Debat

KL: Elev og lærer skal have mere tid sammen

DEBAT: Elever og lærere skal bruge mere tid sammen, og den kommende folkeskolereform bør derfor se kritisk på den måde, undervisningen i dag er organiseret på, mener Jane Findahl, formand for KL's Børne og Kulturudvalg. Læs hendes debatindlæg om den kommende folkeskolereform her.
Foto: Pressefoto / KL
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jane Findahl
Formand for KL's Børne- og Kulturudvalg (SF)

"Danmark har en god skole, som vi skal være stolte af, men den skal være endnu bedre."

Ordene er statsministerens og blev udtrykt, da hun åbnede Folketinget den 2. oktober. I KL kan vi ikke være mere enig med statsministeren. Vi har en god skole. Men grundskolen bevæger sig også på en brændende platform med en række udfordringer, der er til at få øje på:

Eleverne lærer ikke nok i skolen, som det er i dag. Og vi kan ikke være bekendt, at hver 6. elev ikke kan læse tilstrækkeligt til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Mange elever er heller ikke motiveret til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og mange falder fra, når de er i gang med en erhvervsuddannelse.  

Grundlæggende bokser vi med, at arbejdstiden er låst i kasser af tid, som er ens for alle lærere og kun kan bruges til bestemte formål. Og vi bokser med, at det skal aftales med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening, hvor meget tid lærerne kan bruge til forskellige arbejdsopgaver. På det felt vil ændringer gøre folkeskolen mere tidssvarende.

Jane Findahl
Formand for KL's Børne- og Kulturudvalg

Bevar elevernes nysgerrighed
Det bør være en ledestjerne for alle os, der beskæftiger os med folkeskolen, at eleverne skal gå lige så nysgerrige ud af folkeskolen, som da de trådte ind i den.

Regeringen kommer inden længe med sit udspil til en folkeskolereform. Det ser vi frem til. Men som ansvarlige for folkeskolen har kommunerne naturligvis også nogle klare visioner for, hvordan vi mener, der kan og skal skabes en ny skole.

KL støtter regeringens tanker om en længere og mere sammenhængende skoledag, hvor skole og SFO kobles tættere sammen. Det giver nemlig eleverne mere tid sammen med lærerne. Og det giver mulighed for at give eleverne flere timer i dansk og matematik, som er og bliver skolens absolutte kernefag.

Arbejdstidsaftaler gør det svært
Det er altså vigtigt at realisere mere tid mellem elev og lærer. Men det kan være svært at realisere mere tid mellem elev og lærer, når lærernes arbejdstidsaftale ser ud, som den gør i dag.

Grundlæggende bokser vi med, at arbejdstiden er låst i kasser af tid, som er ens for alle lærere og kun kan bruges til bestemte formål. Og vi bokser med, at det skal aftales med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening, hvor meget tid lærerne kan bruge til forskellige arbejdsopgaver. På det felt vil ændringer gøre folkeskolen mere tidssvarende.

Tydelige mål skaber motivation
Vi skal have tydelige mål for, hvad eleverne skal lære. Målene skal være tydelige for såvel elever som forældre, og der skal systematisk følges op på målene ved, at eleven har hyppige og systematiske samtaler med læreren om mål, resultater og udfordringer. Det vil også motivere eleverne langt mere, hvis de kan se en mening med, hvad de skal lære. Omvendt skal vi af med mål for, hvad lærerne skal undervise i.

Det er vigtigt, at alle elever bliver udfordret og støttet. Både de elever, der stryger af sted og selv magter en masse, og de elever, der skal have mere støtte og vejledning. Og det er vigtigt at følge eleverne tæt, så vi ikke først opdager, at de ikke kan læse, når de lukker døren til folkeskolen i 9. eller 10. klasse.

Børn lærer på forskellige måder og skal derfor støttes og motiveres på forskellige måder. Derfor skal vi også se kritisk på den måde, som vi har organiseret undervisningen i dag. Vi skal naturligvis fortsat undervise eleverne i klassen. Men vi mener også, at der skal undervises på hold på tværs af alder. En vekselvirkning mellem klassen og andre faglige fællesskaber kan medvirke til, at alle elever motiveres bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Findahl

Koncernchef, Odense Kommune, fhv. byrådsmedlem (SF), Fredericia Kommune, fhv. bestyrelsesmedlem, KL, fhv. formand, KL’s Børne- og Kulturudvalg
socialrådgiver (Den Sociale Højskole, Odense 1990)

0:000:00