Debat

UU skal være det naturlige omdrejningspunkt

DEBAT: Unge vejledes i dag af alt for mange forskellige aktører gennem uddannelsesforløbet. Mere samarbejde og kommunikation på tværs af institutioner er nødvendigt, hvis de unge skal fastholdes i uddannelse. Det mener John Vilhelmsen, formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU).
Foto: UUUC/Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En af de væsentligste årsager til ungepakkens succes er, at pakken har stimuleret samarbejdet mellem de professionelle, der i det daglige arbejde implementerer pakkens initiativer landet over - og i det samarbejde har UU en unik central og uafhængig rolle, som kan og skal udnyttes endnu bedre.

John Vilhelmsen
Formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Fakta
Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) giver uddannelses- og erhvervsvejledning til elever i folkeskolen fra 6. klasse til 10. klasse. UU centrene opsøger desuden andre unge under 25 år, som ikke er i gang med eller har gennemført en uddannelse.

Kilde: www.uuuc.dk

Af John Vilhelmsen
Formand for Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU).

Ministeriet for Børn og Undervisning offentliggjorde for nylig evalueringen af Ungepakke 2. Det overordnede budskab i rapporten er, at ungepakken har hjulpet mange unge ledige i gang, og at gruppen af unge, der hverken er i gang med uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, er blevet reduceret markant. En af de væsentligste årsager til ungepakkens succes er, at pakken har stimuleret samarbejdet mellem de professionelle, der i det daglige arbejde implementerer pakkens initiativer landet over - og i det samarbejde har UU en unik central og uafhængig rolle, som kan og skal udnyttes endnu bedre.

Samarbejdet skal styrkes
Set med UU øjne er evalueringen af ungepakke 2 generelt positiv. Indsatserne i overgangen fungerer efter hensigten - dog skal og bør der fremover sættes ekstra fokus på mulighederne for de 15 - 17 årige, der ikke er i gang med uddannelse. Rapporten bekræfter generelt vores erfaring i UU-centrene, nemlig at ungepakken har tilført en række nyttige redskaber, der understøtter samarbejdet på området. Et eksempel er begrebet uddannelsesparathed, der har sikret en god proces mellem UU-vejlederne, de unge, forældrene, grundskolen og lærerne.

Pakken menes at have "engageret og forpligtet mange aktører på feltet" og at have understøttet samarbejdet mellem UU-vejledningen, folkeskolerne, produktionsskolerne, ungdomsuddannelserne og de kommunale forvaltninger. Men det pointeres ligeledes, at samarbejdet på tværs af institutionelle skel bør styrkes endnu mere fremover, hvis 95 %-målsætningen skal realiseres, og at de mange netværks- og samarbejdsaktiviteter, som er afgørende for den reelle implementering og værdi af diverse strategier og samarbejdsaftaler, bør effektiviseres.

UU i centrum
UU-centrenes rolle er i den sammenhæng central. I arbejdet omkring den enkelte unge er UU det naturlige omdrejningspunkt, som alle aktører er i kontakt med og ud fra, hvilket et fremadrettet og anerkendende samarbejde bør udgå. Og UU-vejledningen har en unik interessefri position i forhold til de unge, der netop kvalificerer UU-centrene til at være et neutralt bindeled - og det er derfor således også positivt at bemærke, at rapporten understreger, at UU-centrene har en helt central rolle som koordinator og samlingspunkt, og at den rolle bør anerkendes, værdsættes og legitimeres i højere grad af alle aktørerne på tværs.

Vi er parate til at tage den rolle på os og ser det som en naturlig del af arbejdet, ligesom vi gerne indgår i arbejdet omkring fastholdelse af de unge på ungdomsuddannelserne.

Fælles mål
Det er værd at bemærke, at det i rapporten påpeges, at systematikken og omfanget af samarbejde mellem aktørerne varierer meget fra kommune til kommune. Det er således en stående udfordring, at de unge mødes af mange forskellige tilbud og fagpersoner i fastholdelsesindsatsen, som i værste fald forvirrer og gør mulighederne for hjælp uigennemskuelige. Det forhold kalder på at samarbejdet og kommunikationen på tværs af alle instanser optimeres, men som rapporten ligeledes bemærker, findes der stadig unødvendige fordomme i samarbejdet, som hindrer denne optimering. Derfor er det bydende nødvendigt, at UU får den nødvendige legitimitet blandt aktørerne på tværs, så der fra UU's side nemmere kan gøres en ekstra indsats for at samle alle aktører omkring det ene mål, at forbedre de unges vej gennem uddannelsessystemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00