DF trodser regeringen: Ønsker statslig FGU

FGU: Kristian Thulesen Dahl (DF) afslører, at han ønsker statslig selveje under den nye forberedende grunduddannelse. Dermed mangler regeringen flertal for sin kommunale model.

Kristian Thulesen Dahl under Folkemødet lørdag 17. juni.
Partiformanden bekender nu åbent kulør i forhold til FGU. Han ønsker ikke
en kommunal løsning, som regeringen ellers foreslår. 
Kristian Thulesen Dahl under Folkemødet lørdag 17. juni. Partiformanden bekender nu åbent kulør i forhold til FGU. Han ønsker ikke en kommunal løsning, som regeringen ellers foreslår. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Tyson W. Lyall

Jeg er jo glad for, at vi også på dette område ser nogenlunde ens på tingene mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti

Kristian Thulesen Dahl
Formand, Dansk Folkeparti

Siddende på en scenekant med solen i øjnene, gav DF-formand Kristian Thulesen Dahl i weekenden svar på et spørgsmål, mange uddannelsesaktører længe har stillet.

Foran et håndholdt kamera forklarede partiformanden en udsendt fra HF & VUC Fyn, hvad Dansk Folkeparti præcis vil med det forberedende tilbud, partierne længe har forhandlet om.

I forhold til en af forhandlingernes absolutte kardinalpunkter – spørgsmålet om kommunal eller statslig forankring – gav Kristian Thulesen Dahl klart svar til fordel for en statslig model.

Dokumentation

Udskrift af interviewet med HF & VUC Fyn og Kristian Thulesen Dahl

Det interesserer os, om det skal være kommunalt eller statsligt forankret. Hvad er jeres holdning til det?

Det er noget, vi forhandler om lige nu, og det er ret vigtigt, vi får det landet rigtigt. Det, der har været drivende for Dansk Folkeparti, er, at vi får et tilbud, som er ensartet ud over landet.

Alle unge – uanset hvor de er i fædrelandet – har jo krav på at få et ordentligt tilbud. Der vurderer vi, at den nemmeste vej at nå det, er at have et statsligt selveje og så sikre en struktur i forhold til betalingen til de enkelte tilbud, som gør at kommunen altid vælger ud fra det faglige hos den enkelte unge – og ikke ud fra kassetænkning. Så det er nogle af de ting, som er drivende for os i de forhandlinger, der er nu.

Tror du, det er muligt at lande et forlig med en regering, som jo har som oplæg, at det skal være en kommunalt forankret model?

Jeg er jo glad for, at vi også på dette område ser nogenlunde ens på tingene mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det er klart, at det gør jo, at regeringen bliver mere nødt til at lytte til vores synspunkter.

Det er da mit håb, at vi kan få det landet, og at regeringen kan se en interesse i at få det landet med nogle partier, der også gør, at man har et system, der kan stå i noget tid. Det har også noget at gøre med, at når man først har lavet noget, så er der en masse mennesker, som skal have det til at virke i praksis.

Der er det jo også vigtigt, der er en rimelig bredde i Folketinget, som står bag sådan noget her, så det kan række år frem.

Tror du, man kan nå et forlig inden jul?

Jeg har i alt fald opgivet tanken om, at man når et forlig på denne her side af sommerferien. Det var det, regeringen gik efter. Men det er vigtigt, vi gør det her grundigt. Så i al fald på den anden side af sommerferien. Så er spørgsmålet selvfølgelig, hvor lang tid der skal gå. Vi ser meget gerne, at man når en afklaring i de første måneder efter sommerferien.

Måske i virkeligheden inden Folketinget åbner igen i oktober og så bruger noget af den tid, der er inden da, til at få det her på plads. Der er en masse usikkerhed og en masse institutioner, som er meget spændte på, hvad det her ender med, og som gerne vil have noget afklaring.


Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00