"Lukket klub" besværliggør egenfinansiering

Af Jann Sjursen
Generalsekretær for Caritas

Det kan faktisk kun give bedre bistand, at den økonomiske tilskyndelse er dertil med de nye regler for egenfinansiering. Danmark har i forhold til vores nabolande været mere vage på dette område.

Det er bestemt positivt, at regeringen har besluttet at få flere organisationer med en rammeaftale på finansloven, selvom udviklingen er gået hastigt i de senere år for de nye. De nye rammeorganisationer har dårligt nok nået at opleve, at grundlaget for programstøtten har været på plads fra Udenrigsministeriets side.

Ikke desto mindre giver rammeaftalerne NGO'erne (af nogle kaldet folkelige organisationer) muligheder for at sikre den bedste og mest effektive bistand til gavn for fattige. Aftalerne giver nemlig forudsigelighed, når det gælder finansiering og fleksibilitet i forhold til anvendelse af midlerne. Med det følger naturligt nok større ansvar og krav.

Der er sket en væsentlig kapacitetsopbygning af de danske NGO'er i de sidste årtier. Derfor er det helt naturligt, at der nu åbnes op for flere rammeorganisationer. Programmerne, der blev indført med Civilsamfundsstrategien, lagde ligesom op til det. Kun VK-regeringens de facto-beslutning i begyndelsen af 00'erne om at afvise flere rammeorganisationer har forhindret det.

Øget egenfinansiering og flere krav
Udviklingsminister Christian Friis Bach har lanceret beslutningen om flere rammer med et ønske om at stille flere krav til NGO'erne. Blandt NGO'er har der været fokus på og nervøsitet med hensyn til kravene om egenfinansiering af udviklingsindsatser under rammeaftalerne. Dels finansieringen via indsamlinger i Danmark, dels sikringen af såkaldt samfinansiering fra andre donorer (institutionelle eller andre NGO'er).

Denne del er landet fint. Der skal indsamles 5 procent i Danmark, og selvom folkelig forankring så langt fra alene har med indsamlingskapacitet at gøre, så er opbakningen fra danskerne i form af bidrag dog også et markant udtryk for folkelig deltagelse.

Kravet om en medfinansiering på yderligere 15 procent fra andre donorer kan virke overvældende, men det kan efterleves ved et stærkere og direkte donorsamarbejde omkring programmer. Det kan og bør NGO'er selvfølgelig gøre automatisk - Doha sværger alle til! Det kan faktisk kun give bedre bistand, at den økonomiske tilskyndelse er dertil med de nye regler for egenfinansiering. Danmark har i forhold til vores nabolande været mere vage på dette område.

Det største problem i den sammenhæng er, at Danmarks Indsamling har utrolig stor betydning både økonomisk og eksponeringsmæssigt for de indsamlende organisationer og dermed muligheden for at øge egenfinansiering. Indsamlingen drives af en "lukket klub", hvor relevans i forhold til indsamlingstema ikke er bestemmende for deltagelse, men først og fremmest økonomisk størrelse! Det skævvrider om noget indsamlingsmarkedet blandt NGO'erne mere end det faktum, at flere NGO'er skal samle mere ind.

Bevillinger bør øges
Friis Bachs ønske om at måle NGO'ernes resultater og lade det få betydning for bevillingerne fremover er ikke urimeligt. Det bliver det kun, hvis ministeren tror, at det er muligt på kort sigt at levere resultater for langsigtet udviklingsarbejde. På den korte bane er det i hvert fald sikkert, at fundraising skal prioriteres for at imødekomme de konkrete egenfinansieringskrav!

Hvis potentialet i flere rammeorganisationer skal udnyttes fuldt ud, så er det imidlertid også nødvendigt, at bevillingerne til rammeorganisationerne forøges i det kommende år. Især for de nye rammeorganisationer, der som udgangspunkt er kommet ind på det niveau, de havde som programorganisationer, og som oplever, at kravene til den indsats, der skal leveres, bliver skærpet.

Indsamlingen drives af en "lukket klub", hvor relevans i forhold til indsamlingstema ikke er bestemmende for deltagelse, men først og fremmest økonomisk størrelse!

Jann Sjursen
Generalsekretær for Caritas

Nedskæringer i UM som baggrund
Ingen organisation er selvfølgelig blevet tvunget til at være rammeorganisation, men beslutningen om at åbne op for flere rammeorganisationer har også været båret af bitter administrativ nød i Udenrigsministeriet. Ministeriet er ved at være skåret ned til sokkeholderne, når det gælder muligheden for at varetage de opgaver, som man ellers skulle mene var nødvendige og "rugbrødsarbejde" i den samlede danske udenrigspolitik.

For nu bare at tage støtten til danske NGO'er, så er der ikke folk nok ansat til at håndtere ansøgninger, skrive retningslinjer, læse afrapporteringer, have en faglig dialog med NGO'er, besøge programlande osv. Konsulenterne har fortsat kronede dage på en række strækninger, hvilket vanskeliggør den opsamling og forankring af viden, som enhver institution har brug for. Med programbevillinger og nu flere rammeorganisationer er forventningen, at NGO'erne kan "håndteres" forsvarligt.

Nogle vil hævde, at der er tale om en win-win-situation for Udenrigsministeriet og NGO'erne. Fremtiden vil vise det.