Demokrati og ligestilling går ikke hånd i hånd

Har begivenhederne i forlængelse af Det Arabiske Forår ikke givet anledning til, at man nu må erkende, at der bare er for mange reaktionære og køns-konservative kræfter i de lande - Egypten, Yemen, Jordan, der under alle omstændigheder slår igennem og forhindrer reelle fremskridt for kønnenes ligestilling?

Når udenlandske donorlande som f.eks. Danmark støtter aktivisme og andre initiativer for kvinderettigheder og kønsligestilling, så vil en sådan opbakning efterhånden forplante sig og generere tilslutning i den bredere befolkning.

Det er forventningen, når civilsamfundet i en række arabiske lande igennem Det Arabiske Initiativ tilføres midler for at aktivere kvinder og mænd til at arbejde for kvinders politiske repræsentation og dermed kønsligestilling. Med andre ord er det antagelsen, at demokratisering og øgede rettigheder til kvinder er forbundne størrelser.

Det Arabiske Forår har tilsyneladende vendt op og ned på den antagelse - nylige valg afholdt i Egypten og Tunesien, ganske vist ikke perfekte demokratiske handlinger, men mere demokratiske end i årtier, har således givet partier, som tegner islamistiske strømninger mest indflydelse, færre kvinder i politik - og kvinders aftryk på den nye grundlov er i begge lande svær at få øje på.

Kønsligestilling ikke på dagsordenen
Aktivisme for kønsligestilling, for slet ikke at tale om "feminisme" i de arabiske lande, har ikke bred folkelig appel og opbakning; det er ikke noget nyt, men noget som det såkaldte Arabiske Forår har sat spot på.

Den manglende appel skyldes bl.a., at udenlandsk-støttede projekter med formål om kønsligestilling i de fleste tilfælde viser sig at være en énsidig fremme af kvinders position og vilkår. Resultatet er såkaldt backlash - at mænd ser sig som forfordelte og derfor vender sig imod initiativerne, snarere end at de støtter dem.

Nylige valg afholdt i Egypten og Tunesien (...) har således givet partier, som tegner islamistiske strømninger mest indflydelse, færre kvinder i politik - og kvinders aftryk på den nye grundlov er i begge lande svær at få øje på.

Connie Carøe Christiansen
Lektor, RUC

Kønsligestilling er samtidig ofte et elitært politisk projekt, og i de arabiske lande ikke mindre. Kvindebevægelser i de arabiske lande er langtfra ikke-eksisterende, men de bliver ofte  beskyldt for at være eksklusive klubber for den øvre middelklasse. De har ikke appel til den type kvinder, som har allermest behov for at få bedre rettigheder, og de har i de fleste tilfælde indgået i alliancer med korrupte og autoritære regimer for at få nogle af deres krav igennem, uden at der alligevel tilnærmelsesvist er tale om at kvinder og mænd har de samme rettigheder og muligheder.

Demokrati og rettigheder holdes skarpt adskilt
Således er der en lang tradition for, at disse stater har håndteret 'kvindespørgsmålet' ved at føre symbolpolitik, bl.a. for at tilfredsstille vestlige samarbejdspartnere og donorer, hvilket givetvis har en demobiliserende virkning.

Faktisk har staten i de arabiske lande langt henad vejen været den primære drivkraft for politiske og administrative initiativer til at bringe kønsligestillingen nærmere. Således har begrebet 'statsfeminisme' en særlig relevans i de lande.

Endelig blev Det Arabiske Initiativ iværksat i forlængelse af, at kvinders ringe vilkår i regionen - med mindelser om kolonitiden - blev trukket frem som begrundelse for at intervenere, denne gang militært i både Afghanistan og Irak, i øvrigt også daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens budskab.

Det er derfor et stort ansvar og kræver stor omtanke at give støtte til kvinder og kønsligestilling i de arabiske lande på en måde, så man også støtter en proces hvor demokratisering og øgede rettigheder til kvinder kan blive sammenfaldende og ikke modsatrettede initiativer.