Vi har brug for en tredje ungdomsuddannelse

Vil vi nå resten af de unge, skal man kunne kombinere forløb på de forskellige uddannelser og skræddersy en tredje ungdomsuddannelse målrettet de unge, som ikke finder det, de har lyst og evner til, blandt de øvrige uddannelsestilbud.

Hanne Pontoppidan
Formand for Uddannelsesforbundet

Af Hanne Pontoppidan
Formand for Uddannelsesforbundet

Som ung er man ilde stedt, hvis man ikke passer ind på en af de prædefinerede uddannelseshylder. Det har erhvervsskolereformen ikke ændret. Dens krav om højere faglighed gør det sværere for de svageste unge at få en erhvervsuddannelse. Men hvor er alternativet?

Den kombinerede ungdomsuddannelse? Nej. Den bliver udbudt til 2.500 personer. Det svarer til 3,5 procent af en ungdomsårgang. I dag får 24 procent af de unge ikke en ungdomsuddannelse.

Vi har stadigvæk et problem
Produktionsskoler og egu er gode, afklarende tilbud. Men de løser ikke hele opgaven - hverken i dag eller i morgen. Så vi har et alvorligt problem.

Hvis andelen af unge, som ikke får en ungdomsuddannelse, øges - og det vil ske, når der ikke er et alternativ til dem, som de nye adgangskrav nu vil holde ude fra erhvervsuddannelserne - og antallet af ufaglærte jobs falder, vil de økonomiske konsekvenser i dén grad ramme os i nakken. For ikke at tale om de menneskelige.

Der er kun én løsning. Vil vi nå resten af de unge, skal man kunne kombinere forløb på de forskellige uddannelser og skræddersy en tredje ungdomsuddannelse målrettet de unge, som ikke finder det, de har lyst og evner til, blandt de øvrige uddannelsestilbud.

Men hvordan?
Først: Glem berøringsangsten! Ingen tør tale om erfaringerne fra Den Fri Ungdomsuddannelse. Den blev misbrugt af et lille mindretal, og det skygger for et fantastisk faktum: Den virkede. Den fik unge, som ellers var skræmt væk fra skolerne, til at uddanne sig.

Lad os skrue på knapperne, så vi undgår misbruget; men skummer fløden. Det MÅ være muligt, for der er mere end nogensinde før et behov for at se fleksibelt på uddannelsesveje for de unge, som ikke passer i de formsyede kasser. Derfor må vi se på, hvad der står i vejen for, at det kan lade sig gøre.

De unges forsørgelsesgrundlag er én barriere. Vil man have, at de uddanner sig, skal de have råd til det. Vejlederne skal prioriteres, så de og de unge kan sammensætte et tilbud, der kombinerer styrkerne i de forskellige uddannelser, og som tilsammen møder den unge præcis, hvor han eller hun er.

Endelig er det fuldstændig afgørende, at vi ændrer finansieringen. Nogle økonomisk trængte kommuner kassetænker. Det undgår vi kun, hvis alle uddannelser finansieres via et statsligt taxameter. Det skal ikke være pengene – og en kommunal merudgift ved at vælge én uddannelse frem for en anden – som afgør, om kommunen lytter til den unges uddannelsesønske. For det er præcis det, vi må respektere, hvis vi vil have dem igennem.

Der skal selvsagt stadig være krav. Der skal være et klart mål, en uddannelsesplan og en vejleder, som følger dem tæt. Men man skal kunne skrue en uddannelse sammen ud fra den enkelte unges behov, så de kan vælge den aktivt til. Så de ikke, som med den nye kombinerede ungdomsuddannelse, skal kvalificere sig negativt – altså groft sagt ’være dårlige nok’ til at gå der. Vi mangler en 3. ungdomsuddannelse, som de unge kan vælge på lige fod med gymnasiet eller erhvervsskolen – og være stolte af.