Danmark sender flere soldater til Afghanistan

MILITÆRINDSATS: Danmark øger antallet af soldater i Afghanistan samt fastholder sin million-støtte til afghanske styrker.

Forsvarsministeren besøger de danske soldater i Afghanistan 11. marts 2016. 
Forsvarsministeren besøger de danske soldater i Afghanistan 11. marts 2016. Foto: Forsvarsministeriet
Emma Qvirin Holst

Den danske indsats skal styrkes i Afghanistan, og derfor sender Danmark nu flere soldater til landet.

Det oplyser forsvarsminister Peter Christensen (V) i en pressemeddelelse, efter regeringen har rådført sig med Udenrigspolitisk Nævn ved et møde tirsdag.

Forsvarsministeren fremhæver den forskel, de danske styrker allerede har gjort i Afghanistan. Men sikkerhedssituationen er stadig udfordret, lyder det.

"Danmark står sammen med vores allierede – klar til at tage vores ansvar, udvise fleksibilitet og tilpasse vores indsats i lyset af NATO-prioriteter og udviklingen på landjorden. Det gør vi for at fastholde og fortsætte de fremskridt, som allerede er opnået i Afghanistan," siger Peter Christensen.

Derfor øger regeringen indsatsen yderligere med cirka 16 soldater, der vil blive centreret omkring Kabul. De vil ligesom de nuværende omkring 80 soldater, der allerede er i Afghanistan, løse opgaver med rådgivning, støtte og træning af de afghanske sikkerhedsstyrker.

Ud over flere soldater fastholder Danmark sin støtte på 100 millioner kroner årligt til de afghanske sikkerhedsstyrker til og med 2020.

”Vi har besluttet at fortsætte finansieringen af de afghanske sikkerhedsstyrker til og med 2020 og øge bidraget til NATO’s træningsmission i landet. Det er nødvendigt, at vi sammen med det internationale samfund bliver ved med at støtte Afghanistan, så landet kan komme på fode og bekæmpe terroristerne," siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) i en pressemeddelelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00