EU er sin egen værste fjende

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende hos DIIS

Hvis EU’s udviklingssamarbejde skal nå et niveau, hvor medlemslandene tør overgive ressourcer og indflydelse, kræver det forbedring på mange parametre. De største trusler mod udviklingssamarbejdet kommer med al sandsynlighed inde fra EU’s egne kontorer.

Det er i den grad relevant at diskutere, om Danmark bør lade sit skærpede stratetiske blik på EU's udviklingssamarbejde følge op af en større kanalisering af danske bistandsmidler gennem Bruxelles. Men en sådan beslutning skal naturligvis træffes på baggrund af en grundig analyse af fordele og ulemper.

I den forbindelse står ikke mindst diskussionen og vurderingen af EU's politiske og praktiske formåen helt centralt. Spørgsmålet er nemlig, om EU overhovedet er klar til at administrere, prioritere og implementere en væsentligt større pose udviklingspenge, end den gør i dag?

Som international aktør udfordres EU naturligvis af ændrede globale rammebetingelser. Nye aktører i udviklingssamarbejdet, mellemindkomstlande, der i højere grad end tidligere kan spille med de økonomiske muskler samt et ændret fattigdomsbillede, er indikatorer, der alle peger i retningen af en øget global kompleksitet.

Dertil kommer behovet for integrerede og brede tilgange til udviklings- og udenrigspolitik, som følger med denne udvikling. Alt sammen noget, som medlemslandene forventer, at EU er i stand til at håndtere.  

Kigger vi på de indre linjer, bliver det dog hurtigt klart, at der er rigeligt med vanskeligheder at tage fat på, før det overhovedet kan komme på tale at vurdere, hvorvidt EU er klar til at tackle de globale udfordringer.

Specielt tre problemer stikker i øjnene og skal overkommes, inden EU's medlemslande overhovedet vil overveje at øge deres EU-engagement på udviklingsområdet:
 
Truslen fra andre politikområder
EU har i en lang række dokumenter forpligtet sig til ikke at influere negativt på udviklingslandene med sine politikker gennem begrebet politiksammenhæng for udvikling. Denne forpligtelse mangler dog fortsat at blive udført i praksis og finde indpas i Bruxelles, hvor udviklingslandene lige nu i højere grad betragtes som udfordrere end partnere i den globale økonomi.

Hvis EU fortsat skal fremstå som en troværdig partner for verdens udviklingslande, kræver det, at der bliver taget seriøse skridt mod at sikre, at alle andre politikker ikke influerer udviklingslandene negativt.

EU’s manglende reelle fremskridt på området undskyldes i Bruxelles med, at arbejdet handler om at eliminere utilsigtede misforståelser og at forbedre et utilstrækkeligt informationsgrundlag.

Det er ikke hele sandheden. I virkeligheden handler det mere om politisk vilje hos udviklingskommissæren til at tage de nødvendige politiske slagsmål med kollegaerne for at sikre, at udviklingsprioriteterne ikke skubbes til side af mere egennyttige mål.

Politiksammenhæng for udvikling er nemlig en beskidt boksekamp, hvor interessekonflikter, uenigheder og politiske slagsmål sætter dagsordenen og er med til at udpege vinderen. Indtil videre har udviklingspolitikken tabt.

Kampen mellem institutionerne
Det står efterhånden klart for enhver, der beskæftiger sig med EU's udviklingspolitik, at der kan spores et fundamentalt problem i samarbejdet mellem de to hovedansvarlige institutioner for udførslen af EU's udviklingspolitik - Kommissionen og Udenrigstjenesten.

I stedet for at støtte hinanden i forsøget på at forbedre effekten af EU's udviklingsbistand, kæmper de to institutioner en indædt kamp om magt og ressourcer, der risikerer at efterlade udviklingssamarbejdet på gulvet.

På den ene side forsøger Udenrigstjenesten at manifestere sig som ny institution og resultat af Lissabon-traktaten ved at udvide sine ansvarsområder. Det sker i håbet om at blive den centrale aktør i EU's udenrigsengagement.

På den anden side prøver Kommissionen at holde fast i sine økonomiske og menneskelige ressourcer, men samtidig forsøger man også at underminere Udenrigstjenesten ved at pege på den manglende udviklingsfaglige kapacitet i Udenrigstjenesten.

Lykkes det ikke senest med indsættelsen af en ny Kommission i 2015 at forsone disse to og sikre en fornuftig arbejdsdeling, der ikke underminerer udviklingssamarbejdet, må en af dem i yderste konsekvens lade livet.

Begge steder er troen på, at man netop er institutionen, der overlever, stor. Men spørgsmålet er, om ikke Udenrigstjenestens unge alder betyder, at den vil trække det korteste strå, hvis ikke der med den nye Kommission udvælges en væsentligt mere markant udenrigsrepræsentant, end Catherine Ashton hidtil har været.

EU har nok at se til med at omstille sit udviklingssamarbejde til en ny global virkelighed, men det er ikke en omstilling, der bør foregå ude i verden. Den bør i stedet starte hjemme i Europa og i EU's egne institutioner, hvor der er rigeligt med udfordringer at se til indtil videre.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende hos DIIS

Samarbejdet mellem repræsentationer og Bruxelles
EU’s repræsentationer overgik i december 2009 fra at være tilknyttet Kommissionen til nu at være reelle EU-repræsentationer med et bredere fokus. Det var egentlig en ganske god idé, hvis ikke hovedkvarteret i Bruxelles - i modsætning til danske og nordiske tendenser - havde valgt at fastholde repræsentationerne i en stram snor, når det kom til strategiske og økonomiske beslutninger.

Flere forhold peger i retningen af en øget splittelse internt i og mellem EU’s institutioner. Det tager for eksempel Bruxelles 18 måneder at håndtere et projektforslag fra en repræsentation.

Samtidig med at det lader til, at landeprogrammeringen tematisk styres af Udenrigstjenesten og dermed ikke bestemmes synderligt af den lokale repræsentation, fordi prioriteterne i Bruxelles er så dominerende. Også arbejdsgangene på repræsentationerne er stærkt kritisable, da de stadig er opdelt mellem de to institutioner, hvilket betyder, at folk fra samme afdeling kan have helt forskellige kommando- og rapporteringsveje.
 
EU har nok at se til med at omstille sit udviklingssamarbejde til en ny global virkelighed, men det er ikke en omstilling, der bør foregå ude i verden. Den bør i stedet starte hjemme i Europa og i EU's egne institutioner, hvor der er rigeligt med udfordringer at se til indtil videre.