Debat

Frie Fagskoler: Er regeringens uddannelsesambitioner symbolpolitik?

DEBAT: Kvaliteten af de danske uddannelser skal være høj, og den forberedende sektor skal være bedre. Det er ifølge Ellen Trane Nørby regeringens ambition, men når regeringen samtidig planlægger store besparelser, virker det mest af alt som ren symbolpolitik, skriver formanden for Foreningen af Frie Fagskoler.

Foto: Foreningen af Frie Fagskoler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Toni Hessner
Formand for Foreningen af Frie Fagskoler og forstander på Tronsø Fri Fagskole

Kvaliteten af de danske uddannelser skal være tårnhøj, og den forberedende sektor skal være bedre. Sådan lyder regeringens ambition ifølge undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V). Af den grund har regeringen nedsat et ekspertudvalg, der lige nu arbejder med en række anbefalinger til at sikre bedre veje til at påbegynde og færdiggøre en ungdomsuddannelse. Det er svært at være uenig i denne ambition. For hvem vil ikke gerne hæve kvaliteten af de danske uddannelser og sikre bedre muligheder for samfundets unge?

Og hvad nytter ambitionen, hvis regeringen ikke er villig til at investere ressourcer i at udvikle et sammenhængende uddannelsessystem i topklasse fuld af nye spirende uddannelsesinitiativer i både den formelle og ikke formelle sektor? Hvad nytter et ekspertudvalg, hvis regeringen samtidig er i færd med at tage livet af et nyt udviklingsinitiativ, som netop skulle være bindeled mellem grundskole og ungdomsuddannelse? For det er nemlig lige nøjagtig, hvad regeringen med sine voldsomme uddannelsesbesparelser på finanslovsudspillet er godt i gang med: At nedlægge en af de nyeste aktører på banen.

Lukningstruede på grund af besparelser
Frie Fagskoler er en ny erhvervsrettet kostskoleform som nytænker højskoletraditionen med fokus på høj faglighed i de praktiske fag.  Og nu er vi reelt lukningstruede, førend vi overhovedet har fået muligheden for at rulle hele vores friskole-projekt ud og høste frugten af vores store arbejde for skoletrætte unge.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er paradoksalt, fordi Frie Fagskoler for mindre end to år siden fik fuld opbakning fra et enigt folketing, der mente, at Frie Fagskoler som en ny spiller på banen skulle være en del af løsningen på vores tids største uddannelsespolitiske udfordring: At motivere og ruste flere unge til at vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Ikke desto mindre har regeringen ikke bare valgt at fortsætte sidste års besparelser på over 20 procent på de frie fagskolers driftstilskud – de har tilføjet yderligere besparelser i de kommende år. Ingen af vores skoler kan overleve disse besparelser på sigt, og skolerne ser sig derfor nødsagede til at forlade den praktisk-faglige skoleform for at blive boglige skoler, der ikke er ligeså ressourcekrævende, hvad angår mængden af for eksempel lærerkræfter. Det, som, alle troede, skulle være en ny spirende skoleform og en ny aktør i den forberedende sektor, er med regeringens besparelser nu i stedet en synkende skude.

Det, som, alle troede, skulle være en ny spirende skoleform og en ny aktør i den forberedende sektor, er med regeringens besparelser nu i stedet en synkende skude.

Toni Hessner
Formand for Foreningen af Frie Fagskoler

Er ambitionerne symbolpolitik?
Så tror vi egentlig på regeringen, når de påstår, at deres ambition er at sikre tårnhøj kvalitet og bedre tilbud i den forberedende sektor? Hvad har en ekspertgruppe overhovedet af reel betydning, når regeringen gang på gang indfører store økonomiske besparelser på uddannelsesområdet og dermed fjerner al grobund for ny udvikling? Det forekommer mig, at politikernes ambitioner og nedsættelsen af et ekspertudvalg blot er ren symbolpolitik.

Frie Fagskoler står i startboksen. Vi har de nye tanker og ideer. Vi har viljen og gejsten, men mangler støtte og opbakning fra jer politikere. Vis nu at jeres fine ambitioner ikke blot er symbolpolitik. Lad os holde liv i nytænkningen. Lad os holde liv i regeringens uddannelsespolitiske ambitioner. Lad os starte ved finanslov 2017.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00