"Bistandens størrelse er et mærkeligt mål"

Sådan lød det igen fra Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i Folketinget, efter at han lige havde stået til regnskab i sagen om nye, belastende bilagssager overfor Venstres folketingsgruppe.

"At Lars Løkke Rasmussen siger sådan i en situation, hvor han er allermest groggy, viser, at de internationale forpligtelser for ham er lig med målet om 0,7 procent. Han glemmer de klimaforpligtelser, som han selv var med til at vedtage ved Københavns-topmødet," siger Poul Engberg-Pedersen og fortsætter:

"Men bistandsmålet har egentlig også haft en forbløffende overlevelseskraft." 

Poul Engberg-Pedersen sidder som den nordiske repræsentant i en håndplukket ekspertgruppe på 15 personer, der om få uger afleverer sine anbefalinger til, hvordan blandt andet den over 50 år gamle definition af bistand bør se ud i fremtiden.

Ny definition på vej
Anbefalingerne er en del af en proces i OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC), hvor medlemslandene skal beslutte en ny definition, der også jævnligt bliver debatteret i Danmark i forhold til, om f.eks. udgifter til asylansøgere i Danmark skal tælles med eller ej.

"Selv om alle lande gav 0,7 procent i bistand, ville vi stadig ikke kunne fjerne al fattigdom og løse klimaudfordringerne. Det er et tilfældigt mål sat af det internationale samfund, som man med mange krumspring - som f.eks. at inddrage lån og administrationsudgifter - forsøger at give større volumen. Det er en hel industri."

Man bliver målt på, hvor mange penge man giver ud. Det er jo svært at forestille sig offentlige styrelser eller virksomheder, der måler sin succes på sine udgifter fremfor sine resultater.

Poul Engberg-Pedersen
...

Poul Engberg-Pedersen, der tidligere var administrerende direktør for International Union for Conservation of Nature (IUCN) og generaldirektør for det norske svar på Danida, Norad, mener, at bistandsmålet i bund og grund giver et skævt fokus i debatten om bekæmpelse af fattigdom og globale problemer.

"0,7-målet er egentligt et mærkeligt mål. Målet giver et sammenligningsgrundlag mellem donorerne, men man måler ikke kvalitet, resultater og virkninger i ulandene. Man bliver målt på, hvor mange penge man giver ud. Det er jo svært at forestille sig offentlige styrelser eller virksomheder, der måler sin succes på sine udgifter fremfor sine resultater," siger han.

Start forfra
Poul Engberg-Pedersen mener, at man i stedet bør starte forfra med spørgsmålene: Hvorfor giver vi bistand? Og hvad vil vi gerne opnå?

"Problemet med al bistand er, man starter hjemme i andedammen og derudfra beslutter bistandens størrelse og anvendelse. I stedet for at starte med at sige, hvad vi vil påvirke, støtte og opnå. Og så derfra bevæge sig fremad," siger han.

Definitionen af udviklingsbistand har ikke ændret sig siden 70'erne og har derfor ifølge Poul Engberg-Pedersen ikke fulgt med et markant ændret verdensbillede.

50 lande er siden da blevet så rige, at de ikke længere betragtes som udviklingslande. Men samtidig er der kommet mange nye til, så der i dag stadig er 148 lande på listen over lande, der kan modtage udviklingsbistand.

"Listen inkluderer lande som Kina, Brasilien og Tyrkiet, der jo burde kunne klare sig selv. Når bistanden på verdensplan er relativt lille, er det absurd at forestille sig, at man f.eks. kan gøre meget ved den store fattigdom i Indien med bistanden," siger Poul Engberg-Pedersen og fortsætter:

Og derfor mener han, at man bør skære kraftigt ned på listen af lande, så det meste af staternes udviklingsbistand bliver målrettet de allerfattigste og mest skrøbelige stater.

"Det er vigtigt, at vi tager diskussionen om formålet med bistanden. Jeg mener, at vi bør målrette bistanden til verdens mest fattige og sårbare lande. Men vi skal samtidig være åbne overfor at gøre noget ved de fælles globale problemer som klimaforandringer, naturkatastrofer, korruption og menneskehandel," siger han.

Katalytisk bistand
Hvis bistand skal bruges i store mellemindkomstlande som Indien og Indonesien, skal det ifølge Poul Engberg-Pedersen være, fordi den hjælper til at bekæmpe fælles globale udfordringer.

"For mig er rationalet bag bistand fortsat humanitært og solidarisk. Men bistand er samtidig det offentlige instrument, der er mest effektivt overfor globale problemer indenfor blandt andet klima, rettigheder og sundhed," siger han og fortsætter:

"Bistand kan ikke klare alle problemer. Men hvis man kan bruge den mere katalytisk i mellemindkomstlande ved at sætte gang i nogle store og rigtige processer i forhold til de globale udfordringer, er det i orden at bruge bistanden her, fordi det kommer alle til gavn."

