EVA: Sammen er vi stærke

Af Mikkel Haarder
Direktør i Danmarks Evalueringsinstitut

Undervisningsministerens årlige Sorø-møde fandt sted i sidste uge. I år handlede mødet om samarbejde mellem ungdomsuddannelsesinstitutioner under overskriften Campus Sorø.

Deltagerne var samlet om det overordnede spørgsmål: Hvordan skaber vi mere attraktive ungdomsuddannelsesmiljøer, hvor flere gennemfører en uddannelse?

En campus er en ledelsesmæssig, fysisk og faglig fusion af hidtil separate ungdomsuddannelser - og måske også 10. klassecentre.  

Campus-modellen, men også mere løse samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner, har umiddelbart potentiale til at kunne imødegå ungdomsuddannelsernes aktuelle udfordringer:

• Ønsket om, at unge skal kunne vælge mellem flere typer ungdomsuddannelser - også i tyndt befolkede områder med en lille gruppe unge at tage af.
• Ambitionen om at tilbyde en bred palette af valgfag på de enkelte uddannelser, også i tyndtbefolkede områder.
• Ønsket om at styrke rekrutteringen til erhvervsuddannelserne ved at de i højere grad bliver en del af et ungdomsuddannelsesmiljø.
• Kampen mod frafald og for smidigere skift mellem uddannelser.
• Bedre støtte af elevernes uddannelsesvalg i overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.

Hvad ved vi egentlig om campusmiljøer?
Disse udfordringer har fået uddannelsesinstitutionerne til at tænke nyt, og det er oplagt at fortolke tendensen til større uddannelsesinstitutioner som et svar på disse udfordringer.

Men hvad ved vi egentlig om effekterne af campus-organisering? 

Skal potentialet i fusioner udnyttes, kræves der en ledelsesmæssig kraftanstrengelse - ikke mindst for at forene kulturer på de forskellige uddannelsesområder.

Mikkel Haarder
Direktør i Danmarks Evalueringsinstitut

DEA tegnede i rapporten ”Hvis campus er fremtiden – fra nød til lyst” (2011) et positivt billede af effekterne af campusdannelse.

Ud over tydelige økonomiske fordele ved at gå sammen i en campus pegede DEA på, at campusdannelse giver mulighed for at øge uddannelsesudbuddet og udbuddet af valgfag, og for at styrke lærernes muligheder for faglig sparring på tværs af uddannelser.

Campusser giver også bedre muligheder for at fastholde de unge i uddannelse, bl.a. fordi de økonomiske fordele giver mulighed for at ansætte særlige ressourcepersoner, der har specifikke kompetencer til at hjælpe elever gennem uddannelserne. Endelig giver campus-organisering bedre muligheder for at skifte uddannelse, fordi flere uddannelser er samlet i samme hus.
 
Større elevtilgang på fusionerede institutioner
I ”Analyse af fusioner og samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner” viste Pluss Leadership i 2009, at fusionerne langt de fleste steder er baseret på et ønske om at sikre unge let adgang til en ungdomsuddannelse.

Især i tyndtbefolkede områder er den eneste udvej ofte at samle uddannelserne i en campus. Med hensyn til økonomi og sikring af elevgrundlag kan der ofte ved fusioner hentes administrative besparelser.

Men samtidig viste analysen, at meget stærke fagkulturer og forskellige overenskomster på de forskellige uddannelser kan være en væsentlig barriere for samarbejdet mellem de fusionerede uddannelsesinstitutioner.
 
I ”Fusioner mellem ungdomsuddannelsesinstitutioner” (2009) konkluderede Trend Educ, at der ikke nødvendigvis er positive konsekvenser for økonomi og kvalitet ved fusioner. Rapporten konstaterede, at fusioner, hvis de implementeres rigtigt, vil have gode perspektiver.

Fusionerede institutioner har bl.a. en lidt større elevtilgang og klarer sig bedre i forhold til at sikre eleverne mulighed for praktikpladser. Der er en klar tendens til, at de monofagligt fusionerede institutioner klarer sig bedre på de økonomiske mål end de øvrige fusionerede institutioner og end de ikke fusionerede institutioner. Fagkultur betyder altså noget! Samtidig er der klare stordriftsfordele forbundet med at fusionere.
 
Lovende potentiale
Potentialet i campus-fusioner ser med andre ord lovende ud – hvis fusionerne implementeres fornuftigt. De ledelsesmæssige udfordringer er store i enhver fusion, og kan derfor skygge for udviklingen af kerneydelsen - undervisningen.
 
Skal potentialet i fusioner udnyttes, kræves der en ledelsesmæssig kraftanstrengelse - ikke mindst for at forene kulturer på de forskellige uddannelsesområder. Nogle frygter som nævnt, at campusser svækker fagligheden. Og det kan være en velbegrundet frygt, hvis undervisningens kvalitet, faglighed, didaktik og metode ikke er i centrum af den ledelsesmæssige indsats efter en fusion, fordi byggeri og interne stridigheder skygger.
 
På den anden side er potentialet i stærkere faglige miljøer, bedre faglokaler, samlæsning, stærkere metodisk sparring, fælles hjælpefunktioner, bedre økonomi og mere attraktivt studiemiljø uden tvivl stort, og kan bringe institutionerne videre i arbejdet med at udvikle ungdomsuddannelserne.

Ros til Antorini
Derfor var det så velgørende at være på Sorømødet og opleve stor enighed om, at samarbejde er vejen frem.

Undervisningsminister Christine Antorini fortjener ros for at have sat dagsordenen, og på en afbalanceret måde, hvor der ikke kun er én vej til Rom.

Det vigtigste er nemlig, at campus-dannelser ikke bliver et mål i sig selv, og dermed overskygger det, som fortjener den allerstørste ledelsesmæssige opmærksomhed – nemlig udviklingen af selve undervisningen på både de gymnasiale og de erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Det er til gengæld en ledelsesmæssig pligt på enhver ungdomsuddannelsesinstitution at søge samarbejdet med kollegerne. Som det hed i Sorø: Guldet gemmer sig i nabolaget.