Debat

DIIS-forsker: Hvem overtager den globale orden efter USA?

DEBAT: 2017 var året, hvor Trump trak USA væk fra førerpositionen i det internationale samarbejde. Kina har påtaget sig ansvaret for at overtage, men Trumps America First kan også ende med at revitalisere hele FN-samarbejdet, skriver Louise Riis Andersen.

Foto: Youtube/Club for Growth
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Louise Riis Andersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

2017 kan meget vel gå over i historien som et skelsår på linje med 1945, 1989 og 2001. Et symbolladet årstal, der markerer begyndelsen på en ny æra i international politik. I skrivende stund og for 2017s vedkommende føles det dog mest af alt som om, vi står midt i noget, der slutter.

Den enkeltstående begivenhed, der bedst indkapsler tonen i 2017, er indsættelsen af Donald Trump som USA's 45. præsident den 20. januar. Hans indsættelsestale markerede et utvetydigt brud med USA's globale lederskab og ansvar: ”From this day forward, a new vision will govern our land. From this moment on, it’s going to be America First.”

Siden har vi været vidne til en række mere eller mindre sammenhængende præsidentielle angreb på stort set alle dele af den institutionelle verdensorden, USA selv har opbygget siden 1945. FN, WTO, NATO, EU for bare at nævne de institutioner, der betyder mest set med danske øjne.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Mange af Trumps tweets og tiltag er undervejs blevet modereret af hans egne ministre og embedsværk, ligesom han også har modsagt sig selv utallige gange. Men retningen har ikke desto mindre været klar og utvetydig.

Det så vi senest under APEC mødet i Hanoi, hvor han tilbød bilaterale handelsaftaler til alle lande i Asien og stillehavsregionen og samtidig svor, at USA ”ikke længere vil indgå store aftaler, der binder vores hænder og begrænser vores suverænitet”.

Allerede i januar, blot tre dage før Trumps indsættelse, lovede den kinesiske præsident Xi Jinping på det prestigefyldte Davos-møde, at Kina ville overtage rollen som globaliseringsforkæmper og forsvarer for åbne markeder og frihandel, hvis USA svigtede

Louise Riis Andersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Nye aktører overtager efter USA
Trump ønsker at gøre USA stort igen. I hans verdensbillede fordrer det, at USA bliver et land som alle andre, det vil sige et land uden særligt ansvar for andre end sig selv. Det springende punkt, og det, vi først for alvor vil kunne se om føje år, er, hvad fraværet af amerikansk lederskab vil gøre ved det institutionaliserede, multilaterale, internationale samarbejde, der er opbygget siden 1945.

Vil andre aktører – statslige såvel som ikke-statslige – sørge for at føre multilateralismen og det fælles ansvar ind i en multipolær global orden?

To begivenheder fra 2017 understreger på hver sin vis, at det forpligtende internationale samarbejde ikke står og falder med USA's lederskab. Allerede i januar, blot tre dage før Trumps indsættelse, lovede den kinesiske præsident Xi Jinping på det prestigefyldte Davos-møde, at Kina ville overtage rollen som globaliseringsforkæmper og forsvarer for åbne markeder og frihandel, hvis USA svigtede.

Og her midt i december inviterede den franske præsident Macron alverdens ledere – bortset fra Trump - til klima-topmøde i Paris under overskriften ”Make Our Planet Great Again”.

Revitalisering af FN-samarbejdet
Måske lidt mere overset og overraskende kan det vise sig, at FN faktisk kommer styrket ud af 2017. Krisen med Nordkorea har understreget – også for Trump - hvorfor det er vitalt at have en global ’snakkeklub’, hvor man kan bruge tiden på at skændes i stedet for at slås.

Samtidig har den nye generalsekretær, Antonio Guterres, lagt op til omfattende reformer af FN’s måde at arbejde på både i New York og i felten. Hvis medlemslandene vil – og det er altid det springende punkt i FN-spørgsmål – kan 2017 blive året, der ikke kun markerer afslutningen på den amerikanske æra, men også begyndelsen på en mere grundlæggende revitalisering af FN-samarbejdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Louise Riis Andersen

Chefrådgiver, Udenrigsministeriet
ph.d. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00