Debat

Afrika-ekspert: Dansk bistand har sejret ad helvede til

DEBAT: Udenrigsministeriets fejring af verdensmesterskabet i bistand er pæn som et Bee Gees-hit, der ikke levner plads til fejl eller modtagernes oplevelser. Zoomer man ind på kampagnens musikunivers, er underteksten krisestemning, skriver Stig Jensen fra Center for Afrikastudier.

<b>STAYIN' ALIVE</b>: Udviklingsbistanden er i krise og måske den største krise nogensinde,&nbsp;skriver Stig Jensen. Her er det Bee Gees' frontfigur.&nbsp;
STAYIN' ALIVE: Udviklingsbistanden er i krise og måske den største krise nogensinde, skriver Stig Jensen. Her er det Bee Gees' frontfigur. Foto: Barry Brecheisen/AP/Ritzau Scanpix
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stig Jensen
Lektor, ph.d., Center for Afrikastudier

‘40 år i front’ hedder Udenrigsministeriets flotte og informative kampagne, der fejrer den samlede volumen af dansk udviklingsbistand.  

Danmark og danskerne har absolut noget at fejre: Vi har leveret utroligt store og vedholdende investeringer i udvikling i verden.

Stoltheden er kolossal, for ikke alene opfylder Danmark det internationale måltal, oven i hatten får vi prædikatet “verdensmester i udviklingsbistand” og hyldes år efter år for vores indsats for verdens fattigste.

På den ene side spørger flere, om udviklingsbistanden er value for money, og ønsker den afviklet. På den anden side er der en voksende erkendelse af, at behovet for indsatser, især i Afrika, er blevet øget.  

Stig Jensen
Lektor, Center for Afrikastudier

Pop i udviklingsbistand
Udenrigsministeriet har vist sig fra en kreativ side og bragt musik ind i markedsføringen af kampagnen.

Man kan altid problematisere valget af Bee Gees-hittet ”Stayin’ alive”, men ministeriet argumenterer for, at hittet plagede landet tilbage i 1978 – det år, hvor bistandsprocenten første gang ramte 0,7 procent – ligesom Queens’ ”We are the champions” og mange andre.

”Stayin’ alive” bruges ikke kun som baggrundsmusik, men proaktivt til fremhævelse af de mange mennesker, som dansk bistand har reddet gennem årene.

Udenrigsministeriet har altid været kendetegnet ved intelligente ansatte og velovervejede beslutninger, der ikke er til fals for tidsåndens smart-i-en-fart-overfladiskhed.

Derfor giver det også mening at zoome ind på ”Stayin' alive's” tekstunivers. Her er en maskinoversættelse af omkvædet:

”Livet går intetsteds.
En eller anden hjælp mig.
Nogen hjælp mig, ja.
Livet går intetsteds.
Nogen hjælp mig, ja.
Jeg er i live.”

Linjerne mere end antyder en krise, faktisk en livskrise, hvilket er meget rammende for den danske udviklingsbistand. For bistanden er i krise og måske den største krise nogensinde.

På den ene side spørger flere, om udviklingsbistanden er value for money, og ønsker den afviklet. På den anden side er der en voksende erkendelse af, at behovet for indsatser, især i Afrika, er blevet øget.

En verdensmester må godt blotte sig
Udenrigsministeriets kampagnemateriale minder om et Bee Gees-hit – pænt og velproduceret. Men spørgsmålet er, om kampagnen flytter noget? Det er svært at vide.

Det er alligevel oplagt at udnytte jubilæet til at hylde egne succeser og fremhæve specifikke indsatsområder. Alt sammen noget, der bidrager til en feel-good-oplevelse.

Men jeg savner overordnet tre elementer i ministeriets kampagne:

Evaluering og erfaringsopsamling: Jeg savner mere systematiske erfaringsopsamlinger og ikke mindst refleksioner over, hvorledes de 40 års erfaring har forbedret bistandsindsatsen.

Det nævnes i materialet, at ikke alt udviklingsbistand har ramt plet. Men det er næppe nogen hemmelighed for ret mange, at der i udviklingsbistanden eksperimenteres til den store guldmedalje, for det er nødvendigt for at lære. En række, måske mange, bistandsaktiviteter har ikke indfriet forventningerne og måske endda slået fejl, helt naturligt.

Desværre har udviklingsbistandsmiljøet sjældent være gode til at fremhæve fejl og reflektere over læringen fremadrettet. Netop derfor ville det klæde en verdensmester at blotte sig på en konstruktiv og fremadrettet måde.

Modtagerne fra Syd: “Du er ikke alene” var også en landeplage i 1978, og jeg savner her mere eksplicit og systematisk inddragelse af stemmer fra Syd, der fortæller om dansk udviklingsbistand, og særligt hvordan de ser på udviklingsbistanden.

På den måde kunne man have tydeliggjort, hvordan mennesker i Syd er aktive handlende og ikke bare passive modtagere af vores bistand.

Fremtidsperspektiver: Et tredje aspekt, som jeg savner, er perspektiver på fremtidens bistand. Hvor er dansk udviklingsbistand om 10, 20 måske 40 år?

Igen ville det være forfriskende, hvis vi fik perspektivet på fremtidens bistandssamarbejde fra både giver og modtagere. Det kunne samtidig give bud på indsatser i forhold til nogle af tidens og fremtidens store udfordringer som klima, fattigdom, migration og andre demografiske forhold, verdensorden, regeringsførelse og mange flere.

For at blive i musikkens verden afrunder jeg med et CV Jørgensen-citat:

”For nu at runde balladen af & løse dens gåde
er det oplagt at min fantasi ikke vil ku' hjælpe dem noget
men gemt mellem alle disse linier
sku' det stå klart for enhver.
at skønskriften på væggen falmer
eller erstattes af ulæselige kragetæer.”

Dokumentation

Debat om bistandsprocentens 40-års jubilæum: Tid til lykønskning eller opsang?

Uden afbrydelser har Danmark nu i 40 år levet op til det skelsættende 0,7-procents-mål, som er FN's anbefaling til minimumsniveauet for udviklingsbistand. 

Derfor spørger Altinget et panel af forskere, ngo'er og politikere, der alle har deres vinkel på dansk udviklingsbistand, bistandsprocenten og dens historie:

Er det tid til lykønskninger eller opsang? Og hvad betyder det, om udviklingsbistanden er på 2, 1 eller 0,7 procent?  

Du er velkommen til at bidrage til debatten. Skriv til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stig Jensen

Lektor, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), ph.d. (Roskilde Uni.)

0:000:00