Debat

VUC's centrale rolle forpligter

DEBAT: VUC har fået en mere central rolle, som ikke mindst skal fokusere på at skabe resultater på de EUD-forberedende forløb og et bedre hf-tilbud, skriver formanden for Lederforeningen for VUC, Verner Rylander Hansen.

Erik Bjørn Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Verner Rylander Hansen
Formand for Lederforeningen for VUC

Enhver, der følger den politiske debat, kan nemt få øje på, at der er ved at blive gjort klar til en intens valgkamp. Sammenbruddet i gymnasieforhandlingerne kom heller ikke som nogen overraskelse og vidner dybest set om, at der er mere på spil end blot karakterkrav, nemlig synet på uddannelse og adgangen til denne. Men uanset hvilken farve regeringen vil få efter et folketingsvalg, vil der efter min opfattelse ikke være tvivl, om at uddannelsespolitik fortsat vil fylde meget.

Den nuværende regering har gennemført en lang række væsentlige tiltag, som skal omsættes til konkret handling. Dette kommer til at kræve en kæmpe indsats af alle os, der til dagligt arbejder med uddannelse. Jeg tænker her især på erhvervsuddannelsesreformen. Men jeg forventer også, at vi på den anden side af et folketingsvalg vil se nogle markante forandringer på de gymnasiale uddannelser, herunder på den toårige hf-uddannelse, hvor VUC er en meget central udbyder.

Markant udvikling
Det bagvedliggende politiske ønske bag de mange reformer er at skabe et stærkere uddannelsessystem, der kan sikre en langt større grad af social mobilitet, og hvor der skal gøres mere for, at unge og voksne foretager kvalificerede uddannelsesvalg og søger ind på de uddannelser, som samfundet reelt efterspørger. Som nyvalgt formand for Lederforeningen for VUC ligger det mig især på sinde, at vi skaber nogle tilbud, der kan sikre, at den enkelte bedst muligt kan udnytte sit potentiale og får en uddannelse, der giver høj livskvalitet og varig beskæftigelse på et stedse mere dynamisk arbejdsmarked.

Fakta

Deltag i debatten!
Send dit debatindlæg til [email protected]

VUC-sektoren har i de senere år været igennem en markant udvikling med omfattende forandringer og en stor vækst i antallet af kursister, der søger ind på vores uddannelser. Siden 2007 er antallet af kursister næsten fordoblet, og vi var i 2014 oppe på 33.000 årskursister og mere end 115.000 cpr-kursister.

Der er ikke tvivl om, at VUC har fået en langt mere central uddannelsespolitisk rolle, og det forpligter. Som formand for VUC Lederne er jeg især optaget af, at vi på to væsentlige områder får mulighed for at skabe markante resultater. Her tænker jeg på de EUD-forberedende forløb, der skal få flere til at gennemføre en erhvervsuddannelse. Desuden bliver det fremadrettet en vigtig opgave at få skabt et stærkere hf-tilbud, hvor flere efterfølgende gennemfører en videregående uddannelse.

De nye karakterkrav på 2 i dansk og matematik gør det nødvendigt med et landsdækkende beredskab af opkvalificerende tilbud, som bliver udviklet i et samarbejde med erhvervsskolerne.

Verner Rylander Hansen
Formand for Lederforeningen for VUC

Nøglerolle
Med reformen af erhvervsuddannelserne, som træder i kraft i august 2015, er der som følge af de skærpede adgangskrav til optag på både grundforløb og hovedforløb, behov for målrettede EUD-forberedende forløb. Disse har til formål at sikre, at de uddannelsessøgende efterfølgende kan optages på erhvervsuddannelserne og kan gennemføre disse. Her er VUC’erne tiltænkt en nøglerolle som udbyder af EUD-forberedende forløb inden for de almene fag. Opgaven er så vigtig, at politikerne har gjort det klart, at den skal løses i et tæt samarbejde med erhvervsskolerne, og det er vi glade for.

Nu er der jo ikke noget nyt i, at VUC arbejder med erhvervsforberedende forløb. Vi har bl.a. sammen med tænketanken DEA dokumenteret, at almen voksenuddannelse (AVU) længe har været et springbræt til en erhvervsuddannelse. Også hf-enkeltfag bliver allerede i dag af en del af vores kursister brugt til at gå videre på en erhvervsuddannelse. Vi har udviklet tilbud og redskaber, der virker, og de skal fremadrettet i endnu højere grad bringes i spil i forhold til at skabe stærke erhvervsuddannelser.

