Debat

Alternativet: Brug ngo’ers ekspertise i nye partnerskaber

DEBAT: Eksperter i udviklingsbistand findes i ngo’erne. Derfor skal de inddrages som rådgivere og beskyttes mod skiftende politik, mener Ulla Sandbæk fra Alternativet.

Nye rammeaftaler må ikke blive en strømligningsøvelse, skriver Ulla Sandbæk fra Alternativet.<br><br>
Nye rammeaftaler må ikke blive en strømligningsøvelse, skriver Ulla Sandbæk fra Alternativet.

Foto: Folketinget
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Sandbæk
Udviklingsordfører for Alternativet

I Alternativet mener vi, at der er god ræson i, at man laver nye rammeaftaler med udviklingsorganisationerne, når vi skal leve op til de nye 17 verdensmål.  

De nye partnerskabsaftaler skal sikre, at udviklingspolitikken ikke stikker i alle mulige retninger, og de skal sikre en solid grobund for et bedre samarbejde mellem civilsamfundet, regeringen og virksomhederne.

Hver for sig vil ingen af os kunne levere fuldstændigt på de 17 bæredygtighedsmål. Men hvis vi bliver endnu bedre til at samarbejde på tværs af de forskellige sektorer, har vi en god chance for at kunne gøre det.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send en mail til [email protected].

Inddrag ngo’ers ekspertise
Når det er sagt, er det imidlertid utrolig vigtigt, at vi fra politisk side får inddraget udviklingsorganisationerne i udarbejdelsen af de nye partnerskabsaftaler, for de er om nogen eksperter på, hvordan vi får den bedste udvikling for vores bistandsmidler.

Derfor har jeg også med stor interesse fuldt ngo’ernes indlæg i debatten om fremtidens udviklingsorganisationer her i Altinget og vil tage deres tanker med videre.

Ngo'er skal fortsat have frihed til at være innovative på deres områder.

Ulla Sandbæk, udviklingsordfører for Alternativet

Det store spørgsmål bliver jo, hvor det gyldne snit i aftalerne skal ligge i forhold til, hvad ngo’erne skal levere på.

Fra Alternativets side vil vi især være obs på, at de nye rammeaftaler ikke må blive en strømligningsøvelse af udviklingsorganisationerne.

Ngo'er er vagthunde og pionerer
Udviklingsorganisationerne skal fortsat have frihed til at være innovative på deres områder samt være til stede i de dele af verden, som de vurderer, har stor betydning for sikring af levering på verdensmålene.

Udviklingsorganisationerne har en lang og glorværdig karriere i at agere vagthunde over for os politikere, og de har taget teten og er gået forrest på områder, hvor det politiske system har været mere fodslæbende.

Denne rolle for udviklingsorganisationerne ønsker vi for alt i verden at fastholde, da den er nødvendig for, at vi kan skabe en mere lige og retfærdig verden.

Og så er det vigtigt at fastslå, at der skal være taget højde for i partnerskabsaftalerne, at vi i Danmark har nogle ngo’er, som har forskellige arbejdsområder og kompetencer, og derfor ikke kan måles ens, når man skal vurdere effekten af deres arbejde.

Løsninger via nye samarbejder
Der skal også være plads til, at ngo’er kan indgå i forskellige samarbejder med den private sektor. Ngo’erne er en helt central spiller i virksomhedernes involvering i udviklingspolitikken.

Vi ønsker derfor gunstige rammer for, at ngo’er kan indgå i fjerde sektor-samarbejder, hvor det private, ngo’erne og det offentlige kan indgå i partnerskaber om at levere løsninger på de problemer, som lokalsamfundene i udviklingslandene står over for.

Med en styrkelse af den private sektor i udviklingspolitikken er det vigtigt, at der støttes op om, at ngo’er også kan indtage en rådgivende rolle, så virksomhedernes engagement i udviklingslandene sker på en social ansvarlig måde.

Beskyt ngo’er mod skiftende politik
De nye partnerskabsaftaler bør også sikre, at udviklingsorganisationerne får langsigtede bevillinger, som er fagligt funderede.

Vi skal søge at undgå, at udviklingsorganisationerne bliver ofre for nye politiske vinde og pludselig ser deres bevillinger forsvinde, så de må lukke deres programmer, inden de rigtigt når at gå i gang og kan se resultaterne af deres arbejde.

Samtidigt skal der dog også være en vis fleksibilitet, så det bliver muligt at reagere på nye opstående kriser, for vi lever i en foranderlig verden, hvor der kan blive behov for at justere fokus for det udviklingspolitiske arbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Sandbæk

Fhv. MF (ALT), fhv. MEP (Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen), pastor emerita (Birkerød 1974-2004)
cand.theol. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00