Debat: Troen på de unge kan ikke flytte bjerge

Af Charlotte Dahlberg og Janne Hedegaard Hansen
Hhv. produktionsskolelærer, bestyrelsesmedlem i Produktionsskoleforeningen og ph.d., lektor i specialpædagogik, DPU, Aarhus Universitet

”Jeg er begyndt selv at tro på, at jeg er dum. Min selvtillid er ødelagt, og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal komme op.” (Produktionsskoleelev).

Hatten af for, at regeringen vil halvere antallet af unge under 25 år, der hverken har en ungdomsuddannelse eller et arbejde. Men forståelsen af at det gøres ved i sig selv at forenkle området og sætte en tidsgrænse på to år, er forfejlet. Mange af de unge vil ganske enkelt ikke kunne efterleve kravene inden for så kort en tidshorisont. I stedet skal der vilje til at investere i de unge ved at sikre, at der tages hånd om de udfordringer, denne gruppe af unge står med, og som kan udgøre en barriere for læring og uddannelse. 

Tro gør det ikke alene
At tro på den enkelte og dennes potentiale er generelt blevet et legitimt politisk svar på ikke at anerkende og håndtere sociale, personlige eller familiemæssige barrierer for at gøre sig uddannelsesparat eller gennemføre en uddannelse. Så selvom det lyder besnærende at "tro på den enkelte", er der mest af alt tale om en retorisk vending, som nærmere har til formål at legitimere alles pligt til uddannelse uanset situation, forudsætninger og historie. 

Det klinger derfor hult, når troen på den enkeltes potentiale ikke følges op af indsatser i forhold til de særlige udfordringer, som denne gruppe af unge står med. Regeringsudspillet underkender således de bagvedliggende årsager til det problem, som regeringen ønsker at løse og rammer derfor forbi i sit forslag til løsning. I stedet for at få denne gruppe unge gjort uddannelsesparate risikerer vi, at mange af dem bliver yderligere ekskluderet og uligheden i samfundet vil øges, fordi manglende uddannelse er den største risikofaktor i forhold til eksklusion i dag. 

De ikke-uddannelsesparate
De unge, der kommer på produktionsskolerne, er erklæret ikke-uddannelsesparate, og de kæmper hver dag med sig selv ud fra et stort ønske om at leve et inkluderet liv. Et liv, hvor de kan forsørge sig selv via uddannelse og et helt normalt job. De vil rigtig gerne bidrage til samfundet. Men kan umiddelbart ikke.

Vi tvivler på, at politikernes tro på de unge kan flytte ret meget, hvis den ikke følges op af viljen til at investere i de unge og tage fat om nældens rod: de unges skolehistorie, vanskelige opvækstvilkår, personlige problematikker eller manglende positive erfaringer med uddannelsessystemet. 

Charlotte Dahlberg og Janne Hedegaard Hansen
Hhv. produktionsskolelærer, bestyrelsesmedlem i Produktionsskoleforeningen, og ph.d., lektor i specialpædagogik, DPU, Aarhus Universitet

Når man arbejder med og for disse unge, hører deres historier gennem interviews eller møder dem hver dag og ser, hvad de kæmper med og mod, så bliver man ydmyg. Ydmyg, fordi man ser og forstår, at det tager tid at genvinde tilliden til sig selv, til lærerne og til et uddannelsessystem, der har svigtet. Ligesom det tager tid at (gen)finde sig selv efter belastende opvækstvilkår, sygdom eller andre udfordringer i livet.

Hvorfor? Fordi oplevelser af at blive mobbet, ikke at kunne lære, at føle sig dum og uduelig, at have været i boglige og teoretiske læringsmiljøer, der ikke har givet mening eller at have problematiske familiære forhold i bagagen sætter sine spor og tager tid at lære at håndtere eller vokse ud af.

"Jeg blev ødelagt af folkeskolen. Hvis du har et problem i skolen eller derhjemme, er det ikke et fedt sted at være… Og hvis du har svært ved tavleundervisning, er du dømt ude.” (Produktionsskoleelev)

Tid
De unge, der endnu ikke er uddannelsesparate, har ganske enkelt brug for mere tid end de fleste. Mere tid til at gøre sig positive erfaringer med sig selv og udvikle et positivt selvbillede som forudsætning for at gøre sig i stand til kunne lære. 

De har brug for et system, der har tid. Tid til at vente på, at de kan få nogle positive erfaringer med sig selv, at de er klar til at træffe selvstændige valg og tid til at blive parate til at gennemføre en uddannelse. 

For de vil virkelig gerne. Derfor kæmper de for at leve op til alle de fordringer, vi som samfund stiller dem overfor. 

Men spørgsmålet er, om samfundet vil dem nok? Nok til at investere tilstrækkelig tid i dem og give dem nogle rammer og vilkår som betyder, at de får en reel chance for at udvikle sig, at løfte sig ud af fortiden og genvinde fremtiden?

Regeringens udspil giver eleverne max to år i en ny forberedende grunduddannelse – og kun to år. Derefter skal de unge være flyveklar og uddannelsesparate. Der lægges op til at se fremad og udvikle det potentiale, som folkeskolen ikke formåede på ti år. Nu kun på to år og på en skoleydelse, der er væsentlig lavere end for unge på uddannelseshjælp og SU. Nogle af disse unge er fagligt fem-syv år bagud i forhold til jævnaldrende. Vi ved fra både forskning og praksis, at det ikke vil være muligt for mange af disse unge at blive klar på to år.

Det er derfor katastrofalt, at regeringen med sit udspil tager tiden fra de unge. Tid, som denne gruppe tidligere har haft, men som nu fjernes. At regeringens løsning til at få de sidste med i uddannelsesmøllen er at sætte tempoet op, gør de unge til jaget vildt, fordi de bliver mødt med krav og rammer, som ikke er mulige for alle at leve op til på den begrænsede tid, de nu er stillet i udsigt. Krav om blandt andet højere karakterer i forbindelse med både optag og overgangskrav på erhvervsskoler eller gymnasier. De unge overlades til angsten for at gøre sig skyldig i at falde fra og falde udenfor, mens samfundet og politikerne holdes skadesfri. 

Ganske vist siges det, at tro kan flytte bjerge, men vi tvivler på, at politikernes tro på de unge kan flytte ret meget, hvis den ikke følges op af viljen til at investere i de unge og tage fat om nældens rod: de unges skolehistorie, vanskelige opvækstvilkår, personlige problematikker eller manglende positive erfaringer med uddannelsessystemet. For de fleste i denne gruppe gøres det ikke på to år. Der skal ganske enkelt mere tid til.