Karakterstrid: Ingen gymnasieaftale endnu

KARAKTERKRAV: Partierne er stadig ikke nået til enighed om en ny gymnasiereform. Konservative giver de røde partier skylden for den manglende aftale. Det afviser Socialdemokraterne.

Foto: Brian Bergmann/Scanpix
Emma Qvirin Holst

Torsdagens gymnasieforhandlinger endte ikke med en aftale, hvilket der ellers var lagt op til.

Og det er rød bloks skyld, lyder det fra Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard.

”At vi ikke fik nogen aftale om en ny gymnasiereform, det ansvar påhviler rød blok, og det påhviler et par partiformænd, der har været ude og stå meget fast på 02 som karakterkrav,” siger hun.

Læs også: Ny måling: Vælgerne vil have karakterkrav

Forhandlingerne fortsætter i næste uge med et nyt forhandlingsmøde, og karakterkravet er det helt store stridspunkt, der indtil videre står i vejen for en aftale. Partierne er nemlig stadig lige så langt fra hinanden, som de var for et år siden, hvor den daværende regeringen måtte opgive at komme i hus med en bred gymnasieaftale.

Det er Socialdemokraterne, SF og Radikale, der står fast på, at et karakterkrav til gymnasiet skal være 02 i dansk og matematik, mens blå blok insisterer på, at det skal være højere.

Læs også: Her er partiernes krav til en ny gymnasiereform

Ifølge Mette Abildgaard har de røde partier intet fagligt belæg for, at et krav på 02 vil højne kvaliteten i gymnasiet.

”Argumentationen hænger simpelthen ikke sammen. Lige nu handler det mere om politisk stolthed, end det handler om at få et godt gymnasium,” siger hun.

Hun medgiver dog, at man naturligvis mødes med forskellige udgangspunkter, når man forhandler. Men de røde partier har ikke været lige så samarbejdsvillige som blå blok, lyder det:

”Vi har fra blå bloks side stillet os parate til at give os på nogen punkter for, at vi kan lande en aftale. Men så længe rød blok bliver ved med at stå fast på alt på deres side, så får vi jo ikke landet nogen aftale,” siger Abildgaard.

S: Vi er samarbejdsvillige
Socialdemokraternes undervisningsordfører, Annette Lind, afviser, at de røde partier ikke er villige til at samarbejde.

”Det er ikke et sammenbrud, vi har i dag. Det er en almindelig forhandlingsdag, og vi var klar over, at vi ikke blev færdige i dag. Vi vil gerne indgå et kompromis, og det kommer vi formentlig til at gøre i næste uge, hvis alt går vel,” siger hun.

Hun holder dog stadig fast på, at karakterkravet skal ende på 02. 

”Vi ved, at bare man får et krav på 4, så er det hver tiende elev, der ikke kommer ind, og det er netop elever, hvor det rammer socialt skævt,” siger Annette Lind.

Annette Lind understreger, at karakterkravet ikke er den eneste knast i forhandlingerne. Partierne mangler også at blive enige om udformningen af HF.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00