Alternativet: Større ambition for verdens fattige

Af Ulla Sandbæk (ALT)
Udviklingsordfører for Alternativet

Regeringen kom i juni med et udkast til en ny udviklingspolitik. Den ses nu udmøntet i regeringens forslag til finanslov. Helt generelt bliver udviklingsbistanden mindre til dem, der rent faktisk har brug for den, nemlig udviklingslandene og verdens allerfattigste.

Regeringen har desværre valgt at fastholde det historisk lave beløb til den langsigtede udviklingsbistand og til bekæmpelse af klimaforandringer. Når man tager i betragtning, at det er regeringens mål at dæmme op for flygtningestrømme og migration, virker det unægteligt meget kortsigtet.

Der er især to aspekter af strategien, der vækker bekymring: Den private sektors rolle i forvaltning af dansk udviklingsbistand og et uhensigtsmæssigt stort fokus på migrationshåndtering.

Strategien lægger op til en øget involvering af flere danske aktører, herunder erhvervslivet i udviklingsarbejdet. Det hilser jeg velkommen, for så vidt der ikke – som jeg godt kan frygte – bliver lagt større vægt på at styrke danske interesser end udviklingslandenes behov.

Et klart fokus for socialt ansvar
Der er ganske rigtigt brug for at skabe arbejdspladser, at afprøve innovative modeller og nye finansieringsmodeller. Men strategiens vægtning og inklusion af erhvervslivet bekymrer mig på en række områder:

Der er især to aspekter af strategien, der vækker bekymring: Den private sektors rolle i forvaltning af dansk udviklingsbistand og et uhensigtsmæssigt stort fokus på migrationshåndtering.

Ulla Sandbæk, udviklingsordfører for Alternativet

Strategien foreslår fire kriterier for at vurdere, om vi har interesser på spil, herunder dansk handels- og investeringspotentiale. Naturligvis vil den private sektor have interesser forbundet med at deltage, men det må ikke lægges til grund for vores udvælgelse af indsatser og programmer.

Jeg savner desuden et klarere fokus på og inkorporering af virksomheders sociale ansvar. Det skal gøres helt tydeligt, at vi tager ansvarlig virksomhedsadfærd meget alvorligt – herunder brud på folkeretten, korruption, miljøødelæggelser, arbejdsulykker og skatteunddragelse.

Det skal indskrives i strategien, at danske virksomheder skal vise respekt for menneskerettighederne i deres verdensomspændende aktiviteter. Det er desuden ikke nok, at kun virksomheder holdes til ansvar. Det er afgørende, at staters ansvar for virksomheder også indskrives.

Jeg frygter helt grundæggende, at økonomisk diplomati herunder dansk investeringspotentiale og eksporthensyn vil få uforholdsmæssig stor indflydelse på udvælgelse af lande og indsatsområder.

Jeg savner, at strategien gør det helt tydeligt, at kommercielle hensyn ikke får forrang i forhold til hensynet til udviklingsmålene.

For lidt fokus på ulighedsforhold
Strategien kunne med fordel fremhæve behovet for bæredygtigt iværksætteri og afprøvning af eksperimenterende dynamiske forretningsmodeller. Jeg så gerne mere fokus på støtte til entreprenante ideer og partnerskabsmodeller. Flere NGO’er rapporterer lige nu om stor succes med nye former for iværksættere og mikroøkonomi i nærområderne. Dem så jeg gerne inddraget og fremhævet.

Jeg finder det desuden uhensigtsmæssigt, at migrationshåndtering og bekæmpelse har fået så central placering i strategien. Der er simpelthen for lidt fokus på de ulighedsforhold, krige og kriser, der skaber migration og for meget fokus på bekæmpelse og tilbagesendelse.

Vi er ikke imod fokus på migration i udviklingsindsatsen, men vores midler skal først og fremmest afhjælpe årsagerne til migration og styrke humanitære indsatser, der hjælper og støtter flygtninge og migranter i nød. Vi skal beskytte ofre for krig og gøre det mere attraktivt for potentielle migranter at blive i deres hjemland.

Fordelingen af midler bekymrer mig også. Danmark er nu selv den største modtager af dansk udviklingsbistand. OECD har ud fra bestemte kriterier besluttet, at et land - inden for de 0,7 procent af BNI, som OECD opfordrer medlemslandene til at afsætte til udviklingsbistand - godt må bruge en del af pengene på modtagelse af flygtninge.

Har en masse ideer
Regeringen har hidtil fortolket OECD’s retningslinjer meget lemfældigt. Nu har regeringen valgt at tolke OECD’s retningslinjer for, hvad man kan bruge bistandsmidlerne til, endnu mere kreativt.

Regeringen foreslår på finansloven, at endnu flere udgifter til håndtering af asylansøgere i Danmark finansieres via udviklingsbistanden. Man har konkret identificeret flere udgiftsområder til håndtering af asylansøgere i 2017, der i henhold til dansk fortolkning af OECD-reglerne kan medregnes som udviklingsbistand.

Det inkluderer præ- og postasyludgifter i Danmark, herunder repatriering, kommunale services og udgifter til sekretariatsbistand til Flygtningenævnet. Når regeringen taler så meget om, hvad asylansøgere koster vores samfund, nævner den ikke med et ord, at midlerne tages fra udviklingsbistanden og rettelig burde gå til udviklingslandene.  

Jeg mener slet ikke, at udgifter til håndtering af asylansøgere i Danmark bør tages fra bistanden. Det eneste forsvarlige er, at udviklingsmidlerne ubeskåret bruges til udvikling og reelle humanitære indsatser. Derfor kan jeg kun beklage og atter forundres over den kurs, regeringen lægger for dagen.

I Alternativet glæder vi os til at snakke om Danmarks fremtidige udviklingspolitik. Vi har en masse ideer til, hvordan vi får gjort den bedre ud fra vores vision om, at Danmark ikke bare skal være det bedste land i verden, men det bedste land for verden.