Forsker: Hvorfor taler vi ikke om balancen i den aktuelle debat om arbejdsmarked?

Konklusionen først: Leg, kærlighed og arbejde er grundkomponenter i det moderne, gode liv. Mennesket arbejder nemlig ikke kun for at realisere sig selv, men også for kærlighed til nogen eller noget.

Det vidste den kendte russiske forfatter Leo Tolstoj, som derfor opfordrede sine læsere til at arbejde for den, man elsker, og til at elske sit arbejde. Det var hans opskrift på et godt liv, og den er hermed givet videre.

Men nu er det ikke alle, der læser Tolstoj, og i hvert fald må vi konstatere, at få – måske for få – synes at følge hans velmente opfordring. Målt på arbejdstid synes mange af os mest at leve for at arbejde og realisere os selv, og arbejdet er dermed blevet et primært livsbehov for det moderne menneske. Også selv om vi forbeholder os retten til at efterlyse mere fritid.

Arbejde og lediggang

Det er et interessant paradoks. På de sociale medier snakkes løs om progressive typer, som eksperimenterer med at stå af hamsterhjulet og flytte til Ærø, om arbejdsgivere, som eksperimenterer med en fire-dages arbejdsuge, og her i Altinget har den kendte fortaler for stoisk lediggang Svend Brinkmann kritiseret indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad for at være en tand for optaget af arbejdsomhed.

Vi lever i en vidensøkonomi, og en digitaliseret en af slagsen, som er afhængig af medarbejdernes evne til at omstille sig og bringe deres personlige kompetencer i spil i nye kontekster.

Claus Holm
Leder, DPU

Sidstnævnte argumenterer jo i sin bog 'Arbejdets land' for, at arbejde er og bør være det primære livs- og samfundsbehov, for det udgør fundamentet for vores velfærdsstat.

Men Tolstoj og andre med ham kunne nok sidde tilbage med en følelse af, at de modsatrettede hyldester til henholdsvis arbejde og lediggang er en anelse for ubalancerede, og at der må vises flere veje til et godt-nok-liv med arbejde og kærlighed.

Det med at blive god (nok) til at klare sig i livet er det, man traditionelt har kaldt "livsduelig", og det er blevet så meget mere vigtigt, når man bebor et vestligt samfund, der er præget af eksempelvis digital foranderlighed.

For forandring er blevet vores vilkår. De mere gråsprængte af os har på egen krop mærket overgangen. Vi husker resterne af 1970'ernes industrisamfund, hvor produktionen som hovedregel var standardiseret og uafhængigt af personen, og hvor en uddannelse stadig rakte langt, hvis ikke til resten af arbejdslivet. Sådan er det ikke længere.

Vi lever nu i en vidensøkonomi, og en digitaliseret en af slagsen, som er afhængig af medarbejdernes evne til at omstille sig og bringe deres personlige kompetencer i spil i nye kontekster.

Livsfaser og balancer

Denne overgang har vi især mærket i uddannelsessystemet, hvor vi bevæger os fra autoriserede pensumlister og kanonisk faglighed til i langt højere grad at lære elever og studerende kreativitet, innovation og omstillingsparathed. Livsduelighed gennem historiske lange liv præget af forandringer,

De to engelske uddannelsesforskere Tom Schuller og David Watson har skrevet en ambitiøs grundbog om konsekvenserne: 'Learning Through Life. Inquiry into the Future for Lifelong Learning'.