Enhedslisten: I skyggen af Syrien er ny udviklingspolitisk strategi den forkerte medicin

Af Christian Juhl
Udviklingsordfører, Enhedslisten

Krige er årsag til dræbte, lemlæstede, flygtninge og fattigdom.

Syrien-krigen har jaget mange hundredetusinde på flugt. Flygtningene i nærområderne får slet ikke den hjælp, som FN mener er nødvendig.

Den danske regering har styrket den humanitære indsats til flygtningene. Det er både vigtigt og nødvendigt. Men det må ikke skygge over den vigtigste opgave: At få stoppet krigen og sikret en ordentlig udvikling i landet.

Selvom strategien er overdænget med flotte ord, så ændrer det ikke på, at selve fundamentet nu bliver dansk egeninteresse, vækst og frihandel.

Christian Juhl (Enhedslisten)
Udviklingsordfører

Vores vigtigste opgave er altid at forebygge, både krige, kriser, sygdomme, fattigdom og naturkatastrofer. Forebyggelse er bedst, billigst og humant. Uden forebyggelse stiger behovet for humanitær nødhjælp eksplosivt.

Skæv præmis i ny strategi
Regeringen har indgået en aftale om en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi.

På trods af langvarige forhandlinger har regeringen ikke villet rykke ved den grundlæggende skæve kurs i strategien.

Strategien er et paradigmeskifte i dansk udviklingspolitik, hvor dansk egeninteresse, militær- og sikkerhedshensyn, tilbagesendelse af migranter samt vækst og frihandel sættes i forgrunden.

Samtidig svigtes den langsigtede og strategiske hjælp.

Historisk angreb på udviklingssamarbejdet
Jeg frygter, at strategien kaster yderligere brænde på bålet i regeringens historiske angreb på dansk udviklingssamarbejde.

Selvom strategien er overdænget med flotte ord, så ændrer det ikke på, at selve fundamentet nu bliver dansk egeninteresse, vækst og frihandel.

Det er ikke blot egoistisk og bagudskuende. Det er helt forkerte værktøjer i en verden, der har akut brug for bekæmpelse af ulighed og fattigdom og forebyggelse af sygdom, kriser og krige.

Frihandel skaber ikke retfærdighed
Vi skal styrke FN, både økonomisk og politisk, og ikke, som regeringen, helt fjerne støtten til centrale dele af FN.

Finanskrisen og den efterfølgende nedskæringspolitik har vist os, at frihandel, vækst og privatisering hverken skaber mindre ulighed, flere jobs, mere fred, demokrati eller retfærdighed.

Det burde derfor være logik for burhøns, at dansk udviklingspolitik ikke skal give verden mere af denne forkerte medicin.

Voksende ulighed
Når vi nu ved, at blot otte mennesker ejer det samme som halvdelen af verdens befolkning, så skal ulighedsbekæmpelse være helt i front.

Efter hårde forhandlinger lykkedes det oppositionen i fællesskab at få ulighed nævnt i strategien og markeret, at 0,7 procent af BNI til udviklingshjælp er et minimum. Problemet er dog, at det på ingen måde spiller en strategisk rolle.

Satsningen på det private erhvervsliv fremfor ngo'ernes mangeårige erfaring med at skabe resultater er dybt bekymrende.

Vi ved ikke, om det virker.

Og når finansieringsfonden IFU er undtaget fra offentlighedslovens regler om aktindsigt, så bliver det meget svært at få indsigt.

Brud med stærk dansk tradition
Jeg ville ønske, jeg kunne juble over denne strategi, for verden råber på øget engagement og en langsigtet forebyggende indsats. Ikke mindst fra den rigeste del af verden.

Regeringen har gennemført historisk store nedskæringer på den langsigtede bistand (i finansloven) og centraliseret strukturen for bevillingerne (i loven).

Og nu ligger der så en strategi, der lægger op til flere penge til danske virksomheder og til EU, frem for at forsætte den danske tradition om en stærk, strategisk og bæredygtig støtte til civilsamfundet og FN.