EL: Regeringen undergraver asylaftalen

Her halvandet år senere er det kun få asylansøgere, der benytter sig af adgangen til at flytte ud, mens deres sager behandles, og næsten ingen har fået arbejde. 

Johanne Schmidt-Nielsen
Integrationsordfører for EL

Af Johanne Schmidt-Nielsen
Integrationsordfører for Enhedslisten

”Asylansøgere skal have mulighed for at bo og arbejde uden for centrene”.

Sådan skrev S-R-SF-regeringen i sit regeringsgrundlag i oktober 2011, og det lod vi os ikke sige to gange i Enhedslisten.

Vi er helt enige i, at det har været forkert at holde asylansøgerne på afstand af det danske samfund, danske skoler og danske arbejdspladser ved at indkvartere dem i asylcentre, som ofte er placeret langt fra byerne.

Derfor indgik Enhedslisten sammen med regeringen og Liberal Alliance i september 2012 den såkaldte ”asylaftale”. At kalde den asylaftalen er egentlig misvisende, for den vedrører ikke kriterierne for, hvem der skal have asyl.

Aftalen giver asylansøgerne adgang til at flytte ud fra centrene og tage arbejde, mens deres sager behandles. Asylansøgerbørnene skal i højere grad ud i den danske folkeskole. Samtidig er der i aftalen afsat et betydeligt millionbeløb til at forkorte sagsbehandlingstiden.

I forhold til de ansøgere, som har fået afslag, giver aftalen børnefamilier lov til at flytte ud fra centrene et år efter det endelige afslag (men ikke til at arbejde). Det er også aftalt, at de afviste asylansøgere ikke skal udsættes for de såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger – altså forringede vilkår, der skal ”opmuntre” dem til at forlade Danmark – over en bred kam, men at ”foranstaltningerne” kun skal sættes ind, hvis det forventes, at de har en effekt.

I aftalen ligger også en forsøgsordning med alternative aktører, der arbejder med asylansøgere inden for andre og friere rammer end dem, vi kender fra Røde Kors og de kommunale asylcentre. Blandt andet Trampolinhuset på Nørrebro i København – et græsrodsprojekt, som indtil nu har været drevet for private fondsmidler – nyder nu godt af forsøgspuljen.

Bureaukrati hindrer arbejde
Allerede i 2012 var vi opmærksomme på store mulige problemer i den praktiske udførelse. Men vi var på intet tidspunkt i tvivl om, at aftalen var et skridt i den rigtige retning. Derfor endte vi med at indgå aftalen.

Her halvandet år senere er det kun få asylansøgere, der benytter sig af adgangen til at flytte ud, mens deres sager behandles, og næsten ingen har fået arbejde.

Det ville være fint, hvis det alene skyldtes, at sagsbehandlingstiden er faldet så drastisk, at asylansøgerne ikke finder det umagen værd at søge ud af centrene for et par måneders skyld. Nogle få måneders ophold på et center – mens man venter på en sagsbehandling, der på én gang er hurtig, grundig og fair – er jo ikke noget problem.

Desværre er det ikke det billede, vi har af situationen. Vi hører om, at de få asylansøgere, der får kontakt med en arbejdsgiver, oplever en bureaukratisk godkendelsesprocedure, som i praksis ofte fører til, at jobbet er givet til en anden, før de er godkendt til at tage det.

Og mere alvorligt er det, at asylansøgere for at få adgang til enten udflytning eller arbejde skal skrive under på, at de vil samarbejde om deres egen udsendelse fra Danmark i tilfælde af afslag på asyl.

Mange ansøgere opfatter denne underskrift som en indrømmelse af, at de ikke mener deres asylansøgning alvorligt. Hvorfor skulle de skrive under på, at de vil rejse hjem frivilligt, når de lige har forklaret Udlændingestyrelsen, at de frygter fængsel, tortur eller henrettelse? De tør ikke skrive under og afskærer dermed sig selv fra et arbejde eller en bolig uden for asylcenteret.

Allerede da vi forhandlede aftalen, var vi bekymrede for, hvordan reglerne om asylansøgernes medvirken til hjemrejsen ville blive administreret. Bekymringen har desværre vist sig velbegrundet.

Besparelser spænder ben for gode intentioner
Oven i disse problemer kommer, at regeringen desværre har gjort, hvad den kunne, for at skyde sig selv i foden – for at give med den ene hånd og tage med den anden.

I maj 2013 leverede det omdiskuterede konsulentfirma McKinsey en ”Analyse af asylindkvartering”, som lagde op til betydelige besparelser på de takster, som Røde Kors og de kommunale asylcentre får for at varetage opgaven.

Den daværende S-R-SF-regering omsatte omgående McKinseys analyse til store konkrete nedskæringer i det finanslovsforslag, der blev fremsat i august 2013.

Hvor ”asylaftalen” havde det formål at give asylansøgerne et bedre liv gennem mindre isolation og en tættere kontakt med det danske samfund – gennem boliger, arbejde og skolegang – spænder de McKinsey-inspirerede besparelser ben for de gode intentioner.

Blandt andet fordi besparelserne nednormerer eller fyrer de netværksmedarbejdere på centrene, som skulle være asylansøgernes bro til det omgivende samfund.

Regeringens politik trækker unægtelig i flere retninger. Om der er tale om ét skridt frem og to tilbage eller to skridt frem og ét tilbage, kan diskuteres. Men opmuntrende er det ikke.