Debattør: Religiøs analfabetisme præger Udenrigsministeriet

Af Uffe Torm
NGO-konsulent og forhenværende leder, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Det tyske ministerium for økonomisk samarbejde og udviklingsbistand (BMZ) offentliggjorde i januar en rapport om "Religious Communities as Partners for Development Cooperation" og afholdt en international konference i Berlin medio februar om "Religions and the 2030 Agenda for Sustainable Development".

Hermed fulgte den tyske regering op på en række lignende initiativer, som Verdensbanken, FN-systemet og flere europæiske lande i de senere år har taget i en ny erkendelse af religions samfundspolitiske betydning.

Forskellige undersøgelser viser, at 80-90 % af befolkningerne i udviklingslandene betegner sig som religiøse. Religion former de værdier og holdninger, som mennesker navigerer ud fra. Desuden mener cirka 85 % af afrikanerne, at religiøse ledere har en positiv indflydelse i lokalsamfundene. Det er derfor vigtigt for alle, som beskæftiger sig med udenrigspolitik og udviklingsbistand, at forstå den på en gang både negative og positive betydning religion har i international politik og især for samfundsudviklingen i udviklingslandene.

Korstog og religionskrige har tidligere spillet en stor rolle i europæisk politik. Men især efter den anden verdenskrig gik man ud fra, at "fornuften" ville sejre. I udviklingsbistandens barndom i 1960'erne blev religion betragtet som en irrelevant eller ligefrem negativ faktor. De fleste forskere, politikere og andre samfundsaktører troede, at religionernes betydning ville svinde i takt med de fattige udviklingssamfunds modernisering og den deraf forventede følgende sekularisering. Men sådan er det jo langt fra gået!

Religion påvirker samfundsudviklingen
Religion spiller fortsat en stor rolle i den tredje verden. Det mest markante eksempel herpå er den islamiske revolution i Iran i 1979, som vendte sig mod det USA-orienterede shah-styre og dets vestligt inspirerede udviklingsmodel. Revolutionen præger Iran den dag i dag, selv om Iran og USA nu igen er på talefod.

Er religion en del af problemet (hvilket ofte er tilfældet), må religion nødvendigvis også være en del af løsningen.

Uffe Torm
NGO-konsulent og forhenværende leder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Og det er ikke kun i Mellemøsten, at religion er en dominerende faktor i dagligdagen. I Afrika og Asien er der også mange religiøse konflikter og interessemodsætninger, som kan påvirke samfundsudviklingen negativt.

Selv i det mere sekulære Europa har religion fortsat haft en politisk rolle – for eksempel i Nordirland i 1960'erne og 70'erne, hvor katolikker og protestanter kæmpede mod hinanden. I 1980'erne var især den katolske kirke i Polen og protestantiske kirker i Østtyskland med til at fremme kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Berlinmurens fald i november 1989.

Derefter fulgte i 1990'erne Balkankrigene mellem muslimer og kristne. Og i disse år skaber indvandring og flygtningestrømme igen voksende religiøse modsætninger i Europa.

Det var imidlertid først, da den daværende direktør for Verdensbanken, James Wolfensohn i slutningen af 1990'erne tog spørgsmålet om religion og udvikling seriøst op, at der for alvor kom gang i en international debat herom med fokus især på religions potentielle positive rolle i udviklingsarbejdet. Efter terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 bredte diskussionen sig til flere FN-organisationer og efterhånden også til en række udenrigs- og udviklingsministerier samt bilaterale statslige bistandsorganisationer i lande, Danmark ofte sammenligner sig med – som for eksempel Storbritannien (DFID), Norge (NORAD), Sverige (SIDA), Holland (NEDA), Schweiz (SDC) og som nævnt nu senest BMZ i Tyskland.

Tåbeligt at ignorere den religiøse dimension
Hovedkonklusionen i den internationale debat om religion, udenrigspolitik og udvikling er, at det er tåbeligt at ignorere den religiøse dimension i international politik og lokale udviklingsprocesser. Er religion en del af problemet (hvilket ofte er tilfældet), må religion nødvendigvis også være en del af løsningen.

