Debat

Landbrug & Fødevarer: Hyld håndværksheltene

DEBAT: Vi skal blive bedre til at sammentænke uddannelse, praktik og job, så flere får lyst at tage en faglært uddannelse. Det skriver Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

To forhold er vigtige, når uddannelserne planlægges. Det ene er efterspørgslen fra erhvervslivet og lokalsamfundet. Det andet er krav et om en kritisk masse. Det skriver Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
To forhold er vigtige, når uddannelserne planlægges. Det ene er efterspørgslen fra erhvervslivet og lokalsamfundet. Det andet er krav et om en kritisk masse. Det skriver Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.Foto: Landbrug & Fødevarer
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karen Hækkerup
Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

I Landbrug & Fødevarer er vi meget optagede af at hjælpe med at skabe liv uden for de store byer. Vi er for tiden på inspirationstur rundt i landet, hvor vi har inviteret en bred skare til debat. Ved det seneste debatmøde på Lolland var salen fyldt, godt og vel. Ligesom ved de to første møder i Vestjylland og på Fyn var debatlysten stor.

Alle tre steder har vi oplevet et stort behov for at diskutere, hvordan man trækker uddannelser til lokalområdet, både erhvervsskoler og mellemlange videregående uddannelser.

Vi har brug for en masterplan, der kan sikre uddannelsestilbud i hele landet og dermed kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet. Samtidig skal vi undgå overlap mellem de forskellige uddannelser. Kvaliteten bliver nemlig i mange tilfælde højere, hvis uddannelserne ikke konkurrerer med hinanden om undervisere, studerende og den finansiering, der følger med.

Fakta
Fra 26. januar og en måneds tid frem sætter By og boligdebatten fokus på udviklingen i landets udkantsområder.

Boligdebatten på Altinget: by og bolig har til formål at fokusere og styrke den boligpolitiske debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget: by og bolig derfor eksperter, politikere, erhvervslivet og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og problemstillinger inden for boligområdet.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.

Send dit indlæg til [email protected]

I dag sker der kun central koordinering af 16 pct. af uddannelsesudbuddene op til bachelorniveau. For de øvrige 84 procent er der ingen central planlægning. Det bør ændres.

Mange virksomheder i det, vi kalder Produktionsdanmark, frygter mangel på faglærte medarbejdere. Det gælder blandt andet de virksomheder, der laver maskiner og udstyr til landbruget. Her er det manglen på smede, der truer produktionen og indtjeningen til lokalsamfundet.

Vi har brug for en masterplan, der kan sikre uddannelsestilbud i hele landet og dermed kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet. 

Karen Hækkerup
Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

Derfor er der brug for at få flere uddannelser ud, hvor produktionen foregår. Og så er der brug for at tale erhvervsuddannelserne og det faglærte arbejde op. Vi skal fortælle historien om, hvilken teknisk viden og it-kundskaber, det kræver at arbejde som smed.

Vi skal hylde håndværksheltene og blive bedre til at sammentænke uddannelse, praktik og job, så flere får lyst at tage et i øvrigt varieret og vellønnet arbejde som smed. Det gør vi nu en gang bedst, hvis uddannelserne er der, hvor produktionen er.

Debatten fylder meget
To forhold er vigtige, når uddannelserne planlægges. Det ene er efterspørgslen fra erhvervslivet og lokalsamfundet. Det andet er krav et om en kritisk masse. I et lille land som Danmark skal vi tænke nøje over, om der er studerende og undervisningskræfter nok til at sikre kvalitet i den lokale uddannelse. Er der kun en begrænset masse, så skal uddannelsen måske kun udbydes ét sted.

Det er lykkes fint med designuddannelserne i Kolding, som i dag er de mest eftertragtede af slagsen. Hvis man godkender en tilsvarende uddannelse i eksempelvis København, så vil det sandsynligvis udvande uddannelsen i Kolding, fordi den kritiske masse ikke rækker til to uddannelser.

Det er ikke underligt, at debatten om uddannelser fylder så meget på vores debatmøder. Vi ved jo, at de unge tit slår rødder under studietiden og bliver boende i området. Der, hvor udbuddet af uddannelser er stort og varieret, bliver det derfor også lettest for virksomhederne at rekruttere forskellige typer medarbejdere.

Derfor kan vores politikere i den grad hjælpe med at skabe liv i vækst i hele Danmark, hvis de planlægger udbuddet af uddannelser, så hele Danmark tilgodeses. De seneste år har vi set det modsatte. En række mindre og mellemstore byer har mistet deres uddannelsesinstitutioner. Oveni kom så i 2007 strukturreformen, der medførte, at mindre byer, vi kan kalde dem mellembyerne, blev udsultet.

Flere deler synspunkterne
Det er en politisk opgave at sikre liv og vækst i hele Danmark. Det er ikke kun et synspunkt, vi har hos Landbrug & Fødevarer. Knap halvdelen af danskerne mener, at politikerne har et ansvar for at modvirke tilstrømningen til byerne. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Norstat foretog for Landbrug & Fødevarer før nytår.

Heldigvis virker det, som om vores politikere er begyndt at lytte. Fra Landbrug & Fødevarer bidrager vi gerne med forslag. Vi har for eksempel bidraget til den aktuelle høring om en finansieringsreform af de videregående uddannelser med forslag om at sikre en bedre geografisk balance i uddannelsesudbuddet.

Balancen kan man blandt andet skabe ved at justere på incitamentsstrukturen for uddannelsesinstitutionerne. Ved at styrke samarbejdet mellem uddannelsessteder og virksomheder over hele landet kan vi også sikre, at de udbudte uddannelser er relevante for det private erhvervsliv og fører til vækst og beskæftigelse i hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00