Rektor: Vi skal investere mere i lærere og pædagoger

Af Laust Joen Jakobsen
Rektor for professionshøjskolen UCC

Lærer- og pædagoguddannelserne er netop blevet reformeret for at højne uddannelsernes kvalitet og sikre dygtigere lærere og pædagoger. Derfor skal de studerendes krav om mere faglighed og kvalitet i uddannelserne tages seriøst. Og det gør professionshøjskolerne. Men der er en grundlæggende ubalance mellem de mange krav og forventninger til pædagog- og læreruddannelserne og de bevillingsmæssige rammevilkår, velfærdssamfundet tilbyder uddannelserne.

Pædagoger og lærere bliver ikke prioriteret
Statsministeren satte allerede i sin nytårstale fokus på nødvendigheden af, at vi investerer i bedre dagtilbud. Børn er vores fælles fremtid, det er dem, vi skal investere i. Al forskning viser, at det samfundsøkonomisk er en endog særdeles god investering at tilbyde vores børn såvel dagtilbud som skolegang af højeste kvalitet, og at en vigtig forudsætning for høj kvalitet er veluddannede pædagoger og lærere.

Men der er behov for at sætte handling bag ordene. Realiteten er i dag, at pædagoguddannelsen sammen med socialrådgiveruddannelsen uden sammenligning er den økonomisk mest underprioriterede professionsbacheloruddannelse i Danmark. Også læreruddannelsen ligger i den lave ende af taxameterhierarkiet. Hver gang samfundet giver 100 kr. til uddannelse af en pædagog, får eksempelvis sygeplejerskeuddannelsen 190 kr.

Professionshøjskolen UCC uddanner både pædagoger og sygeplejersker. Forskellen på de omkostninger, der er forbundet med at gennemføre de to uddannelser, er marginal. De videregående professionsrettede uddannelser er underlagt samme kvalitetskrav til fx studieintensitet og undervisernes kompetencer. Desuden er undervisernes ansættelsesvilkår baseret på samme løn og stillingsstruktur, uanset om der er tale om en uddannelse til fx pædagog eller sygeplejerske. Kravene er således identiske, men midlerne til at sikre uddannelsernes kvalitet vidt forskellige.

Reform af taxametersystemet er påkrævet
Men hvorfor investerer velfærdssamfundet så ikke mere i uddannelse af pædagoger og lærere? De store forskelle i bevillingerne til de enkelte uddannelser er fortrinsvis historisk begrundede, men kan give indtryk af en samfundsmæssig værdisætning af de forskelle professioner. Dertil kommer, at bevillingerne afspejler en forældet kompetenceopfattelse, hvor der fx mange år tilbage ikke var samme krav til undervisernes kompetencer på pædagoguddannelsen som til de fleste andre professionsuddannelser.

Realiteten er i dag, at pædagoguddannelsen sammen med socialrådgiveruddannelsen uden sammenligning er den økonomisk mest underprioriterede professionsbacheloruddannelse i Danmark. Også læreruddannelsen ligger i den lave ende af taxameterhierarkiet.

Laust Joen Jakobsen
Rektor for professionshøjskolen UCC

Det nuværende taxametersystem, der regulerer statens finansiering af uddannelserne, er forældet og i en vis udstrækning baseret på tilfældigheder. En reform af taxametersystemet er helt afgørende for at skabe mere ensartede rammevilkår for uddannelsernes gennemførelse og udvikling.  Derfor venter UCC (som Danmarks største udbyder af de pædagogiske professionsuddannelser) med spænding og forventning på regeringens taxameterreform.

Ressourcer og kvalitet hænger sammen
UCC står fuldt inde for kvaliteten i de uddannelser, vi tilbyder de studerende – uanset om det er pædagoger, lærere eller sygeplejersker, vi uddanner. Men der er selvfølgelig en sammenhæng mellem ressourcer og kvalitet.

Den enkelte professionshøjskoles økonomi er med det nuværende uddannelsestaxameter helt afhængig af den uddannelsesportefølje, som udbydes. Dette illustreres bedst med det enkle forhold, at hver gang UCC har 100 kr. til uddannelsernes gennemførelse og kvalitet, modtager andre professionshøjskoler 118 kr. til at løfte en tilsvarende opgave. Således skaber det nuværende taxamestersystem meget forskellige bevillingsmæssige rammevilkår og dermed helt afgørende forskelle i den institutionelle udviklingskraft.

Hvad kan vi forvente af en taxameterreform?
Der er flere mulige scenarier, men kun ét synes realistisk.

Staten kan naturligvis tilføre de uddannelser, der befinder sig i takstkatalogets "udkantsområde", yderligere ressourcer – fx via den såkaldte omstillingsreserve, der er opbygget gennem besparelser på uddannelses-taxametrene. En enkel, men også kortsigtet løsning, som ikke gør op med de dokumenterbare systemfejl.

Staten kan vælge en udligningsmodel inden for det gældende system gennem en omfordeling – baseret på en aktuel vurdering af omkostningsstrukturen ved de forskellige uddannelsesretninger og baseret på det eksisterende paradigme. Ikke nogen nem Robin Hood-øvelse.    

Svaret er nok, at staten bør vælge helt nye modeller til fordeling af tilskud til uddannelserne. Regeringens Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelser peger også på, at finansieringssystemet bør gentænkes og indeholde incitamenter, der kan styrke uddannelsernes kvalitet og relevans. Vejen frem kunne være at forenkle taxametersystemet helt grundlæggende gennem udvikling af et fast basistaxameter pr. studerende, der tildeles alle uddannelser uanset uddannelsesretning.  For at understøtte uddannelsernes forskellige teknologibehov og fremme uddannelsesspecifikke performancemål for kvalitet og relevans kan et basistaxameter suppleres med en mindre variabel del, der er målrettet de forskellige uddannelsesretningers specifikke og dokumenterede behov.

En sådan model ville skabe ensartede grundlag for uddannelsestilbud og kvalitet og give uddannelserne og institutionerne en reel mulighed for at prioritere – også på tværs af uddannelsesretninger.

Mens vi venter på regeringens reform af taxametersystemet, kan vi kun håbe, at statsministerens ord om, at vi skal investere i børn slår igennem i den økonomiske prioritering af lærer- og pædagoguddannelserne. En realpolitisk og økonomisk anerkendelse af den pædagogiske indsats er afgørende for den fremtidige kvalitet i dagtilbud og i folkeskolen.