløb til konkurrence, har været så stærke, at ingen rigtigt har vovet at stille spørgsmål.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Sang er politisk ufarlig
Ingen regel uden undtagelse. Det gælder også i dette tilfælde. Unge, som er gode til sang eller til at spille på et instrument, går fri. De slipper for bindingen til det nærmeste gymnasium og må søge optagelse på et gymnasium, som særligt henvender sig til unge med disse kvaliteter, så de virkelig kan dyrke deres interesse og blive særligt dygtige. Velfærdsstaten har ikke brug for at pleje unge med særligt talent for matematik, fysik, kemi, biologi eller sprog. Men sang ophæver alle bekymringer om ulighed. Sang er politisk ufarlig.

Konkurrence
Det, som var ved at snige sig ind på gymnasieområdet, var noget så uhørt i en velfærdsstat som konkurrence. Kamp om at gøre det så godt som muligt for borgerne. Omlægningen til selveje var en foræring for nysgerrige skolepolitikere, som her kunne få opsamlet viden om, hvad der kommer ud af en højere grad af konkurrence. Det tilbud har ingen imidlertid takket ja til. Kræfterne, som har ønsket at kvæle tilløb til konkurrence, har været så stærke, at ingen rigtigt har vovet at stille spørgsmål.

Nogle gymnasieskoler har været på vej til at blive konkurreret ud, og i Lighedsdanmark må den slags ikke ske. Man lukker ikke en offentlig institution, blot fordi ingen ønsker at benytte den.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Selv om det er begrænset, hvad vi ved om udviklingen på gymnasieområdet efter overgangen til selveje, er der dog nogle ting, som er kommet til at stå klart. Selvejet fik betydelige konsekvenser, da overgangen var ført til ende. Det skete vel at mærke først fire år efter kommunalreformen, for i første omgang blev gymnasiernes bygningsmasse ikke overført til selvejet, men blev holdt fast i statsligt ejerskab.

Gymnasierne har ikke noget direkte økonomisk incitament til at gøre det godt, for det er ikke legitimt at aflønne gode gymnasielærere, som opnår gode resultater, bedre end dårlige gymnasielærere. Så hvis der skal fungere noget incitament til at nå gode resultater, så må de ikke have noget med medarbejdernes økonomi at gøre. Stærke fagforeninger forstår at holde dygtige medlemmer nede.

Spændende arbejdspladser
Andre incitamenter handler om at få skabt en bedre og mere spændende arbejdsplads, såfremt der bliver leveret gode præstationer. Det var vanskeligt at se, hvorledes det skulle lade sig gøre, da bygningsmassen endnu var statslig, men da ansvaret for bygningsmassen overgik til de selvejende gymnasier, blev det anderledes.

Nu kunne mange elever og en økonomisk fornuftig drift skaffe et overskud, som kunne anvendes til at udbygge gymnasieskolen. Man behøvede ikke mere at tigge for at få lov, og pludselig åbnede der sig muligheder, hvis skolen ønskede sig et nyt fysiklokale eller en sal til musik. Det skabte dynamik, og det gjorde de attraktive og dynamiske gymnasier til mere spændende arbejdspladser for gymnasielærerne.

I de seneste år har vi så set en bemærkelsesværdig dynamisk udvikling i gymnasieskolerne. Vi har fået gymnasier, som har specialiseret sig på hver deres områder, og som har oparbejdet stærke kompetencer til at skabe dygtige unge på deres specialeområder. Men vi har også set gymnasier, som har udviklet sig mindre dynamisk.

Sådan en udvikling er naturligvis ikke acceptabel. Nogle gymnasieskoler har været på vej til at blive konkurreret ud, og i Lighedsdanmark må den slags ikke ske. Man lukker ikke en offentlig institution, blot fordi ingen ønsker at benytte den.

De unge i Udkantsdanmark
Det har ikke mindst været problemstillingen om Udkantdanmark, som har luret i baggrunden. I hovedstadsområdet og i Østjylland søger ungdommen en bedre uddannelse, og befolkningstætheden gør også, at alle unge har mange gymnasier at vælge imellem. Hvis de altså får lov til at vælge.

Her er der foregået en spændende specialisering af gymnasierne, og konkurrencen har holdt skolerne til ilden. I Udkantdanmark er søgningen til videre uddannelse svagere, og der er længere mellem gymnasieskolerne. Her er perspektivet i specialisering af skolernes profiler mindre relevant. Lemvig Gymnasium er altid eksemplet på et gymnasium, som bliver truet af udviklingen. De kvikkeste unge på Lemvigegnen skal til Aalborg for at finde et mere spændende gymnasium, men kun de sejeste tager turen.

Ifølge velfærdsstatens mest klichefyldte argumentation, så er det uacceptabelt med sådan en ulighed. Når ungdommen i Udkantdanmark ikke kan få valgmuligheder, med mindre de er rigtig seje, så skal ingen have valgmuligheder.

Alternativet er, at nogle unge bliver rigtig dygtige på bekostning af ligheden, og så er valget klart for velfærdsstaten. Så dygtige unge kan den ikke leve med.

Men syng. Så bliver du et frit menneske.

---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.