Erfaring og ekspertise
Jeg noterer med tilfredshed, at politikerne med EUD-reformen har valgt at bruge VUC til at løse opgaven med at gøre voksne over 18 år klar til en erhvervsuddannelse. Vi har erfaringen og ekspertisen. Lad os heller ikke glemme, at intentionen med hele reformen er, at erhvervsskolerne skal modtage elever, som reelt er uddannelsesparate og kan gennemføre den uddannelse, de er begyndt på.

De nye karakterkrav på 2 i dansk og matematik gør det nødvendigt med et landsdækkende beredskab af opkvalificerende tilbud, som bliver udviklet i et samarbejde med erhvervsskolerne. Hermed sikrer vi os, at der kan udvikles lokalt tilpassede modeller for forberedende forløb, der indeholder de rigtige og relevante komponenter, og som udbydes på et fagligt niveau, der giver de uddannelsessøgende de almene kompetencer, som er en forudsætning for at kunne følge undervisningen på erhvervsskolen.

Fra vores side lægger vi mange kræfter i at skabe nogle gode, relevante og anvendelsesorienterede tilbud. Vi ved godt, at VUC skal yde sit bidrag til, at den politiske intention om bedre erhvervsuddannelser bliver omsat til virkelighed, og det vil vi selvfølgelig gerne være med til. Man kan altid bruge megen tid på at diskutere rollefordeling og snitflader. Men handler det dybest set ikke bare om at komme i gang med arbejdet?

Gode løsninger
De uddannelsessøgende, vi her taler om, har i hvert fald behov for, at vi som system kan lave gode og målrettede løsninger, der virker. Ofte mangler målgruppen de grundlæggende, almene kompetencer, og dem har de stærkt brug for, når de skal håndtere de faglige krav på en erhvervsuddannelse.

Vi ved også, at mange ikke har de fornødne studiekompetencer med i bagagen. De er ikke fortrolige med at være i et undervisningsmiljø, og basalt set handler det om, at de via VUC og vores pædagogiske tilrettelæggelse bliver afklarede og får tændt den indre motivation. Vi har et meget stærkt og professionelt lærerkorps, der kan få de personlige og almene kompetencer sat i spil. Så jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til denne vigtige opgave, som vi allerede er godt i gang med at løse i samarbejde med erhvervsskolerne.

Bedre hf
Og nu til hf. Undervisningsministeriet er med departementschefen for bordenden i disse dage ved at afslutte et udvalgsarbejde om fremtidssikring af hf-uddannelsen. Vi forventer, at udvalgets anbefalinger vil indgå i de politiske forhandlinger om gymnasierne, men vi skal lige have overstået valget. Vi er meget glade for, at Christine Antorini har nedsat dette hf-udvalg. Lederforeningen for VUC anerkender også præmisserne for udvalgets arbejde. Der er nemlig også efter vores opfattelse behov for at øge hf-kursisternes motivation, så frafaldet kan mindskes, og at se på uddannelsens indretning og tilrettelægge, så uddannelsen bedre kan rumme en bredt sammensat kursistgruppe og styrke kursistenes faglige udbytte.

Hf-enkeltfag og toårigt hf udgør ca. 65 pct. af aktiviteten på VUC, og dermed er hf vores største uddannelse. Lederforeningen for VUC har derfor valgt at bidrage aktivt ind i det ministerielle udvalg med forslag til, hvordan hf kan fremtidssikres. Det er helt afgørende, at uddannelsen fortsat kan fremstå som et stærkt gymnasialt tilbud - også for alle de unge og voksne, som ønsker at vende tilbage til uddannelse.

Vi mener det alvorligt
Efter lederforeningens opfattelse er det vigtigt at udvikle hf’s profil i det gymnasiale system med vægt på anvendelsesorientering og udvidet brug af projektarbejde, kursistaktiverende arbejdsformer og faglig feedback. Ingen, der starter på hf, skal være i tvivl om, hvad uddannelsen kan bruges til. Derfor skal vi udbygge samarbejdet med erhvervsakademierne og professionshøjskolerne. Derved kan de forskellige hf-spor naturligt pege frem mod en videregående uddannelse, og overgangen kan blive let og smidig for den enkelte.

Lad os kickstarte et nyt hf med et ambitiøst udviklingsprogram, hvor vi sætter fokus på nye pædagogiske metoder og udbredelse af god praksis. Vi skal vise vores kursister, omverdenen og aftagerne, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at hf fortsat skal spille en vigtig uddannelsespolitisk rolle. Og så skal politikerne huske på, at hf er den eneste etablerede studieforberedende uddannelse, der i praksis muliggør en tilbagevenden til uddannelsessystemet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00