Dansk Mode & Textil: Åbne leverandørkæder skaber ikke bæredygtighed

Af Pia Odgaard
CSR-chef, Dansk Mode & Textil

I et debatindlæg på Altinget 18. maj kunne man læse, at Klaus Melvin Jensen fra Clean Clothes Campaign Danmark mener, at åbne leverandørkæder er en afgørende forudsætning for en bæredygtig udvikling.

Men åbne leverandørkæder løser i sig selv ikke noget. Det betyder blot, at det er muligt for alle at se, hvor en given virksomhed får produceret sine varer – men de udfordringer, der ligger i at sikre en bæredygtig udvikling, løses ikke på denne måde.

Samarbejde er nøglen til bæredygtighed
For at sikre bæredygtighed skal der meget mere til. Det kræver en samlet indsats fra virksomheder, myndigheder, NGO’er, fagforeninger og ikke mindst regeringer. Når det er sagt, afviser Dansk Mode & Textil ikke, at der med tiden - som en naturlig udvikling - vil komme mere åbenhed om, hvilke leverandører der sources fra. De overordnede samfundstendenser peger entydigt i retning af langt større transparens, og den udvikling påvirker også erhvervslivet. Men det er ikke åbenheden i sig selv, der resulterer i en bæredygtig udvikling.

Når Klaus Melvin Jensen påstår, at mere åbenhed kunne have forhindret Rana Plaza og en række andre katastrofer, og dermed reddet mange liv, må det bero på en misforståelse af, hvad der reelt skal til for at forhindre ulykker som disse.

Pia Odgaard
CSR-chef, Dansk Mode & Textil

Virksomheder løser en fundamental samfundsopgave med at skabe jobs og beskæftigelse. Med outsourcet produktion bidrager tekstilbranchen samtidig til, at der skabes arbejdspladser i udviklingslande som f. eks. Bangladesh. Dette har på forbløffende kort tid løftet mange millioner mennesker ud af absolut fattigdom. Som de nye Sustainable Development Goals understreger, er samhandel, forretningsdrift, skabelse af arbejdspladser og samarbejde nogle af de vigtigste faktorer for at drive en positiv udvikling i udviklingslande.

Og netop gennem samarbejde med leverandører kan danske virksomheder aktivt bidrage til bæredygtig udvikling. Virksomhederne arbejder inden for rammerne af UN Global Compact med at forbedre arbejdsforhold, forhindre negativ indflydelse på menneskerettighederne, skabe sikre arbejdspladser, beskytte miljøet og bidrage til ressourceminimering og ikke mindst sikre god forretningsskik.

Virksomheder påtager sig et stort ansvar
Når Klaus Melvin Jensen påstår, at mere åbenhed kunne have forhindret Rana Plaza og en række andre katastrofer og dermed reddet mange liv, må det bero på en misforståelse af, hvad der reelt skal til for at forhindre ulykker som disse.

De fleste udviklingslande er præget af dårlig regeringsførelse, ingen regulering eller manglende opfølgning, et umodent arbejdsmarked og udbredt korruption. Tilsammen udgør det et stort kompleks af problematikker, som der skal flere stakeholdere til at løse – hver for sig og i samarbejde.

FN har med UN Guiding Principles netop defineret, hvad der er virksomheders ansvar, og hvad der er regeringers opgave, når det kommer til at beskytte menneskerettighederne og sikre en bæredygtig udvikling. Virksomheder er forpligtet i forhold, der har med deres forretning at gøre, og har derfor et stort ansvar, når de sourcer i fattige udviklingslande, hvor arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder, miljøregulering osv. ofte mangler. Det betyder, at virksomheder må afdække de risici, som er forbundet med at source i disse lande og dernæst tage ansvar for at forebygge og afbøde negative konsekvenser forbundet til forretningsdriften.

