Røde Kors: Nye milliarder kan hjælpe hundredtusindvis af flygtninge

NÆROMRÅDER: Med et nyt råderum på næsten to milliarder ulandskroner har regeringen chancen for at sætte handling bag ordene om hjælp til nærområder, lyder det fra Røde Kors.

Regeringens nye prognoser for asylområdet i Danmark ser ud til at kunne frigive 1,8 milliarder kroner, der kan sendes ud til verdens fattigste.

Det skyldes, at der forventes at komme færre nye asylansøgere i Danmark, som ulandsbistanden betaler størstedelen af, inden for det første opholdsår.

Men der er bestemt ikke sket noget fald i flygtningeantallet på verdensplan.

Tværtimod er der et rekordstort behov for øget hjælp i nærområderne, og der vil det nye råderum kunne hjælpe hundredtusindvis af flygtninge, lyder det fra Røde Kors.

”Der er ikke sket nogen nævneværdig stigning i den danske nærområdeindsats i forhold til al den snak, der har været fra regeringens side. Men nu har den alle muligheder for at sætte handling bag ordene," siger generalsekretær Anders Ladekarl og fortsætter:

"Undskyldningen for ikke at give mere til nærområderne har været, at pengene skulle bruges til at hjælpe flygtninge i Danmark. Men den undskyldning eksisterer ikke mere.”

Behov for ekstra hjælp
Finansministeriet oplyser til Altinget, at man forventer at regulere ulandsbistanden på baggrund af færre nyankomne asylansøgere i Danmark. Ministeriet kan dog ikke oplyse, hvornår det eventuelt vil ske.

”Lige nu er der steder i Syrien, hvor folk vælger at blive i stedet for at flygte, fordi der er nogenlunde fredeligt. Men det kræver noget ekstra hjælp for at de kan se en fremtid der,” siger generalsekretæren.

I alt har regeringen afsat cirka 2,4 milliarder kroner på 2017-finansloven til nærområdeindsatserne ud af en samlet bistand på cirka 15 milliarder kroner.

Socialdemokratiet har indkaldt udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til samråd om midlerne.

Forrige artikel Hjort: Vi sender gerne flere soldater til Afghanistan Hjort: Vi sender gerne flere soldater til Afghanistan Næste artikel  Regeringens egne tal: To milliarder i overskud til ulande og nødhjælp Regeringens egne tal: To milliarder i overskud til ulande og nødhjælp