Debat

DF: Forberedelsesskole kan bryde den sociale arv

DEBAT: Hvis hf bliver en forberedelsesskole, kan man hjælpe bogligt svage unge med at bryde den sociale arv. Det skriver gymnasieordfører Marie Krarup (DF), der understreger, at man netop svigter de bogligt svage ved ikke at ville differentiere ungdomsuddannelserne.

En forberedelsesskole kan hjælpe til at&nbsp;bryde med den negative sociale arv,&nbsp;mener gymnasieordfører for Dansk Folkeparti Marie Krarup.&nbsp;<br>
En forberedelsesskole kan hjælpe til at bryde med den negative sociale arv, mener gymnasieordfører for Dansk Folkeparti Marie Krarup. 
Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Krarup (DF)
Gymnasieordfører

Bente Sorgenfrey anklager Dansk Folkeparti for, at vores forslag om forberedelsesskole ikke vil bryde den sociale arv. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Gymnasiet er blevet dårligere til at bryde den sociale arv, og det faglige niveau falder. Gymnasiet er nemlig blevet en masseuddannelse for alle dem, der efter 9. klasse er sikre på, at de ikke vil være håndværkere. Og det er efterhånden op imod 70 procent. Det er et problem, der skal gøres noget ved.

Forskel på forberedelsesskole og gymnasiet
En god måde at løse problemet på er at oprette en mellemfaldende ungdomsuddannelse, der henvender sig til dem, der er uafklarede med hensyn til erhvervsvalg, men alligevel gerne vil have noget mere boglig uddannelse, mens de tænker sig om. Det er sådan en forberedelsesskole, Dansk Folkeparti har foreslået.

Vi svigter i den grad de svage ved ikke at differentiere ungdomsuddannelserne, så man i højere grad kan finde et niveau, der passer til ens evner og motivation. 

Marie Krarup (DF)
Gymnasieordfører

Forberedelsesskole-eksamen skal være adgangsgivende til de fleste korte og mellemlange videregående uddannelser, men ikke til universitetsuddannelserne. Hvis man fortryder, at man har valgt forberedelsesskole og ikke gymnasiet, skal man kunne supplere sin forberedelses-eksamen op til en studentereksamen. 

Der skal være adgangskrav til både gymnasiet og forberedelsesskolen. Men der skal være forskel. Det kunne være for eksempel 4 til forberedelsesskole og 6 til gymnasiet. På denne måde kan man få en uddannelse, hvor ens evner og motivation bliver udfordret mest muligt.

Ikke alle har samme skostørrelse
Sandsynligheden for, at man kommer på den rette hylde i uddannelsessystemet, vil stige. Dermed får man meget bedre chancer for at bryde den sociale arv og for at hæve det faglige niveau generelt i ungdomsuddannelserne. Som det er nu, har de bogligt svage og umotiverede unge meget svært ved at hænge på i gymnasiet. Nogle gymnasier laver niveaudeling for at hjælpe på problemet, men det er ikke nok.

Vi svigter i den grad de svage ved ikke at differentiere ungdomsuddannelserne, så man i højere grad kan finde et niveau, der passer til ens evner og motivation. Ikke alle går i skostørrelse 40. Måske vi også skulle begynde at producere størrelse 38 og 42! Derfor genfremsætter DF forslaget om forberedelsesskole i denne folketingssamling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Krarup

Fhv. MF (DF, løsgænger)
sprogofficer (Forsvaret), cand.mag. i øststatskundskab, samfundsfag og religion (Københavns og Aarhus Uni. 1996 og 2006)

0:000:00