Kommunalpolitikere og embedsmænd valfarter på studieture til Canada

INSPIRATION: 29 danske kommuner har sendt over 700 politikere og embedsmænd til Ontario i Canada for at få inspiration til at implementere folkeskolereformen herhjemme. ”Modebølge,” siger professor. ”Epidemi,” siger Merete Riisager fra LA.

Over 700 kommunalpolitikere, embedsmænd og skolefolk har foreløbig rejst til Canada for at finde inspiration til skolereformen herhjemme.
Over 700 kommunalpolitikere, embedsmænd og skolefolk har foreløbig rejst til Canada for at finde inspiration til skolereformen herhjemme.Foto: Colourbox
Erik Bjørn Møller

På stribe flyver danske delegationer med kommunalpolitikere, embedsmænd og skoleledere over Atlanten på kommunens regning for at lade sig inspirere til, hvordan de skal implementere folkeskolereformen på skolerne herhjemme.

Hver gang er destinationen den canadiske provins, Ontario, der med sin omfattende skolereform fra 2003 er blevet fremstillet som et succesfuldt forbillede for det danske skolesystem.

Foreløbig har næsten hver tredje af landets kommuner inden for de seneste fire år været på studietur til Ontario i Canada.

Det viser en rundspørge, som Altinget har foretaget blandt landets 98 kommuner.

Det var ikke en rødvinstur, det var i høj grad en faglig tur.

Peter Sinding Poulsen
Direktør for arbejdsmarked og uddannelse i Horsens Kommune

91 kommuner har svaret på spørgsmålet om, hvorvidt de har haft en delegation på studietur i Ontario – og i alt 29 kommuner svarer bekræftende på, at de har sendt folk til Canada.

"Modebølge"
I alt har 725 lokalpolitikere, embedsmænd og skolefolk fra danske kommuner været på en typisk fem-syv dages studietur i Ontario, hvor undervisningsministeriet ligefrem har oprettet en særlig afdeling til udelukkende at tage sig af udenlandske gæster.

Ifølge professor Per Fibæk Laursen fra DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, er de kommunale studieture til Canada udtryk for en ”modebølge.”

”I 90'erne rejste en strøm af skolefolk til New Zealand, som var det store forbillede i en periode, og siden så vi en tilsvarende strøm til Finland. Og nu er det så Ontario, der er kommet på mode. Nogle gange kan man godt undre sig over, hvad der kommer ud af sådan nogle besøg,” siger professor Per Fibæk Laursen til Altinget.

Lokalpolitisk turbulens
Ifølge rundspørgen har studieturene i alt kostet cirka 11,5 millioner kroner. I flere tilfælde har A.P. Møller Fonden støttet kommuner økonomisk med kompetenceudviklingsforløb, hvilket har gjort det muligt for kommunerne at tage afsted. Det betyder dog også, at turene i mange tilfælde rent faktisk har været dyrere end de berettede tal.

Mange af de kommuner, der har oplyst, at de ikke har været i Ontario, beretter, at de har overvejet det – men har droppet det af økonomiske årsager. Og de kommunale rejseudgifter har da også flere steder medført lokal turbulens allerede inden, delegationerne checkede ind i lufthavnen.

I Mariagerfjord Kommune faldt det flere byrådsmedlemmer for brystet, at kommunen i oktober har sendt en 52 mand stor delegation til Ontario til en samlet udgift på 1,3 millioner kroner, samtidig med at kommunen har måttet skære ned. 

"Det var ikke en rødvinstur"
Den samme kritik blev rejst i Horsens, der har brugt 2,6 millioner kroner på at sende i alt 100 politikere og medarbejdere til Canada over to omgange.

”Det var ikke en rødvinstur, det var i høj grad en faglig tur, og det reformprojekt, vi har lavet i Horsens, blev faktisk defineret på baggrund af turen til Ontario,” siger kommunens direktør for arbejdsmarked og uddannelse, Peter Sinding Poulsen.

”Men det har også givet en lokal diskussion og refleksion bagefter, og det er jo ikke noget man skal gøre hvert år. Men vi tager stort set aldrig på studieture i Horsens, så jeg synes ikke, der var noget at være flov over. Vi står hundrede procent på mål for den tur. Men det er klart, at 2,5 millioner kroner er jo 2,5 millioner kroner,” siger direktøren.

LÆS OGSÅ: Jeg er sikker på, at vi får noget ud af det 

"Lemmingeeffekt"
Liberal Alliances Merete Riisager, der er både undervisnings- og kommunalordfører, er til gengæld ikke imponeret over, at kommunerne valfarter til Ontario.

”Hvor er det skørt. Det er jo en epidemi. Det virker som om, at der er tale om en lemmingeeffekt, hvor alle samme rejser langt væk for at se det samme i stedet for at lære af hinanden. Det bliver jo rimeligt pebret, hvis alle sammen skal til Canada, og det her må ikke blive en undskyldning for at tage på en dejlig tur langt væk,” siger Merete Riisager.

Samtidig viser det sig, at det rent faktisk er gået ned ad bakke for Ontario i Pisa-undersøgelserne, siden den canadiske provins indførte sin reform for 13 år siden, påpeger den danske skoleforsker Keld Skovmand.

”De lå nummer to eller tre, da de lavede reformen, og så er det faldet støt siden. De er gået frem i læsning og skrivning, men de er faldet markant i matematik over en 12-årig periode. Men faldet bliver slet ikke rapporteret i dansk sammenhæng. I stedet sender man horder af delegationer afsted til Canada, og man bruger Ontario til at legitimere reformen” siger Keld Skovmand til Altinget.

 

Research: Martin Lyngbæk Olsen og Jeppe Rohde Fransson

 

Overblik over de kommuner, der har været afsted til Ontario

Kommune Antal deltagere Samlet udgift
Assens 30 ca. 750.000 kr.
Ballerup 9 166.013 kr.
Esbjerg 51 ca. 841.500 kr.
Frederikshavn 2 49.000 kr.
Fåborg-Midtfyn 9 Ikke oplyst
Gladsaxe 30 ca. 720.000 kr.
Hedensted 2 34.000 kr.
Helsingør 14 ca. 329.000 kr.
Herning 10 95.000 kr.
Hjørring 10 75.000 kr.
Horsens ca. 100 ca. 2.600.000 kr.
Hørsholm 2 60.000 kr.
Kolding 3 ca. 60.000 kr.
København 14 239.521,42 kr.
Mariagerfjord 52 1.300.000 kr.
Odder 5 ca. 56.000 kr.
Odense 8 234.713,36 kr.
Randers 117 ca. 1.548.000 kr.
Rudersdal ca. 17 ca. 500.000 kr.
Silkeborg ca. 50 Turen er planlagt, men endnu ikke fundet sted
Skive 9 164.162,70 kr.
Svendborg Ikke oplyst Ikke oplyst
Syddjurs ca. 50 Turen er planlagt, men endnu ikke fundet sted
Vejle 13 261.026,49 kr.
Vesterhimmerland 7 173.178,05 kr.
Viborg 8 200.000 kr.
Aabenraa 84 ca. 1.950.000 kr.
Aalborg 2 26.020 kr.
Aarhus 17 315.672,62 kr.

Tallene i tabellen er baseret på, hvad kommunerne har angivet. De samlede udgifter er hæftet med en vis usikkerhed, da de i mange tilfælde er anslåede priser. Silkeborg og Syddjurs kommune har endnu ikke været afsted, men har planlagt ture til Ontario. De er derfor medregnet, som de har været afsted. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00