Debat

Alternativet om private partnerskaber: Slip kreativiteten løs

DEBAT: Vi skal være åbne for forskellige modeller for partnerskaber. Og ngo'er og virksomheder skal trække på hinandens viden, skriver udviklingsordfører Ulla Sandbæk (ALT).

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Sandbæk
Udviklingsordfører for Alternativet

I Alternativet har vi den meget ambitiøse ambition at gøre Danmark ikke bare til det bedste land i verden men også til det bedste land for verden. Blandt andet ved hjælp af vores udviklingspolitik. 

Både i forhold til opfyldelsen af FN’s bæredygtighedsmål og med den fornyligt indgåede aftale om en ny udviklingsstrategi, som vi er del af, står det klart, at den private sektor skal spille en større rolle i udviklingspolitikken, hvis blandt andet FN’s 17 bæredygtighedsmål skal opfyldes inden 2030.

Det helt store spørgsmål er jo, hvordan gør vi det så?

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Se forskellighederne
Jeg vil ikke her udstikke en stor forkromet model for, hvordan det kan gøres. For det første fordi, der er forskere, ngo'er og virksomheder, som har langt større erfaring med dette, end jeg har. For det andet fordi, der kan være mange forskellige modeller for, hvordan disse partnerskaber kan fungere og være til gavn for udviklingslandene.

Der er ikke nemlig ikke en one-size-fits-all-model for dette, som vi kan proppe ngo'er og den private sektor ned i, fordi ngo'er og den private sektor er vidt forskellige og har vidt forskellige kompetencer. 

For Alternativet er den private sektors involvering i udviklingspolitikken betinget af, at virksomhederne udviser samfundsansvar og følger både ILO’s, FN’s og OECD’s retningslinjer for god virksomhedsadfærd.

Ulla Sandbæk
Udviklingsordfører for Alternativet

Udvis samfundsansvar
Fra politisk side kan vi derimod udstikke nogle forskellige retningslinjer, som partnerskaberne skal lægge sig inden for. Her er det vigtigt at slå fast, at for Alternativet er den private sektors involvering i udviklingspolitikken betinget af, at virksomhederne udviser samfundsansvar og følger både ILO’s, FN’s og OECD’s retningslinjer for god virksomhedsadfærd.

Ligeledes skal samarbejdet være båret af en bæredygtig udvikling med fokus på både den økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinje. Disse faktorer er nemlig vigtige, hvis vi skal skubbe på den bæredygtige udvikling i udviklingslandene. 

Når det så er sagt, så handler det jo helt grundlæggende om, at der bliver lavet nogle samarbejder ngo'erne og den private sektor imellem, hvor de formår at spille hinanden gode hver især, og hvor man gør brug af hinandens unikke viden og specifikke kompetencer.

Brug hinanden
Den private sektor kan eksempelvis nyde godt af ngo’ernes ekspertise og faglige viden om de lokale samfund i udviklingslandene. Den private sektor kan samtidigt også bruge ngo'erne som en kritisk sparringspartner, som kan holde virksomhederne i ørerne og netop sørge for, at virksomheder agerer med respekt for internationale retningslinjer i udviklingslandene og har fokus på alle tre bundlinjer. 

Ngo’erne kan på deres side eksempelvis nyde godt af virksomhedernes ekspertise inden for, hvordan lokalsamfundene kan styrkes til at udnytte markedsmuligheder både globalt og i deres egne lande, og dermed støtte op om det lokale iværksætteri.

Slip kreativiteten løs
Det er vigtigt, at der også bliver plads til at eksperimentere og afprøve nye værktøjer i samspillet mellem ngo’erne og den private sektor. Der skal nemlig skabes rum til kreativitet, så vi hele tiden kan skabe nye og forbedrede samarbejdsformer ngo'erne og virksomhederne imellem.

For som sagt, der er ikke et one-size-fits-all-samarbejde mellem ngo’er og den private sektor, og hvis vi skal skabe nogle succesfulde samarbejder, som vil være til gavn for udviklingslandene, så skal kreativiteten og innovationen slippes løs, og vi skal gå til det med et åbnet sind.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Sandbæk

Fhv. MF (ALT), fhv. MEP (Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen), pastor emerita (Birkerød 1974-2004)
cand.theol. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00