Uddannelsesforbundet efterlyser almen dannelse på EUD

UDDANNELSE: Erhvervsuddannelserne skal give de unge flere almene kompetencer. Det mener Uddannelsesforbundet, som møder opbakning fra erhvervsskolerne. Det må ikke blive en forlænget folkeskole, understreger børne- og undervisningsministeren.
Står det til Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, skal erhvervsuddannelserne have et mere alment sigte, end de har i dag.
Står det til Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, skal erhvervsuddannelserne have et mere alment sigte, end de har i dag. Foto: Colourbox
Per Bang Thomsen

Erhvervsuddannelserne skal ikke blot være en oplæring til et konkret job eller arbejdsplads. De skal derimod kvalificere eleverne bredere, end de gør i dag, for en moderne håndværker skal både kunne kommunikere med kunder og læse manualer på fremmedsprog. Det kræver stærkere almene kundskaber og en bredere ungdomsuddannelse.

Hanne Pontoppidan
Formand for Uddannelsesforbundet

Hvis fremtidens murere, frisører og elektrikere skal kunne klare sig i det globaliserede konkurrencesamfund, skal de være lige så stærke til at kommunikere på fremmedsprog og tænke innovativt, som de i dag er til at blande spartelmasse og studse pandehår.

Det mener formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, der ønsker, at landets erhvervsskoler skal være langt mere alment dannende, end de er i dag.

"Erhvervsuddannelserne skal ikke blot være en oplæring til et konkret job eller en arbejdsplads. De skal derimod give eleverne bredere kvalifikationer, end de gør i dag, for en moderne håndværker skal både kunne kommunikere med mange forskellige kunder og læse manualer på fremmedsprog. Det kræver stærkere almene kundskaber og en bredere ungdomsuddannelse," siger Hanne Pontoppidan til Altinget | Uddannelse.

Dokumentation

Hanne Pontoppidans ideer om almene fag og faglig bredde på erhvervsuddannelserne:

"Det er vigtigt, at samfundet i højere grad påtager sig et ansvar i forhold til erhvervsuddannelserne og gør sin indflydelse gældende, så det ikke alene er arbejdsmarkedets behov og dermed arbejdsmarkedets parter, der styrer indhold og udbud.   

Erhvervsuddannelserne skal være kendetegnet af faglig bredde og et alment sigte som fuldgyldige ungdomsuddannelser. Uddannelse er mere en blot en produktionsfaktor. En erhvervsuddannelse er også en bredere ungdomsuddannelse, som skal danne til menneske og borger.

Den nuværende dobbelte formålsparagraf i erhvervsuddannelsesloven er bred og favnende. I virkelighedens verden kan formålsparagraffen ikke efterleves med den nuværende indholdsstruktur og krav til effektiviseringer, hvor eleverne skal hurtigere igennem uddannelse.

Moderne håndværkere og faglærte har brug for gode almene kundskaber. Elektrikeren skal kunne læse en manual på engelsk, og tømreren skal kunne læse beskrivelser af nye materialer eller nye sikkerhedskrav. Begge skal kunne beherske moderne informationsteknologi. Dansk, matematik, fremmedsprog, naturfag, it og samfundsfag er blevet kraftigt beskåret i læreplanerne på erhvervsuddannelserne. Det er en helt forkert vej at gå. Kravene til de almene og personlige kompetencer skal bibeholdes og udvikles som praksisrettede færdigheder. Derfor skal grundfag udgøre en fastsat andel af erhvervsuddannelserne. Samtidig er det nødvendigt, at innovation bliver en del af undervisningens pædagogiske og didaktisk tilgang.  

Faglig bredde er ensbetydende med mobilitet og omstillingsparathed på arbejdsmarkedet til gavn for både samfundet og den enkelte faglærte. Bredden skal tilbage i uddannelserne. Det betyder, at der skal ske en "af-instrumentalisering" af uddannelserne. En erhvervsuddannelse skal ikke være et instrument, der er målrettet et - til tider - snævert fagområde. En erhvervsuddannelse skal sikre de udlærtes funktionelle mobilitet på arbejdsmarkedet.

De almene elementer spiller også en vigtig rolle, hvis erhvervsuddannelserne skal være løftestang til en akademiuddannelse, professionsbachelor eller en master/kandidatuddannelse.


Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00