Andreas Kamm om kvoteflygtninge: Vi bør tage ansvar

Af Andreas Kamm
Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

De fleste politikere taler varmt om kvotesamarbejdet med UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat.  Dette samarbejde har betydet, at Danmark har inviteret 500 flygtninge til landet hvert år – en række andre lande har gjort noget tilsvarende.

Sidste år skrev vores regering under på New York Deklarationen under FN’s topmøde; der indeholdt en forpligtigelse til at styrke kvotesamarbejdet. I denne uge er der igen generalforsamling i FN. Man kunne ønske, at vores politikere deltog på baggrund af en styrkelse af de globale redskaber for fordelingen af flygtninge.

Men i stedet svækker man FN-systemet og svigter de svageste flygtninge med regeringens oplæg til, at vi i fremtiden ikke vil forpligte os til at modtage kvoteflygtninge.

I en verden, hvor det er vanskeligt at skabe fair løsninger på flygtningeområdet, er UNHCR’s fordeling af kvoteflygtninge det tætteste, vi kommer på et ordentligt og solidarisk fordelingssystem. Et system til gavn for de modtagende lande (der kan planlægge modtagelsen), til gavn for nærområderne (der får lettet byrden af nogle af de mennesker, der er udsatte i flygtningelejrene) og ikke mindst til gavn for de svageste flygtninge (der får en reel beskyttelse uden at skulle ty til menneskesmuglere og de dødsensfarlige rejser hen over Middelhavet).

Dårligt signal til resten af verden
Kvoteordningen er en frivillig ordning, og den hviler derfor på de enkelte landes bidrag til FN-systemet. Men det kræver, at landene står ved deres kvoter. Der er mange lande, der modtager flere flygtninge end Danmark. I Uganda har de nu 1 million flygtninge fra Sydsudan og er i løbet af året blevet det afrikanske land med flest flygtninge.

500 kvoteflygtninge svarer til én ekstra medborger per 10.000 indbyggere

Andreas Kamm
Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

Libanon er stadig det land i verden med flest flygtninge i verden i forhold til indbyggertallet. Bangladesh har den sidste måned modtaget 400.000 flygtninge fra Myanmar. Hvordan skal vi overbevise andre lande om, at de skal give beskyttelse til store flygtningetal, hvis ikke et rigt land som Danmark kan klare 500 kvoteflygtninge i en tid med faldende asyltal?

Danmark bør tage ansvar
Det bliver sagt, at vi i Danmark ikke har plads og råd til kvoteflygtningene. Men 500 kvoteflygtninge svarer til én ekstra medborger per 10.000 indbyggere. Eller at hver kommune i gennemsnit skulle finde plads til fem mennesker. Det ville kunne gøres planlagt og forudsigeligt, så kommunerne netop havde mulighed for i god tid at finde en fornuftig løsning – til gavn for flygtningefamilien og til gavn for kommunen. 

Antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark for tiden, er det laveste i mange år. Derfor bør vi også tage vores del af ansvaret for kvoteflygtningene – ikke mindst, når vi i Europa på mange andre måder gør, hvad vi kan for at begrænse mulighederne for, at verdens mange fordrevne kan søge beskyttelse her.

Det ville vise, at Danmark tager ansvar. Det ville styrke snarere end at svække FN-systemet. Og måske allervigtigst; det ville gøre en afgørende forskel for de mennesker, som kunne få beskyttelse i Danmark.