Lærerforeningen om ny alliance: Vi går ikke med i et hovsa-projekt

TV: Lærerforeningen deltager gerne i den nye folkeskole-alliance, hvis formålet er at skabe bedre undervisning for eleverne. Men er formålet, at KL skal kunne markere sig over for Christiansborg, står foreningen udenfor, siger formand Anders Bondo Christensen.

Foto: Altinget tv

Den lange skoledag er noget af det, der møder mest kritik fra lærere og elever ifølge Danmarks Lærerforening.

Derfor vil det være et mærkeligt signal at sende fra foreningen, hvis de var en del af den nye folkeskolealliance, der opfordrer til ro på folkeskoleområdet, siger Anders Bondo Christensen.

Opfordringen kommer, efter at undervisningsminister Merete Riisagers (LA) har foreslået, at 50 skoler fra sommer skal have muligheden for at forkorte skoledagen.

"Når forældre, lærere, pædagoger og elever ude i virkelighedens verden alle siger, at vi bliver nødt til at gøre noget ved den lange skoledag, så synes vi ikke, at vi bedrevidende skal sige, at det her skal vi ikke lave forsøg med," siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Undervisningminister Merete Riisager (LA) har foreslået, at 50 skoler fra sommer skal have mulighed for at forkorte skoledagen og erstattet timerne i den såkaldte understøttende undervisning med faglige timer.

Minister hilser alliance velkommen
Syv uddannelsesaktører gik indledningsvist sammen i et kommissorium om folkeskolen. Siden da har FOA dog trukket sig.

Formålet med alliancen er blandt andet at sikre ro om den nye folkeskolereform, som medlemmerne mener, man først lige er begyndt at se de positive virkninger fra. De frygter, at Merete Riisagers forslag vil slå bunden ud af reformen og på den måde skabe ny usikkerhed på området.

Kommissoriet består af Skolelederne, BUPL, Børne- og Kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever og KL.

Ministeren hilser initiativet velkomment, men påpeger, at der ikke er sket tilstrækkelige ændringer til nu med reformen.

Dokumentation

Understøttende undervisning er læringsaktiviteter, som ligger ud over folkeskolens faste fag og emner. 

Aktiviteterne i understøttende undervisning skal: 

- Understøtte den faglige undervisning og/eller styrke eleverne personligt med læringsparathed, sociale kompetencer, alsidig udvikling, motivation og trivsel. 

- Eleverne får i understøttende undervisning mulighed for faglig fordybelse og for at arbejde bredt med deres evner og interesser.


0:000:00