Debat

Frank Jensen: Vi skal ikke bløde til privatskolerne

KLUMME: Mens folkeskolen på landsplan mister elever til privatskolerne, er tallene status quo i København. Det skyldes massive investeringer i folkeskolen, som overborgmester Frank Jensen kalder velfærdssamfundets vigtigste institution. 

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frank Jensen
Overborgmester (S), Københavns Kommune

For nylig var jeg forbi en af vores københavnske folkeskoler - Randersgade Skole på Østerbro.

Her besøgte jeg eleverne fra 8.U. og fik en rigtig god snak om vores nye massive løft af de ældste klassers skoledag, som vi skal udrulle over de næste fire år.   

Siden jeg kom til som overborgmester, har en af mine absolutte førsteprioriteter været byens folkeskoler.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

I første omgang har jeg sat alt ind på at få renoveret alle byens nedslidte og forfaldne skoler, så vi får gjort op med tidligere tiders forsømmelser og de utætte vinduer, de uhumske skoletoiletter og det dårlige indeklima.  

Med budgetaftalen for 2018 nåede vi i mål med en kæmpe investering på i alt fire milliarder. Det betyder, at vi nu er i hus med den finansiering, som skal føre alle Københavns 61 nedslidte folkeskoler up to date.

Andelen af forældre, som vælger folkeskolen til, er stærkt faldende på landsplan. Men i København holder vi fast i eleverne. Her er det status quo. Vi bløder ikke til privatskolerne. Det skal vi heller ikke i fremtiden.

Frank Jensen
Overborgmester (S), Københavns Kommune

Det er jeg meget stolt af, og visionerne slutter ikke her.

Må ikke slippe taget i ældre elever
Nu tager vi fat på et nyt stort kapitel med at sikre en folkeskole, som Københavns teenagere hver dag glæder sig til at stå op til.

Hvor de bliver mødt af en skoledag med udfordrende, spændende og varieret undervisning, og som både udfordrer stærke og svage elever fagligt.

8.U. er en af de klasser, der her i efteråret skal igennem den obligatoriske ’udannelsesparathedsvurdering’. Seneste tal viser, at godt hver tredje elev i Københavns 8. klasser ikke vurderes parat til at tage en ungdomsuddannelse.  

Det er samtidig velkendt, at skoletrætheden stiger i de ældste klasser, og at vi ser hyppigere skoleskift.

Nationale undersøgelser viser også, at undervisningen i højere grad giver eleverne i de små klasser lyst til at lære mere, mens motivationen daler i de ældste klassetrin.

Det er selvfølgelig ikke godt nok. Jeg er meget optaget af, at der ikke bliver en oplevelse af, at vi slipper taget i de ældste klasser.

Eleverne og deres forældre skal føle sig sikre på, at vi har lige så store ambitioner for dem som de nye 0. klasser, der starter hvert år i august.

Derfor sætter vi nu alle sejl og går i gang med et kæmpe boost af skoledagen for alle Københavns 7.-, 8.- og 9. klasser.

Med næsten en kvart milliard over de næste fire år skal vi udrulle intensive læringsforløb for alle fagligt svage elever, etablere talentcamps for udskolingens fagligt stærkeste og skabe bedre linje- og valgfag, som matcher de ældste elevers interesser, som eksempelvis kodning, musik, drama og idræt. 

Samtidig åbner vi op for at etablere endnu flere såkaldte overbygningsskoler, hvor elever fra flere lokale folkeskoler samles på én skole i de ældste klasser. Det sikrer volumen til at kunne indføre spændende linjefag og et stort socialt fællesskab på skolen.

Og så skal vi benytte skolereformens unikke mulighed for en åben skole. Der skal samarbejdes endnu tættere med virksomheder og organisationer om at skabe en varieret skoledag, hvor teori og praksis går op i en højere enhed.

Bløder ikke elever til privatskolerne
I København er vi allerede et hestehoved foran, når det gælder de intensive læringsforløb. Det skyldes vores særlige KøbenhavnerAkademi.

Et projekt, som vi de seneste tre år har tilbudt drenge, der har brug for et ekstra skub for at få det optimale ud af skolen.

Så sent som i denne måned gennemførte cirka 80 drenge for 13 københavnske folkeskoler akademiets intensive forløb på to uger med overnatning, sund mad, træning og faglig undervisning langt væk fra familie, venner og sociale medier.

Under forløbet bliver alle drenge testet, og foreløbige resultater viser, at de rykker sig mere end to læringsår i vigtige fag som matematik og dansk. Det er et genialt koncept, som skal udbredes til både drenge og piger og til alle folkeskoler i København.

Andelen af forældre, som vælger folkeskolen til, er stærkt faldende på landsplan. Men i København holder vi fast i eleverne. Her er det status quo. Vi bløder ikke til privatskolerne. Det skal vi heller ikke i fremtiden.

Folkeskolen er den vigtigste institution i vores velfærdssamfund. Den skaber et møde mellem børn fra mange forskellige samfundslag og styrker dermed sammenhængskraften i hele samfundet. Derfor satser vi massivt på folkeskolen i København.

Dokumentation

TEMA - Uddannelse i kommunerne 

Frem mod kommunalvalget giver otte borgmestre i en klumme deres bud på tidens store uddannelsespolitiske spørgsmål og udfordringer. 

Hvor bevæger vi os hen, og hvordan arbejdes der med skole og uddannelse i landets kommuner?

De otte borgmestre kommer fra hele landet og præsenterer forskellige politiske partier. 

Denne mandag er det Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der skriver klummen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank Jensen

Fhv. justits- og forskningsminister og MF (S), fhv. S-næstformand, fhv. overborgmester
cand.oecon. (Aalborg Uni. 1986)

0:000:00