Aaja Chemnitz Driefer
 svarer 
Jeppe Bruus

Vil ministeren redegøre for reglerne vedrørende dobbeltbeskatning for studerende på en dansk uddannelsesinstitution i Grønland?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Grønlandsudvalget, Spørgsmål 43

Vil ministeren redegøre for reglerne vedrørende dobbeltbeskatning for studerende på en dansk uddannelsesinstitution i Grønland, og herunder om det findes hensigtsmæssigt at grønlandske studerende, der på et tidspunkt har haft bopæl i Danmark, ikke kan søge om trækfritagelse og dermed de facto får mindre i SU end deres medstuderende i Grønland, som aldrig har haft bopæl i Danmark?

Svar fra torsdag den 2. maj 2024

Til besvarelse af spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra Skattestyrelsen, som jeg vil henholde mig til.

”Skattestyrelsen har lagt til grund for besvarelsen, at der spørges til grønlændere som studerer i Grønland på en dansk uddannelsesinstitution og modtager SU fra Danmark. Nogle af de studerende har tidligere haft bopæl i Danmark.

Spørgeren har anført, at grønlandske studerende, der på et tidspunkt har haft bopæl i Danmark, ikke kan søge om trækfritagelse og dermed de facto får mindre i SU end deres medstuderende i Grønland, som aldrig har haft bopæl i Danmark. Skattestyrelsen kan ikke genkende denne situation.

Danmark kan beskatte den SU, som de grønlandske studerende modtager her fra landet, selv om de er fritaget for grønlandsk skat ifølge dobbeltbeskatningsaftalens artikel 18, stk.

1. Dette gælder uanset om de studerende tidligere har haft bopæl i Danmark. Baggrunden herfor anføres nedenfor.

SU fra Danmark er omfattet af den begrænsede skattepligt, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 13. En person, der studerer og bor i Grønland, og modtager SU fra Danmark, er således begrænset skattepligtig af beløbet i Danmark.

Ifølge artikel 18, stk. 1, om Studerende i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Grønland beskattes beløb, som en person modtager til underhold, studium eller uddannelse, mens personen i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i den ene del af riget, ikke i denne del af riget for så vidt angår beløb, som personen modtager fra kilder uden for denne del af riget. Artikel 18, stk. 1, omfatter den SU, der udbetales fra Danmark.

Dobbeltbeskatningsaftalens artikel 18, stk. 1, vedrører således kun den beskatning, der foretages i den del af riget, hvor studieaktiviteten er, dvs. i denne situation Grønland. Hvis personen opfylder betingelserne i artikel 18, stk. 1, er personen fritaget for grønlandsk beskatning af de omhandlede beløb. Denne fritagelse gælder også fritagelse for grønlandsk skat af dansk SU.

Selv om personen kan opnå fritagelse for grønlandsk skat ifølge dobbeltbeskatningsaftalens artikel 18, stk. 1, har dette ikke betydning for dansk beskatning. Det skyldes, at Danmark i den beskrevne situation ikke er den del af riget, hvor studieaktiviteten er.”

0:000:00