Det er især på sensitive områder, der berører traditioner, moral, etik, opdragelse, uddannelse, ligestilling og seksuelle spørgsmål, herunder reproduktiv sundhed, at religion for alvor kan gøre en forskel – negativ eller positiv. Uden forståelse for de lokale kulturer, værdier og religioner kan det, udviklingsarbejderen måske møjsommeligt har bygget op i ugens løb, let blive revet ned af præsten i kirken om søndagen – hvis ikke imamen allerede har gjort i det i moskeen om fredagen! Men bakker religiøse ledere op om nye tanker, kan der virkelig ske varige forandringer, der holder, selv når den udenlandske økonomiske støtte ophører.

Det samme gælder, når katastrofen rammer, samt i lokale, nationale og religiøse konfliktsituationer og det efterfølgende freds- og forsoningsarbejde på tværs af religiøse skel. Ofte har både politiske og religiøse ledere pustet til ilden for egen vindings skyld. Men står de forskellige religiøse ledere sammen, har tilgivelse, forsoning og fredeligt samarbejde om udvikling en chance, selv om politikerne stadig slås.

Derfor er det vigtigt, som det fremhæves i den tyske regeringsrapport, at inddrage religiøse ledere, samfund og trosbaserede organisationer i udviklings- og fredsarbejdet. Men i Danmark har debatten om religion i udenrigs- og udviklingspolitik hidtil kun haft få og spredte nedslag.

Udenrigsministeriet har indtil for nyligt været præget af religiøs berøringsangst og analfabetisme. Krigene i Afghanistan og Irak er ulykkelige eksempler herpå. Og religiøs uvidenhed var ved at koste Danmark dyrt under den såkaldte "tegninge-krisen" i 2005/06 på grund af Jyllandspostens karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Det er imidlertid ikke kun diplomater og udviklingsarbejdere, som har brug for basal indsigt i religiøse og andre forhold i de lande, de arbejder i og med. Det har også repræsentanter for erhvervslivet, der har investerings- og handelsmæssige interesser i udviklingslandene. Det gælder ikke mindst i forbindelse med udarbejdelse af marketings- og salgsstrategier men for eksempel også i forbindelse med løn- og ansættelsespolitik.

Religionsfrihed er en fundamental menneskerettighed
En anden hidtil overset problematik i dansk udenrigs- og udviklingspolitik er spørgsmålet om religions- og trosfrihed. Der sker alvorlige krænkelser af religionsfrihed i mange af de lande, vi handler med og yder udviklingsbistand til, uden at Danmark åbenlyst reagerer herpå, selv om der er tale om helt fundamentale menneskerettigheder.

I regeringsgrundlaget for den nuværende regering hedder det ganske vist, at "i flere af verdens brændpunkter foregår en systematisk forfølgelse af kristne minoriteter. Regeringen vil have et særligt fokus på at styrke det internationale samarbejde for at beskytte disse minoriteter" (side 32). Men indtil nu er det blevet ved retorikken. En eventuel udenrigsministeriel kritik af religionsforfølgelse eller undertrykkelse er i givet fald holdt bag lukkede døre, hvorved kritikken let bliver rituel uden reel betydning i virkeligheden.

Taksøe-Jensens udenrigspolitiske udredning og den igangsatte proces med henblik på udformningen af en ny dansk udviklingsstrategi udgør en naturlig anledning til – hvor det er relevant – at inddrage religions rolle i overvejelserne omkring Danmarks fremtidige udenrigs-, sikkerheds-, handels- og bistandspolitik, således som en lang række europæiske lande, som nævnt, allerede har gjort det.

Men det forudsætter, at ministeriet dropper berøringsangsten og oparbejder eller tilføres kompetent viden om religions rolle i de lande, som Danmark yder udviklingsbistand til eller har andre tætte samarbejdsrelationer med. Det haster – ellers sakker Danmark på dette område bagud i forhold til de lande, vi normalt gerne sammenligner os med.