CARE: Eksportér Folkemødet til udviklingslande

Sammenhængende politikker kræver et globalt tankesæt, og derfor skal vi væk fra snævre egeninteresser i bistanden.

Egeninteresser fylder for meget, når Danmark skruer op for eksportfokus i bistanden med åbning af kontorer i kraftøkonomierne Nigeria og Indien.

Det er lande med overskud i landbrugsproduktion, men stort underskud på demokrati. Derfor skal vi eksportere den demokratiske samtale frem for landbrugsvarer, de selv kan producere.

Folkemødet er den oplagte danske eksportsucces.

Forstummet demokratisk samtale
Folkemødet på Bornholm har fyldt i medier og i danskerens bevidsthed de seneste par døgn.

Journalisterne har forsøgt at spotte politiske udmeldinger, lobbyisterne har drukket fadøl med de indflydelsesrige, og danskerne har diskuteret politisk indhold og form. Den demokratiske samtale har fyldt godt op i sommerlandet.

Det demokratiske underskud får problemerne til at hobe sig op i udviklingslande, fordi politikker udformes uden inddragelse af store dele af befolkningen.

Marianne Haahr
Kommunikations- og Advocacychef i CARE Danmark

Til trods for at mange debatter har haft et nationalt fokus, så har folkemødet meget at byde på set i et internationalt perspektiv.

Den korte vej fra politiker til borger, både i forhold til at tale om problemer og løsninger, ses sjældent i udviklingslande i samme grad som de seneste par dage på solskinsøen.

Alvorlige problemer
Det demokratiske underskud får problemerne til at hobe sig op i udviklingslande, fordi politikker udformes uden inddragelse af store dele af befolkningen. Et eksempel er mejerisektoren.

I Vestafrika beskæftiger landbruget langt størstedelen af arbejdsstyrken. Mange bønder holder husdyr og producerer mælk til eget forbrug og til markedet, så de kan skaffe penge til at brødføde familien. I Sahel-landene er arbejdet som mælkebonde ikke et valg, men den eneste mulighed for indtjening.

Landene grænser op til Sahara, og størstedelen af arealet kan kun bruges til kvægopdræt, da jorden er for sandet og nedbøren for sparsom til, at afgrøder kan gro. I regionen er tyve millioner mennesker lige nu berørt af sult, fordi de ikke har råd til at købe mad.

Salg af mælk kan give dem den fornødne indkomst til at løfte familien gennem krisen, men det er ikke en mulighed. Mælken når aldrig til markedet, da den bliver sur på vejen. Til trods for at det er lande fulde af kvæg, findes der nemlig hverken en politik eller handlingsplan for mejerisektorudvikling.

Staten interesserer sig så lidt for bønderne, at de er chanceløse med deres mælk i den bagende sol. Resultatet er, at mælken ryger i folden og indtjeningsmuligheden lige så.

Fattige taber på handel uden høring 
Det ligger snublende nært at tilbyde bønderne dansk teknologi til at løse deres problem med sur mælk. Det løser givetvis dele af problemet på kort sigt, men går ikke til sagens kerne. Den handler om, at parlamentsmedlemmer hverken interesserer sig for eller forstår bøndernes virkelighed.

Mange parlamentsmedlemmer er født og opvokset i byerne, som en del af en intellektuel elite med en anden kultur, livsstil og andre typer af problemer end bønderne på landet.

Den politiske samtale føres i byerne fremfor i øjenhøjde med bønderne på landet. Deltagerne i den politiske samtale er donorer, erhvervsliv og by-eliten. Konsekvensen er politikker, som ikke tilgodeser størstedelen af befolkningen.

For mejerisektoren betyder det, at der i et land som Niger hverken er en national strategi eller penge på finansloven til støtte småbønders mejeriproduktion.

Til gengæld er der snublende lav importbeskatning på mælkepulver udefra, som mætter en urbanbefolkning og skaffer indtjening til bønder i andre dele af verden.

Alt imens bønderne på landet ikke kan komme af med deres mælk med sult til følge. For at løse problemet er der behov for en klar bondestemme helt ind i parlamentet, og en bistandspolitik som støtter op herom.

Bistand skal tænkes globalt
Den type rum, som Folkemødet skaber, er der akut brug for i de lande, vi leverer dansk bistand til. Rum som bryder med tendensen til en demokratisk samtale blandt særligt indbudte.

Ingen donor påtager sig den opgave for tiden, da alle har rettet blikket samme vej. I retning mod erhvervslivet. Det er en modig rolle at spille, og den er helt oplagt for Danmark.

I kølvandet på Bornholm bør det være en samtale, ikke kun for Asiatisk Plads, men ude i befolkningen, om Danmark skal gribe bolden fra Bornholm og kaste den ud i verden. Det vil bane vejen for formuleringen af politikker i modtagerlandene, som i højere grad afspejler befolkningens interesser bredt.

Dermed vil landene være bedre rustet til at takle donorer, som kommer anstigende med egne interesser under armen ved at stille krav.