De tusindvis af inspektioner, som Klaus Melvin Jensen fortæller, der har været foretaget i Bangladesh før Rana Plaza, viser tydeligt, at virksomhederne faktisk tager deres rolle alvorligt. De bidrager positivt til udviklingen ved at stille krav til leverandørerne og følge op på dem for at sikre arbejdsforholdene. Men åbne BSCI-inspektionsrapporter kunne ikke have forhindret Rana Plaza-ulykken, som Klaus Melvin Jensen fremfører. Ganske enkelt fordi BSCI slet ikke forholder sig til byggetilladelser eller bygningskonstruktion i deres inspektioner.

Det er naivt at tro, at vi ved at handle med Bangladesh kan ændre situationen med et fingerknips. Det, der for alvor skubber udviklingen i den rigtige retning, er det lange seje træk. Den udvikling, som eksempelvis Bangladesh gennemløber nu, har vi haft ca. 150 år til at gennemgå i Danmark. Det kræver mange års samarbejde, før udviklingslandene finder løsninger på de udfordringer, der findes her.

Virksomheder har ansvar for at skubbe udviklingen i den rigtige retning på de områder, hvor de qua deres forretningsdrift har mulighed for at øve indflydelse. Og de virksomheder, som for alvor har forstået de muligheder, der ligger i denne indsats, har oven i købet oplevet, at det har skabt innovation og nye muligheder, hvilket i sidste ende har medvirket til at styrke deres forretning.

For at sikre en langsigtet bæredygtig udvikling har Dansk Erhverv/WEAR, Danish Fashion Institute og Dansk Mode & Textil i 2015 indgået et partnerskab, hvor vi sammen har udviklet den nationale handlingsplan ’Step Up’ for at styrke den danske mode- og tekstilbranche inden for strategisk CSR. Handlingsplanen omfatter en bred indsats i både Danmark og leverandørlande.

Ambitionen er at styrke den danske branches arbejde med at integrere CSR i forretningsstrategien og på den måde opnå forretningsfordele ved CSR - samtidig med at man producerer mere miljøvenlige produkter fremstillet under ansvarlige forhold. Det skaber værdi og udvikling i alle led af værdikæden, og forretningssamarbejdet bidrager til bæredygtig udvikling i Danmark såvel som i produktionslandene.

Lovgivning er ikke vejen frem
Men når det kommer til at sørge for, at statslige myndigheder fungerer, at lovgivning overholdes, og at bygningstilladelser - som f.eks. den til Rana Plaza - ikke kan købes for penge, må vi henholde os til FN’s retningslinjer og melde hus forbi. Virksomheder er med til at drive en udvikling, men kan ikke løfte en bæredygtig udvikling alene. Her skal regeringer og overstatslige organisationer på banen. Klaus Melvin Jensen anbefaler, at politikere lovgiver om transparens, hvis ikke virksomhederne selv bliver mere åbne om deres leverandørkæder.

Men lovgivning om transparens vil ikke have den ønskede effekt. For det første fører transparens, som tidligere beskrevet, i sig selv ikke til bæredygtig udvikling, og for det andet er det en velkendt erfaring fra mange års CSR-indsats - og bekræftet af forskning på området - at de største resultater opnås gennem engagement og samarbejde og ikke med baggrund i lovgivning.

I dag er det overvejende store udenlandske brands med meget stort indkøbsvolumen, der har offentliggjort deres leverandørkæder. Men efterhånden som små og mellemstore virksomheder indarbejder UN Guiding Principles i forretningsdriften, vil rapporter om virksomhedernes ansvarlighedsindsats automatisk lede til større åbenhed om leverandørkæderne. Vi er derfor helt enige i Klaus Melvin Jensens udsagn:

”Åbenhed er allerede og vil fremover være en essentiel del af de progressive modevirksomheders CSR-arbejde”

Men ting tager tid, og udviklingen skal ske i den rigtige rækkefølge, så der samtidig tages hensyn til at sikre arbejdspladser og samhandel. Derved skabes den bedste basis for, at virksomhederne sammen med leverandørerne kan sikre størst mulig bæredygtig udvikling.