Af Kim Kabat
Organisationspsykolog

Årtiers erfaring med produktionsbaseret praktisk læring står for fald med den forberedende grunduddannelse (FGU).

Arkitekturen bag FGU’en er reelt blottet for den viden og forskning, som produktionsskoleværkstedet bygger på.

Der var bred politisk enighed om, at der skal bygges videre på produktionsskolernes erfaringer i produktionsgrunduddannelsessporet i den nye FGU, men i virkeligheden har skolelogikken allerede taget over.

Ud fra et produktionspædagogisk perspektiv med autentisk produktion som den afgørende pædagogiske løftestang, vil niveauopdelte læringsrum være ødelæggende. Det er overordentligt vanskeligt at se, hvordan niveauopdelte værkstedshold praktisk kan spille sammen med den produktionslogik, som er kernen i værkstedsundervisningen.

Hvordan skal denne kunstige opdeling finde sted i praksis?

Et produktionspædagogisk arbejdsfællesskab består af et hold sammensat af elever med forskellige niveauer af kvalifikationer, herunder nybegyndere, som sidemandsoplæres af de mere erfarne elevers deltagelse.

Kim Kabat
Organisationspsykolog

Skal adgangen til forskellige opgaver ranginddeles, som vi kender det fra hospitalets sosu-assistent, sygeplejerske og læge? Skal der være rene kvalifikationsramme 1-, 2- og 3-værksteder?

PGU-sporet består af et basisniveau samt tre efterfølgende undervisningsniveauer.

Produktion er både et mål og middel
Ifølge lovforslaget vil man normalt kun kunne komme op på næste undervisningsniveau to gange årligt.

Intentionen er at skabe stabile hold og arbejdsfællesskaber i uddannelsen. Et godt afsæt for AGU-sporet og en sympatisk intention, men alligevel ødelæggende i forhold til den produktionspædagogiske grundsten: At eleverne lærer gennem deltagelse i et arbejdsfællesskab med autentisk produktion.

Her støder skolelogikken sammen med produktionslogikken.

Et produktionspædagogisk arbejdsfællesskab består af et hold sammensat af elever med forskellige niveauer af kvalifikationer, herunder nybegyndere, som sidemandsoplæres af de mere erfarne elevers deltagelse. Det forudsætter et løbende flow af elever, som opretholder en stabil holdstørrelse og sikrer tilstedeværelse af ressourcer og kompetencer til løsning af de autentiske produktionsopgaver, som værkstedet tager ind.

Det særlige ved produktionspædagogikken er, at produktionen både er et mål i sig selv og et middel til elevernes udvikling.

Ved et halvårligt optag vil der være mange begyndere på det pågældende niveau, hvoraf nogle efterhånden vil påbegynde et arbejde, starte på EUD eller af andre grunde forlade værkstedet. Her er der hverken tænkt på stabile ressourcer eller kompetencer til opretholdelse af produktionen halvåret igennem. Hvordan skal det praktisk struktureres? Skal der så også være for eksempel et køkken for niveau 2-elever? Og et for niveau 3-elever?

Ministeriet vil nok svare: Nej, der skal ikke oprettes tre køkkenværksteder svarende til de tre undervisningsniveauer. Ét værksted skal kunne rumme produktion, som giver kompetencer på K1- til K3-niveau. Det vil give en relativ stabil fordeling af elever og kompetencer. Hvilket giver både økonomisk, pædagogisk og trivselsmæssigt bæredygtige rammer.

Unødvendig barriere
Men hvorfor skal jeg som elev så kun kunne rykke op på næste niveau halvårligt? Hvis jeg alligevel er på samme værksted, som de andre niveauer? Er det ikke en unødvendig strukturel barriere?

Halvårlige barrierer giver, i mine øjne, ikke nogen mening, hvis man for alvor mener, at man vil bygge på produktionsskolernes erfaringer. Hvorimod den giver god mening set ud fra en skolelogik. En skolelogik, som ikke indtænker produktionsvilkår, kundekrav og legitim perifer deltagelse som pædagogisk virkemiddel.

Hvis der ikke findes en bedre balance mellem skolelogikken og produktionslogikken, så har man de facto skyllet produktionsskolernes dna ud med badevandet.

Og for, at ingen skal være i tvivl: Dette er ikke et bagstræberisk forsvar for at bevare produktionsskoleformen i FGU’en. Der skal mere skolelogik med progression og synlig læring ind over, så eleverne får de bedste rammer, men det gøres ikke ved strukturelt at ødelægge det produktionspædagogiske læringsrum.

Fejlskuddet kan stadig korrigeres, hvis der er politisk vilje og mod dertil.