Han peger i den forbindelse på, at Norge for få år siden pludselig brugte flest bistandskroner i Brasilien. Det skete, fordi man støttede landet med at bekæmpe fældningen af regnskoven, hvilket gavner det globale klima.

"Udover at fældning af regnskov udgjorde en stor andel af CO2-udslippet på verdensplan, var indsatsen også god for biodiversiteten og de fattige i områderne omkring regnskoven. Det er en måde at arbejde katalytisk," siger Poul Engberg-Pedersen.

Nye pengestrømme
I 60'erne udgjorde udviklingsbistanden ca. 50 procent af pengestrømmene (netto) fra i- til u-lande, mens den i dag udgør ca. 20 procent af strømmene til lavindkomstlandene. Det viser ifølge Poul Engberg-Pedersen, at bistanden på mange måder er blevet "marginaliseret".

I Danmark diskuteres det ofte, hvad der egentlig skal tælles med som bistand. Det gælder f.eks. flygtningeudgifter, der nåede rekordhøjder i Danmark med over en mia. kr. i 2013. Men det er ifølge Poul Engberg-Pedersen et forkert udgangspunkt.

"Der bliver det en spøgelsesdiskussion, fordi de udgifter vil blive afholdt alligevel. Der er blevet et så stort fokus på de 0,7 procent, at debatten hurtigt kommer til at dreje sig, om ting ligger inden eller uden for bistandsdefinitionen. Det er kun vigtigt i forhold til en sammenligning med andre donorlande," siger han.

Det samlede offentlige Danmark
I samme ombæring påpeger han, at andre internationale forpligtelser - som f.eks. de ekstra milliarder, som blev lovet i forbindelse med COP15 i København til udviklingslandenes kamp mod klimaforandringerne - ofte bliver glemt.

Der er altså behov for at tage udgangspunkt i en ny måde at se på, hvordan vi støtter op om globale problemer og fattigdom. Derfor foreslår Poul Engberg-Pedersen at inddrage en række nye pengestrømme som f.eks. filantropi, offentligt/privat-samarbejde, garantier og offentlige lån i den nye definition af det bredere udviklingssamarbejde.

"Det vil være et bedre mål, fordi det i højere grad viser, hvor meget det samlede offentlige Danmark gerne vil slås mod de globale problemer," siger han og fremhæver andre positive effekter af en bredere forståelse af udviklingssamarbejdet:

"En bredere definition vil give større incitamenter for f.eks. regeringer at tænke ud af boksen og i højere grad samarbejde med filantroper som Bill Gates eller pensionskasser om investeringer i udviklingslande. Det vil give en større effekt på sigt."

Kina og nye vækstøkonomier skal med
Samtidig giver indsatsen mod globale problemer mulighed for at styrke dialogen med lande som Kina, Rusland og Brasilien, der afviser begrebet udviklingsbistand.

"For dem udspringer begrebet af vestens imperialistiske historie, hvor der er en giver og en modtager - altså en kolonimagt og en koloni. De har til dels også et solidarisk afsæt for deres udviklingssamarbejde, men de investerer i høj grad i udviklingslande for at få udenrigspolitisk indflydelse og adgang til ressourcer," siger han.

Men landene er vigtige at få på banen, fordi de f.eks. i Afrika har relativt store investeringer, der ellers ikke bliver karakteriseret som bistand.

"Hvis man udvider forståelsen af, hvad bistand og internationalt udviklingssamarbejde er, vil det være nemmere at etablere en debat om, hvor meget de bidrager til bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom. Vi skal i det hele taget blive bedre til at inddrage andre aktører i bekæmpelse af fattigdom og globale problemer," siger Poul Engberg-Pedersen.

Et andet og lige så vigtigt formål er at inddrage alle samfundsaktører i udviklingssamarbejdet, siger han:

"Bistanden skal bruges katalytisk også til at få private virksomheder, pensionskasser og cilvilsamfundet inddraget i arbejdet med fattigdomsbekæmpelse og de globale udfordringer. Derfor må Danmarks internationale forpligtelser gå længere end bistanden."

Politisk svært
Han forventer, at ekspertgruppen vil foreslå fastholdelse af opgørelsen af staternes udviklingsbistand under DAC-definitionen - dog med ændringer - samt udvide med en ekstra ramme, der medtager de nye pengestrømme og indsatser mod globale problemer.

Men selv om han foretrækker en bredere forståelse af bistand, tøver han med at droppe målet på 0,7 procent til udviklingsbistand.

"Målet har vist sig at være meget effektivt I nogle lande. Samtidig tror jeg ikke, at det er muligt at få et højere, kvantificerbart mål, der kan holde lige så længe som 0,7-målet. Jeg tror ikke, at politikerne vil være med," siger han.

Når ekspertgruppen afleverer sine anbefalinger i slutningen af juni, kommer de til at indgå i den politiske proces blandt medlemmerne af OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC), der skal lede frem til en ny definition af udviklingsbistand.