Debat

Erhvervsskoler om forsøg: Giv os vide rammer

DEBAT: Det er klogt at give erhvervsskolerne mulighed for at lave forsøg, skriver formanden for skolernes ledere, Peter Amstrup. Han håber, skolerne får lokalt "spillerum til kreativitet".

"Det giver god mening, at de lokale bestyrelser og ledelser selv i første omgang definerer, hvad der er relevant at gennemføre forsøg med lokalt," skriver Peter Amstrup.
"Det giver god mening, at de lokale bestyrelser og ledelser selv i første omgang definerer, hvad der er relevant at gennemføre forsøg med lokalt," skriver Peter Amstrup.Foto: Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Amstrup
Formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne (DEG-L)

Vil flere gennemføre en erhvervsuddannelse, hvis de unge voksne får adgang til grundforløb 1? 

Kan særlige overgangsforløb fra folkeskolen få flere til at vælge en erhvervsuddannelse? 

Og kunne den merkantile eux-model på nogle af de tekniske erhvervsuddannelser give flere faglærte?

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er bare tre tænkte eksempler blandt utallige på, hvad erhvervsskolerne kan bruge forsøgsmuligheder til. Derfor er Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne rigtig glade for, at undervisningsministeren lægger op til, at erhvervsskolerne kan gennemføre forsøg.

Decentraliserede forsøg
Eud-reformen var en vigtig og væsentlig fornyelse af erhvervsuddannelserne, der blandt andet sætter fokus på kvalitet, og at det kræver noget at tage en erhvervsuddannelse, ligesom der er særlig opmærksomhed på de helt unge.

Vi vil kunne afprøve ideer og forestillinger i mindre skala, hvorefter politikerne kan vælge at udbrede dem til alle, hvis det går godt – og alternativt kassere dem, hvis de viste sig mindre heldige.

Peter Amstrup
Formand for DEG-L

Men to år efter ikrafttræden må vi også konstatere, at ikke alt er fryd og gammen, og der er behov for justeringer og forbedringer, så resultaterne bliver endnu bedre.

Det kunne man naturligvis blot tage fat i centralt og foretage de nødvendige ændringer. Men her tror jeg på, at forsøg vil være en langt bedre vej at gå. Det vil give mulighed for at eksperimentere og gennemføre mange forskellige forsøg tilpasset de enkelte uddannelser, geografi og arbejdsmarked. 

Tidligere på året gik en række erhvervsskoler jo i gang med tilsvarende forsøg på VEU-området, og metoden vil bestemt også egne sig til erhvervsuddannelserne.

Vi vil kunne afprøve ideer og forestillinger i mindre skala, hvorefter politikerne kan vælge at udbrede dem til alle, hvis det går godt – og alternativt kassere dem, hvis de viste sig mindre heldige, men så har vi jo heller ikke ulejliget alle i første omgang.

Og uanset udfaldet vil vi kunne bruge de indhøstede erfaringer i den fremtidige praksis.

Med forsøg inddrager man praktikernes viden og erfaring, og det finder vi naturligvis særdeles positivt. Det giver god mening, at de lokale bestyrelser og ledelser selv i første omgang definerer, hvad der er relevant at gennemføre forsøg med lokalt.

Spillerum for kreativitet
Derfor vil det også være i disruption-tankegangens ånd, at man ikke i første omgang centralt lægger sig fast på de konkrete forsøg, men sætter nogle vide rammer i form af temaer for at få godkendt forsøg, der giver spillerum for kreativitet og fleksibilitet.

Skolerne skal have mulighed for at afprøve nogle af de mange gode ideer, de længe har gået og fantaseret om at kunne få lov at prøve af.

DEG-L bidrager meget gerne til at definere rammer og temaer, så der bliver sammenhæng i forsøgene set både fra centralt og lokalt niveau.

En sådan fremgangsmåde stiller naturligvis store krav til os som erhvervsskoler. For vi skal bruge kræfter på at udvikle ideerne, søge og gennemføre forsøg og ikke blot gøre, som vi plejer.

Det kan for nogen synes besværligt i en travl tid, men min erfaring er, at der er en stor forandringsvillighed og –evne blandt medarbejdere, ledelse og bestyrelser, ikke mindst hvis man kan se formålet og selv har været med til at definere forsøget.

Det er efter min mening helt afgørende, at vi også udvikler og nytænker nedefra, for at vi fortsat kan tilbyde attraktive erhvervsrettede uddannelser og dermed uddanne flere faglærte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Amstrup

Bestyrlesesmedlem, VUC Syd, Erhvervsakademi SydVest og EoroSkills 2025, formand, Esbjerg Ensemble

0:000:00