Thorning: Vi skal forenkle og forbedre gymnasiet

GYMNASIET: Der skal være færre studieretninger, matematik B skal blive obligatorisk for flere unge, og så skal eleverne have mere undervisning i 1. og 2. g., hvor der i dag ikke er så mange eksaminer. Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som nu tager hul på de kommende gymnasieforhandlinger.

Strukturen på gymnasiet skal være mere overskuelig og med færre retninger, mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). 
Strukturen på gymnasiet skal være mere overskuelig og med færre retninger, mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Foto: Toke Kristiansen/Altinget.dk
Per Bang Thomsen

Gymnasiet er blevet alt for uoverskueligt og bredt, og derfor er der brug for at forenkle og forbedre det, så de unge lettere kan finde rundt i det.

Det mener statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som brugte Folketingets åbning til at tage hul på de kommende gymnasieforhandlinger.

"Vi vil forandre gymnasierne, så de kan leve op til det, der altid har været deres opgave: At gøre de unge klar til en videregående uddannelse. Fra tandtekniker til folkeskolelærer eller ingeniør," sagde hun i sin åbningstale.

For mange studieretninger
Meldingen kommer som optakt til efterårets såkaldte 'serviceeftersyn' af gymnasiereformen fra 2005. 

Vi vil forandre gymnasierne, så de kan leve op til det, der altid har været deres opgave: At gøre de unge klar til en videregående uddannelse. Fra tandtekniker til folkeskolelærer eller ingeniør.

Helle Thorning-Schmidt (S)
Statsminister

Ifølge statsministeren er der kommet alt for mange studieretninger på gymnasiet. Og de unge vælger ofte en retning, hvor de ikke får de adgangsgivende fag, som de har brug for, når de skal læse videre.

Derfor bliver de nødt til at tage suppleringsfag efterfølgende, og det skal der laves om på, mener Helle Thorning-Schmidt.

Hun vil først og fremmest gøre det lettere for eleverne at vælge den rigtige studieretning fra dag ét af.

"Strukturen skal være mere overskuelig med færre retninger. Og eleverne skal stå med de rette fag og niveauer, når de skal bruge deres eksamen til at læse videre," sagde hun fra talerstolen.

Gymnasiet er en succeshistorie
Derudover er der brug for at styrke det faglige niveau i gymnasiet, mener statsministeren. 

"Vi vil gøre matematik på mellemniveau obligatorisk for flere. Og eleverne skal have mere og bedre individuel hjælp til de skriftlige opgaver. Den enkelte skal have den vejledning af læreren, som der er brug for," sagde hun i talen. 

Der er samtidig brug for at udnytte skoleåret bedre, end det er tilfældet i dag, mener statsministeren.

"Især i 1. og 2. g, hvor eleverne ikke har så mange eksaminer. Her skal der være mindre læseferie og mere undervisning. Så eleverne bliver endnu dygtigere,” fastslog hun.

Helle Thornings-Schmidt understregede dog også, at gymnasiet er en succeshistorie, eftersom studentereksamen ikke længere er forbeholdt eliten:

“I dag er det en folkeuddannelse. På den måde er gymnasierne en succeshistorie.”

Intet ord om karakterkrav
Det bliver den nuværende forligskreds på gymnasieområdet, der udover regeringspartierne består af SF, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti, som skal forhandle ændringerne på plads.

De borgerlige er enige i, at der er kommet for mange studieretninger, at der er brug for at styrke det faglige niveau, og at overgangen til de videregående uddannelser skal forbedres, så flere får de adgangsgivende fag i gymnasiet.

Til gengæld kræver de borgerlige også, at der bliver indført et højere karakterkrav til gymnasiet end 02 i dansk og matematik, som fremover bliver adgangskravet til erhvervsuddannelserne. 

Venstre og Konservative mener, at det skal ligge på minimum 4, mens Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener, at det skal ligge på 7.

Det spørgsmål nævnte statsministeren dog ikke i sin åbningstale. Men både Socialdemokraterne og Radikale har flere gange slået fast, at de ikke vil give sig på det punkt. De Konservative har omvendt meldt ud, at partiet er klar til at gå til valg på et højere adgangskrav til gymnasiet.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) vil i løbet af efteråret præsentere regeringens udspil til gymnasieforhandlingerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00